Konstituering i kommunerne

Efterårets konstitueringsballade i de danske kommuner er en skamplet på det danske demokrati. SFs unge Røpke i Region Hovedstaden fravristede Vibeke Storm formandsposten – uden sin egen gruppes opbakning og på borgerlige stemmer. Efterfølgende måtte han som bekendt forlade sin gruppe og opgive projektet. Overskrifter som ’De borgerlige scorer Bondams gyldne ben’, ’Borgmesterkabale er lagt om i Syddjurs’ og ’Afhopper kupper borgmesteren i Kerteminde’ vidner om, at Røpkes eventyr blot var et af mange blodige dramaer oven på et ellers relativt forventeligt kommunalvalg. 

Det kan godt være, at Christiansborg også er en hård nyser af en arbejdsplads for folkevalgte, og at folketingspolitikere kan skældes ud for mangt og meget, men den uvederhæftighed, som kommer for dagens lys til kommunernes konstitueringsforhandlinger, er jeg dog sjældent stødt på i Folketinget. Det er faktisk ikke alle politikere, der løber fra aftaler og rager til sig efter bedste evne. Men de findes i flæng i kommunerne, og jeg tror faktisk, at der er god grund til at se lidt på det system, som fostrer dem.

Byrådsmedlemmerne er som bekendt ikke fuldtidspolitikere. De forventes at kunne passe et almindeligt arbejde ved siden af det politiske arbejde. Mange mennesker har svært nok ved at få tingene til at hænge sammen kun med ét arbejde, og derfor skal der ikke megen fantasi til for at forestille sig, hvor attraktive de betalte formandsposter og bestyrelsesposter bliver for byrådsmedlemmerne. Til hver post og hvert ben knytter sig en løn, og således kan man købes fri fra sit arbejde i dyrebare timer til at varetage sit politiske hverv. Får man nok poster og hverv, kan man stykke en fuldtidsløn sammen og således fuldt ud hellige sig det politiske arbejde. Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvorvidt det var det, der drev værket for Dansk Folkeparti, da de en sen nattetime forlovede sig med Klaus Bondam på Københavns Rådhus.

Borgmesteren er den eneste fuldtidslønnede politiker i de fleste kommuner. De resterende byrådsmedlemmer får en meget varieret hyre alt efter netop sammensætningen af ben. Eksempelvis modtager de dårligst betalte byrødder i Nyborg Kommune godt 92.000 kroner og den bedst betalte får 354.000 kroner om året. En forskel, der bestemt kan mærkes på bundlinjen. Netop forskellen på de to yderligheder i byrådssalen gør benene værd at kæmpe for. 

Hertil kommer, at konstitueringsaftalerne er gældende for hele valgperioden. I Københavns Kommune er alle borgmestrene, og selvfølgelig overborgmesteren, lønnede, og de forventes at være fuldtidsarbejdende politikere. Når først en borgmester har fået sin taburet ved årsskiftet efter et valg, så er vedkommende borgmester frem til næste valg. Der er altså intet dagligt incitament over for helheden i kommunen. Ingen forpligtelse over for den siddende overborgmester – og de fleste borgmestre er end ikke en del af samme politiske projekt som overborgmesteren, og har derfor et decideret incitament til at bruge sin forvaltning til at modarbejde helheden og overborgmesteren. Stik modsat ministrene i regeringen, der kan fyres uden varsel af statsministeren, hvis ikke de lever op til forventet standard, eller hvis de underminerer regeringsprojektet.

Jeg forstår faktisk godt, at en stor del af befolkningen bare vælger at vende ryggen til det politiske oven på den gang makværk, som kommunalpolitikerne leverede efter valget. Så meget desto mere grund til at få lavet om på den kommunale struktur. Lønnen skal løsrives fra benene, så en kommunalpolitiker får en fast udmålt løn uanset posterne − ligesom i Folketinget. Og så skal incitamentsstrukturen altså vende den rigtige vej, så alle borgmestre og rådmænd arbejder for samme politiske projekt som den siddende (over)-borgmester.

Jeg kan ikke love, at det vil udradere alle aftalebrud og al uvederhæftighed i kommunale sammenhænge, men jeg tror på, at det ad åre vil få luget det værste ukrudt væk.