Er det mig, der er noget galt med?

Rikke Larsen startede hver arbejdsdag med en hovedpinepille, hun havde svært ved at sove, og hun kunne begynde at græde over småting. Samtidig var hendes hoved fyldt med et tankemylder af den anden verden, så hun kunne ikke tænke en klar tanke. Alligevel kunne hun ikke rigtig se, hvor slemt det stod til, før hun til sidst kapitulerede og sygemeldte sig i en uges tid, for bare lige at komme til hægterne igen, og så vende tilbage til arbejdet med fornyet styrke – hun endte dog med aldrig at komme tilbage til sin arbejdsplads.

Rikke Larsen er én af de mange djøfere, der går ned med flaget på grund af stress. I Rikke Larsens tilfælde både på grund af arbejdspres og et psykisk pres – men især det sidste.

Hun arbejdede på en mindre arbejdsplads, der var præget af ”en stor familiestemning”, og en ledelse, der pointerede, at ”her bliver der ikke holdt formelle møder, for her er døren altid åben.” Men meget hurtigt havde Rikke Larsen en oplevelse af, at det var svært at tale om problemer med ledelsen.

Og allerede meget kort tid efter hun blev ansat, trivedes hun ikke rigtig. Hun havde det fint med kollegerne, men hendes kemi med den øverste leder var ikke god.

Rikke Larsen følte, at lederen var grænseoverskridende, både fordi hun personificerede problemer, og fordi hun var intimiderende i sin måde at kommunikere på.

Misforstået omsorg

På et tidspunkt meldte Rikke Larsen ud, at hun følte sig stresset, og det blev der da også straks taget hånd om fra ledelsens side.

”Det var lige efter bogen. De var meget omsorgsfulde samtidig med, at jeg fik fem timer hos en stress-coach,” fortæller Rikke Larsen.

Men samtidig blev det hele gjort til hendes problem, eller i hvert tilfælde på en måde, så hun følte, at det var hende, der var noget i vejen med – hende, der var sart og ikke kunne tåle mosten. Og selv om der var lidt snak i krogene, og selv om der var en stor personaleomsætning på arbejdspladsen, så virkede det som om, Rikke Larsens kolleger havde det fint nok. Og så måtte det jo være hende, der var noget i vejen med, mente hun.

”Jeg begyndte at tænke, at jeg måske skulle i fleksjob, eller om jeg ikke skulle have sekretærarbejde, for jeg blev mere og mere overbevist om, at det var mig, den var gal med. Jeg følte også, at jeg burde sige op, for jeg var jo et problem og kostede arbejdspladsen penge,” siger Rikke Larsen.

Et andet syn på sagen

Flere i Rikke Larsens omgangskreds rådede hende da også til at sige op, fordi de kunne se, hvor skidt hun havde det. Men efter et råd fra en ven ringede hun til DJØF, der hjalp hende med at vende tingene lidt på hovedet, og Rikke Larsen startede med at sygemelde sig efter råd fra sin læge.

”Jeg fik at vide, at det ikke var mit ansvar, at jeg var sygemeldt – det var ledelsens. Det er dem, der koster arbejdspladsen penge, fordi det er dem, der er ansvarlige for det psykiske arbejdsmiljø. Men selvfølgelig har jeg også selv et ansvar, jeg er da for eksempel ansvarlig for, at jeg ikke fik sagt ordentlig fra. Og jeg har da bestemt også mine svage sider,” siger Rikke Larsen.

Men som en af DJØFs psykologer sagde til hende, så var det på det tidspunkt underordnet, hvor fejlene lå, hun skulle bare væk fra den arbejdsplads, for det gjorde hende syg at være der.

Rikke Larsen kunne overhovedet heller ikke rumme tanken om at vende tilbage. Men langsomt begyndte hun at få en tro på, at det nok skulle lykkes hende at komme videre til et nyt job, selv om det ikke var nemt i starten.

”Som jeg havde det, var det meget svært at gå ud og signalere, jeg er akademiker, jeg kan tage ansvar og er struktureret – jeg kan køre med klatten.”

Men først fik Rikke Larsen hjælp fra DJØF til at se lidt klarere på tingene, og siden fik hun karriererådgivning. Og efter seks ugers sygemelding, fik hun drømmejobbet.

Hendes råd til andre stressramte djøfere er:

”Find nogen at snakke med, for det er umuligt selv at tænke klart. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg kunne få al den hjælp fra DJØF, hvis ikke en bekendt havde rådet mig til at ringe.”