Baggrund for skattekommissionens SU-forslag

Hvorfor foreslår vi i skattekommissionen en omlægning af SU-støtten, så stipendiedelen begrænses til fire år på de langvarige uddannelser og erstattes af lån kombineret med mærkbare reduktioner af de højeste marginalskatter?

Det gør vi for at øge antallet af højtuddannede. Og midlet er som nævnt at sænke skatterne især på de højere indkomster, dvs. de indkomstniveauer højtuddannede typisk bevæger sig i deres arbejdsliv.

Studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen, når man anlægger en dynamisk synsvinkel og ser, hvad grupperne får i løbet af hele deres liv. En studerende på langvarig uddannelse får i snit en tilvækst på 300.000 kr. over restlivet som følge af reformen.

Uddannelsesforskning viser, at livsindkomsten spiller en væsentlig rolle for valg af uddannelse, hvilket også er forventeligt. Derimod er der ikke belæg for at hævde, at mindre ændringer i SU har nogen effekt på valg af uddannelse. Det er ellers noget, der føres frem ikke bare i studenterkredse, men også blandt deres sympatisører. Der er heller ikke en nævneværdig effekt af SU på tilgangens fordeling efter forældrenes indkomst.

En forklaring på en meget beskeden effekt er, at det danske SU-system er suverænt det mest generøse i hele (den vestlige) verden. At det danske uddannelsessystem også indtager en topplacering, hvad angår gratis finansiering for de studerende, skal blot tilføjes. Der er på det niveau stort set ingen effekt på uddannelsestilgangen af subsidiering af selve uddannelsen. 

Der er i det hele taget en endog særdeles ringe effekt på studietilgang af at yde flere kroner til underhold i studietiden. Derimod kan det ikke udelukkes, at disse generøse ordninger giver incitamenter til et længere ophold i uddannelsessystemet end nødvendigt. Man tager måske begrebet "længerevarende uddannelse" mere bogstaveligt, end det har været hensigten. I hvert fald er der også nærmest international rekord i Danmark, hvad angår længden af ophold i uddannelsessystemet for de langvarigt uddannede.

Hvorfra ved man, at det er samfundsgavnligt at læsse endnu flere penge ind i uddannelsesperioden? Disse utilsigtede eller virkningsløse incitamenter har vi i kommissionen grundigt diskuteret og overvejet og vurderet, at den foreslåede reduktion i marginalskatterne med betydelige gevinster for studerende på længerevarende uddannelser i deres restlevetid uden besvær kan bære en beskeden reduktion i det nærmest virkningsløst høje stipendieniveau. (Den eneste virkning af ændringer i stipendier er graden af arbejde hos de studerende: Mindre stipendieomfang giver større arbejde ved siden af, men ikke så meget, at det har påviselig effekt på karakterer, drop out, færdiggørelse).

Et argument, der går på, at en studerende ikke kan vide, om han bliver arbejdsløs efter eksamen og derfor hænger på lån, der så er svære at betale tilbage, har ikke meget på sig i den lange periode, vi har foran os. Der vil være kraftig efterspørgsel efter de fleste typer arbejdskraft og i særdeleshed højtuddannede, så arbejdsløshedsrisikoen er begrænset.

På baggrund af disse facts - ikke mindst den betydelige tilvækst i livsindkomst efter skat - foreslår kommissionen, at stipendier på lange videregående uddannelser kan tildeles for maks. fire år og derefter afløses af lån. Altså et beskedent incitament til at reducere den faktiske studietid. Ikke mindst i lyset af den førnævnte betydelige mangel på bl.a. højtuddannet arbejdskraft.

Summa summarum: Danmark har en international førsteplads, hvad angår offentlige midler tilført uddannelsesperioden, men en elendig placering vedrørende beskatning af højere uddannede, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Succesen, hvad denne strategi angår, er til at overskue. Hvad med at ofre en smule åndelig spændstighed på at overveje følgende spørgsmål: Har vi i vores iver for at få flere til at tage en længerevarende uddannelse hældt for meget ind i at gøre uddannelsesperioden så billig og attraktiv som muligt på bekostning af det, det hele drejer sig om, nemlig det efterfølgende arbejdsliv, hvor afkastet for den uddannede i international sammenhæng er langt mere beskedent? Vi foreslår en ændring, hvor der rettes meget op på det sidste, understøttet af et incitament til at reducere tilskuddet til opholdstiden i uddannelsessystemet.