Ganske overraskende for oppositionen og arbejdsmarkedets parter, så besluttede regeringen i 11. time, sammen med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, under finanslovsforhandlingerne for 2009 at sløjfe den statslige del af beskæftigelsesindsatsen og lade indsatsen varetage af kommunerne fra august 2009.
Vi vil ikke gå ind i den politiske substans, men her komme med nogle punkter, som vi mener, beskæftigelsesministeren skal være opmærksom på.
Som det enstrengede kommunale beskæftigelsessystem kommer til at se ud på nuværende tidspunkt, er der for kommunerne ikke umiddelbart incitament for at finde det bedst mulige jobmatch i forhold til det samlede danske arbejdsmarked. Det vil for kommunen gælde om at få den ledige så hurtigt som muligt i arbejde, så der spares på de kommunale udgifter. Dette vil kunne overskygge det primære arbejdsmarkeds-politiske formål at skabe det bedst mulige match mellem de ledige og virksomhederne på landsplan.
Den danske model har været med til at sikre det høje velfærdsniveau i Danmark. Som det ser ud nu, er der ingen garanti for, at partsinddragelsen kommer til at ske fremover i samme omfang som hidtil. Netop fordi arbejdsmarkedspolitikken i langt højere grad nu skal formuleres i 91 kommuner, er det vigtigere end nogensinde, at a-kasserne og de faglige organisationer, der har stort kendskab til både delarbejdsmarkeder og det nationale såvel som globale arbejdsmarked, kommer med i planlægningen af den arbejdsmarkedspolitiske indsats.
Tyskland har indført et lignende decentralt system. De tyske erfaringer viser, at parterne ikke længere har den indflydelse, de havde tidligere. Det er vigtigt, at Danmark lærer så meget som muligt af de erfaringer, Tyskland har gjort sig, specielt fordi de har gjort sig en del negative erfaringer. Beskæftigelsesministeriet kan med fordel lave en analyse af dette for at imødegå, at de samme problemer opstår i Danmark.
AC har netop evalueret indsatsen fra anden aktør. Tallene viser, at a-kasserne og anden aktør scorer flest point angående medlemmernes tilfredshed med den arbejdsmarkedspolitiske indsats. Det skal ikke ses som et tegn på, at jobcentrene generelt er dårligere som arbejdsmarkedspolitiske aktører, men som et tegn på, at specielt akademikere har brug for en tilpasset indsats, i og med at deres arbejdsmarkeder langt fra er lokalt forankrede.
Arbejdsmarkedsforsker Asbjørn Sonne har gjort opmærksom på, at der i 1958 var 78 forskellige dellove for finansieringen af dagpengesystemet. Det er derfor uhyre vigtigt, at regeringen sørger for, at det nye finansieringssystem er effektivt og let gennemskueligt. Det er en udfordring, der skal bruges mange ressourcer på at løse, så vi ikke om et år skal have ny lovgivning, der kompenserer forskellige kommuner for marginalproblemer.
Hvis man ser på tal for indsatsen hos de forskellige jobcentre, er det tydeligt, at der er stor forskel på de arbejdsmarkedspolitiske effekter og resultater. Det er naturligt, at der regionerne imellem kan være store forskelle på deres resultater. Men ser man på den kommunale indsats, viser det sig, at performance er meget spredt, selv mellem kommuner der ligger klos op ad hinanden. Ministeren skal sørge for, at det ikke er en tilfældighed, der afgør, om man får en god service eller ej, alt efter hvilken side af kommunegrænserne man bor på.
Regeringen har i sin beskæftigelsespolitik lagt vægt på, at Det Økonomiske Råd flere år tilbage bekendtgjorde, at aktivering og uddannelse var en dårlig cocktail i forhold til at få ledige i job. Det er dog langtfra evident, at der er en sådan umiddelbar kausalitet. Som professor Per Kongshøj Madsen har gjort opmærksom på, så ville det da være besynderligt, at uddannelse er godt i alle andre henseender, men ikke hvis man er ledig. Frem for at konkludere, at det blot er uddannelse, der ikke virker, burde man se på, hvilken slags uddannelser man i sin tid tilbød de ledige. Måske findes problemet her?
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER