En fængslende exportsucces

26-02-2009
10 min.

Danske Ole Ingstrup var hjernen bag en reform af det canadiske fængselsvæsen i 1990erne. Resultatet blev kaldt enestående og gjorde blandt andet Ole Ingstrup til æreshøvding i en stor indianerstamme.

Ole Ingstrup kigger en smule forlegent ned i cafebordet, da han bliver bedt om at svare på, hvad der var den største succes i hans tid i Canada. Der havde han i en årrække 15.000 ledere og medarbejdere under sig og refererede direkte til skiftende canadiske ministre. Alligevel falder det ham ikke naturligt at berette om sine meritter. Efter en tænkepause fornemmer man dog stoltheden i svaret:

"Det lykkedes mine medarbejdere og mig at nedbringe andelen af indsatte, der faldt tilbage i kriminalitet, til mindre end halvdelen af, hvad det tidligere havde været. Dermed blev vi det land i den vestlige verden, der havde de bedste recidiv-tal overhovedet," fortæller Ole Ingstrup.

Hjælp til kvinder og børn

Bag det målrettede arbejde med at mindske andelen af indsatte, der returnerede til kriminalitet, lå en mere grundlæggende målsætning. Og det var den, Ole Ingstrup igen og igen formidlede til sine ledere og medarbejdere.

"Mit succeskriterium var, at vi skulle gøre vores til, at færre mennesker - herunder mange kvinder og børn - fik deres liv ødelagt af kriminalitet. Vi skulle lave et arbejde, som vi kunne dokumentere var med til at gøre Canada til et mere sikkert land. Det gjorde vi. Og det synes jeg, vi kan være stolte over," siger han alvorligt.

Som direktør i den føderale kriminalforsorg havde han kun ansvaret for fanger, der blev idømt straffe på minimum to år.

En anden nyskabelse i Ole Ingstrups reform af fængselsvæsenet var mindst lige så væsentlig. Han lagde fra starten af sin embedsperiode en enorm vægt på, at arbejdet skulle have et stærkt forskningselement.

"Jeg fandt nogle kompetente folk og bad dem om systematisk at indsamle viden fra hele verden om, hvad der virkede, hvis man ville have de indsatte ud af kriminalitet, når de kom ud. Og den viden satte os i stand til at designe og dosere forskellige programmer, som de indsatte gennemgik, mens de var i vores varetægt. Fx kognitive programmer rettet mod evnen til at forstå sig selv og andre mennesker bedre og særligt designede forløb for stofafhængige, alkoholafhængige og psykisk syge," forklarer Ole Ingstrup.

Han forklarer hvordan man fik de indsatte til at tage aktivt del i programmerne: "Det gjorde vi blandt andet ved at forbedre mulighederne for prøveløsladelse for dem, der valgte at deltage i programmerne. Det gav dem et meget direkte incitament. Og grundlæggende tror jeg også, at de fleste kriminelle foretrækker et liv uden kriminalitet, og derfor har de jo også en reel interesse i at spille med, hvis vi kan dokumentere, at vores programmer rent faktisk kan være med til at hjælpe dem ud af det."

Måling, måling, måling

Samtidig fortsatte det forskningsbaserede arbejde. Både overordnede programmer og konkrete aktiviteter var genstand for omhyggelig opfølgning og måling. Det gjorde, at man hele tiden kunne se effekten af de tiltag, man satte i gang, så man kunne vurdere, om et initiativ skulle justeres, skrottes eller udvides.

"Intet af det, vi satte i gang, fik lov til at leve et stille liv. Vi fulgte benhårdt op på både gennemførelse og effekt og drev en ret omfattende forskningsvirksomhed med udgangspunkt i vores egen indsats. Det gav os ikke alene en overordnet indikation af, om vi var på rette vej. Det gav også mig muligheden for at sige til mine medarbejdere: 'Se her venner. Alt det, I går og gør hver dag, er faktisk også noget, der virker'," siger Ole Ingstrup, mens han entusiastisk gestikulerer med begge hænder.

På spørgsmålet om han ikke mødte modstand fra personer, der måske synes, at pengene skulle anvendes på andre måder - fx mere sikre fængsler, lyder svaret fra Ole Ingstrup: "Det er klart, at nogle af de ideer, vi arbejdede ud fra, krævede en smule tilvænning for nogle af dem, der havde været i systemet længe. Men det hjalp, at vi hurtigt kunne dokumentere, at det var en succes. Og opadtil har jeg oplevet stor opbakning fra i alt ni forskellige justitsministre. Det var også en stor hjælp i forhold til at sikre opbakning, at der til alle fængsler var tilknyttet et advisory board, der fungerede som et slags borgerråd. På nationalt plan havde vi også mulighed for at drøfte de ting, vi gjorde med forskellige societies, der repræsenterede forskellige etniske eller religiøse grupper, og som havde en oprigtig interesse i kriminalforsorgens arbejde. På det område er der en klar forskel til Danmark, hvor det kun i meget begrænset omfang er tilfældet."

Vent med fængsel

Når talen falder på de danske forhold, er Ole Ingstrup tilbageholdende med at komme med løsninger på, hvordan forskellige udfordringer for det danske fængselssystem skal håndteres. Han har ikke lyst til at være den store guru, der returnerer til sit fædreland med tasken fuld af geniale løsninger, der blot skal implementeres i en dansk kontekst. Det er også én af grundene til, at han i dag ikke beskæftiger sig med dette område i sit faglige virke. Han bruger i stedet sin lange og tunge ledelseserfaring fra Canada til som konsulent at rådgive forskellige danske topchefer i både offentlige og private organisationer.

En dyb interesse for rets- og fængselssystemet er dog en erhvervsskade, som Ole Ingstrup aldrig slipper af med. Derfor er han også fortsat aktiv deltager i ICPA, den internationale kriminalforsorgsforening, som Ole Ingstrup selv var med til at starte for ti år siden. Sine generelle holdninger til, hvor der kan hentes gevinster i forhold til at forebygge kriminalitet, er Ole Ingstrup ikke bange for at tilkendegive.

"Vi skal efter min mening være bevidste om, hvad vi som samfund gør, når vi giver en mand en kort fængselsstraf - fx for det vi kalder simpel vold. Dermed fjerner vi hele den præventive effekt, der ligger i at have en ren straffeattest. Jeg er sikker på, at den mentale barriere i forhold til at gøre noget kriminelt er langt mindre, når man først har fået bare en lille plet på sin straffeattest. Og hér taler jeg altså ikke om alvorlige forbrydelser, men om handlinger, der normalt kan give op til et par måneders ubetinget fængsel," understreger Ole Ingstrup.

Ti års stramning

I praksis synes der dog ikke at være en tendens til at undlade eller mildne fængselsstraffe. Fx er den gennemsnitlige fængselsstraf for simpel vold steget fra 53 dage til 84 dage fra 1995 til 2006. Ifølge Ole Ingstrup skyldes denne stigning ikke mindst, at politikere i både skiftende regeringer og oppositioner har betonet, at der må strengere straffe til, hvis der skal være overensstemmelse mellem befolkningens retsbevidsthed og hårdheden af en straf. Men selvom Ole Ingstrup anerkender, at det kan være relevant at skele til befolkningens retsbevidsthed, tror han ikke på, at den danske befolkning ønsker hårdere straffe.

"I nyere dansk forskning har man ud fra nogle konstruerede cases bedt en række tilfældigt udvalgte danskere om at give deres bud på en retfærdig straf for en kriminel handling. Og når det kommer til de konkrete sager, viser det sig faktisk, at den danske befolkning er markant mildere i strafudmålingen, end de juridiske dommerne er," siger Ole Ingstrup.

Han betegner det som en forskel på danskernes konkrete retsfølelse og det, som han kalder den uinformerede retsfølelse. Og han mener, at det bør give stof til en vis eftertanke i stedet for at betragte det som et faktum, at strengere straffe ligger i tråd med borgernes ønsker.

Æreshøvdingen

Et helt særligt fokusområde for Ole Ingstrups arbejde i Canada var indsatsen over for fængslernes etniske minoriteter - herunder ikke mindst indianerne. Selvom kun en ud af 40 canadiere er indianer, var hver sjette indsatte i fængslerne af indiansk afstamning. Samtidig var der en tendens til, at de indsatte indianere meget sjældnere end de øvrige fanger kom igennem med deres ønske om prøveløsladelse. Og for en systematiker som Ole Ingstrup betød det, at der måtte research og handling til.

"En sådan forskel i, hvor mange ønsker om prøveløsladelser der blev imødekommet, kunne vi ikke uden videre have. Det kunne jo tyde på forskelsbehandling og måske endda diskrimination i vores system. Vi igangsatte meget hurtigt forskningsbaserede undersøgelser på området. Det tog ikke lang tid at konstatere, at indianere, der ønskede prøveløsladelse, præsterede utrolig dårligt, når de stod foran den kommission, der skulle behandle deres anmodning. Det skyldes simpelthen, at det er et helt grundlæggende princip i den indianske kultur, at man ikke kan sige noget godt om sig selv," forklarer Ole Ingstrup.

På baggrund af undersøgelserne blev det gjort til praksis, at den indsatte kunne tage en bisidder med, når han stod foran kommissionen. Bisidderen kunne så i stedet - og uden problemer med kulturen - motivere ønsket om løsladelse og beskrive de fremskridt, den indsatte havde gjort i fængslet.

Også andre initiativer var rettet specifikt mod indianerne. Fx blev der bygget et fængsel udelukkende for mandlige indianere. Og hvad der umiddelbart kunne virke nærmest apartheidagtigt blev en enorm succes. Det gjorde, at fængslet kunne indrettes og styres efter indianske principper. Samtidig kunne man yde en fokuseret indsats på at lære de indsatte, hvad det var, det krævede for at kunne begå sig i det canadiske samfund, når de kom ud igen.

"Indsatsen var ikke et forsøg på at fratage dem deres indianerkultur. Nærmest tværtimod. Det er bare en forudsætning for en tilstedeværelse i samfundet, at de kan forstå det omgivende canadiske samfund. Og indsatsen skabte enorm respekt - ikke mindst i de indianske miljøer. Faktisk blev jeg udnævnt til æreshøvding i en stor indianerstamme," fortæller Ole Ingstrup med et smil og ikke uden stolthed i stemmen.

Ole Ingstrup mener dog heller ikke hér, at man uden videre kan kopiere den canadiske indsats til danske forhold. Dertil er der for store forskelle i de to samfund. En del af den canadiske tilgang kan han dog godt savne, efter at han er returneret til sit fødeland.

"Jeg synes ikke, det danske samfund behandler sine nye medborgere ret godt. De skal ikke sidde i lejre i årevis. Det er en katastrofe og alt andet end fremmende for et godt forhold mellem danskere og indvandrere. De skal hurtigst muligt ud og bidrage til det land, de gerne vil være en del af. Alt andet er simpelthen hverken menneskeligt rimeligt eller rationelt," afslutter Ole Ingstrup sine synspunkter på det danske samfunds behandling af etniske minoriteter.


Blå bog

2008: Partner i konsulentfirmaet Hein, Degn & Partnere (Danmark).
2005-2008: Seniorpartner i konsulentfirmaet Right Kjaer og Kjerulf (Danmark).
2000- 2005: Ejer af konsulentfirmaet Caya Management Consulting International (Canada).
1996-2000: Direktør for det canadiske departement for kriminalforsorgen.
1992-95: Direktør for det canadiske center for managementudvikling.
1988-92: Direktør for det canadiske departement for kriminalforsorgen.
1986-88: Formand for den canadiske prøveløsladelseskommission.
1983-86: Specialrådgiver for det canadiske direktorat for kriminalforsorgen i Ottawa.
1972-83: Inspektør ved Statsfængslet på Kragskovhede.
1970: Ph.d.
1969-72: Viceinspektør ved Statsfængslet på Kragskovhede.
1966-69: Lektor i strafferet ved Aarhus Universitet.
1966: Cand.jur.

Forfatter til bogen 'Three Pillars of Public Management'.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.