Optimismen florerer fortsat

Det nuværende syn på de kommende års økonomiske situation i Danmark er generelt uberettiget optimistisk. Det gælder både blandt eksperter og ikke-eksperter. I forhold til hvordan vi anskuer tingene, er alt som bekendt relativt, og det gælder også her – uberettiget optimistisk set i forhold til hvad, bliver man derfor nødt til at spørge. Det er naturligvis set i forhold til, hvordan vi realistisk set kan forvente, at udviklingen bliver.

Man kunne måske forvente, at der var fuld konsistens imellem, hvordan den enkelte agerer i økonomiske sammenhænge og så dennes egen realistiske vurdering af økonomien. Det mener jeg imidlertid ikke er tilfældet. Men hvad skyldes da denne indre diskrepans hos den enkelte – eller hvorfor er vi ikke rationelle, kunne man spørge. I denne konkrete problemstilling tror jeg primært, det skyldes, at det som i slut-1960’erne er moderne at være optimistisk – det er et ubetinget plusord. Og så må realismen nødvendigvis vige pladsen.

Det, at den enkelte ikke handler i overensstemmelse med sin egen realistiske vurdering, er ikke det eneste problem. Der er også det problem, at den enkeltes realistiske vurdering generelt er alt for optimistisk. Skurken denne gang er ikke modefænomenet betingelsesløs optimisme, men noget lidt mere konkret – de massive vækstpakker, der er givet såvel i Danmark som i udlandet. Men er disse da ikke absolut både nødvendige og gavnlige? For mig at se er de blevet givet nogle år for tidligt lige med undtagelse af hjælpen til banksektoren.

Problemet har været, at man har forsøgt at sætte gang i økonomien kort tid efter, at luften begyndte at sive ud af boligboblen, men mens der stadig var og er masser af luft i den. Hjælpepakkerne burde i stedet først have været sat i værk, når et bæredygtigt prisniveau på boliger ville være nået – så man derved gjorde alt for at undgå, at boblen blev afløst af et vakuum kendetegnet ved uberettiget lave boligpriser. Når et bæredygtigt prisniveau nås, er det dog meget tvivlsomt, at der vil være økonomisk råderum til vækstpakker – krudtet bliver skudt af netop nu i stedet.

Historisk har boligprisfald varet fire til otte år. Sidste gang var fra 1987 til 1993, altså seks år. Denne gang er vi i en økonomisk krise, der ikke er set lignende siden 1930’erne. Lige forinden krisen oplevede vi uafbrudte prisstigninger på boliger i 14 år, endda prisstigninger der var abnorme de sidste år af opsvinget – et karakteristisk kendetegn ved en boble. Og nu er priserne så faldet i omkring godt og vel to år, og mange er i tvivl om, hvorvidt de vil fortsætte med at falde. Det kan som bekendt være rigtig svært at spå om fremtiden, men gør man et hæderligt forsøg, må resultatet blive, at faldene vil vare ved længe endnu. Med de konkrete forhold taget i betragtning vil otte år med prisfald vel ikke være et dårligt bud?

En fortsat generel økonomisk krise på så godt som alle områder, fordi boligprisfald kan sammenlignes med en særdeles kraftig stramning af finanspolitikken, burde derfor ikke komme som nogen overraskelse. På samme måde som dens påbegyndelse heller ikke burde på grund af den karakteristiske bobleoptakt.

Økonomiske forhold kan være rigtig indviklede − også for økonomer, men når det gælder evnen til at spå om den aktuelle fremtidige økonomiske udvikling, tror jeg, spådomsevnerne svækkes af, at man ikke kan se skoven for bare træer, fordi der er en generel trend i retning mod at ville være optimistisk i kombination med et midlertidigt stigende aktiemarked samt visse midlertidigt pæne økonomiske nøgletal grundet diverse økonomiske hjælpepakker. I år 2015 er det mit gæt, at det ikke længere vil være på mode at være uberettiget optimistisk, og at der samtidig derfor heller ikke for politikerne vil være stemmer i at være det, som det er tilfældet i dag. Den fortsatte krise vil derfor ikke være foruden visse positivt afledte effekter – som dog belært af historien vil fortage sig igen, så snart næste store konjunkturopsving på ny vil drive (jubel)optimismen i vejret.