Klimaforkæmperens dilemma

Mange i eliten har ment, at den menneskeskabte globale opvarmning er et videnskabeligt faktum og derfor en kolossal trussel - og at løsningerne er økonomisk overskuelige. Der har været et ønske hos dagsordensættende politikere om at lukke den første del af diskussionen og fokusere fremadrettet: I stedet for at tale omkostningerne ved problemet OP har man talt omkostningerne ved løsningerne NED. Fokus har været praktisk - på at skabe politisk konsensus som afsæt for omgående handling. Meget tyder på, at der er slået fejl, og at klimatopmødet i december ender med et svagt resultat.

Klimaforkæmperne har haft to grunde til det, der ligner et forsøg på afdramatisering. Primært at den videnskabelige debat har forekommet overflødig, efterhånden som eksperternes konsensus er blevet mere entydig (og her har man indlysende undervurderet den skepsis, der har manifesteret sig fx blandt danske borgerlige politikere i de sidste måneder). Men der har også været en frygt for, at ’dommedagsscenarierne’ kunne skade sagen, fordi vælgerne ville vende sig imod en propagandistisk tone. Forkæmperne har derfor forsøgt at forlade den videnskabelige debat med en slags ’minimumsargument’, der skulle afskære skeptikerne: ’Problemet har i hvert fald dette givne omfang og kræver derfor handling’. Man har ønsket at komme videre til – hvor man lover, at klimaindsatsen bliver billig eller ligefrem profitabel.

Spørgsmålet er, om klimaforkæmperne har været for hurtige til at gå fra at tale problemer til at tale løsninger. Et eksempel. Connie Hedegaard spørger: ”Hvad nu hvis forskerne om 20, 30 eller 40 år måtte indse, at de havde taget fejl, at alarmen blev afblæst? Hvad ville være det værste, der ville være sket i vores samfund? Jo, vi ville stå med et samfund, der er bygget på renere teknologier.” (5/5 2008) Hvorfor bruger ministeren overhovedet tid på denne mulighed, hvis videnskaben er entydig, truslen akut og vælgernes opbakning solid? Fordi hun ikke vil være ’alarmerende’. Med denne linje risikerer man at gøre truslen mindre akut, end den er. Og man risikerer at vække vælgernes skepsis, når ens hovedbudskab er at fortælle, hvor god en forretning løsningerne kan blive. For den præcise økonomi i klimaindsatsen afhænger selvsagt af fx CO2-afgifter, der igen afhænger af global politisk konsensus, som igen bygger på vælgernes opfattelser. Der er en cirkularitet her: Udgiften til klimaindsatsen afhænger i hvert fald delvist af vælgernes holdning til spørgsmålet – og den gør politikerne afhængig af udgiften til klimaindsatsen.

Hvor alarmerede er vælgerne? I én måling siger danskerne, at klimaet er regeringens vigtigste opgave – i en anden afsværger de selv at ville bringe de helt store ofre. Måske har vælgerne bare en basal tiltro til at politikerne i sidste ende træffer de nødvendige beslutninger – og det er vel ikke helt irrationelt?

Men det kan virke som om, politikerne befinder sig i et forsøg på at dosere skrækken i den perfekte dosis – ikke for meget (skræmmekampagne), ikke for lidt (ligegyldighed), i løbende vurdering af den offentlige mening. Det er en risikabel strategi. I stedet for at designe retorikken så omhyggeligt, burde de turde gentage de bedst tilgængelige videnskabelige fakta, fra de mest autoritative institutioner. Og de ER alarmerende.