Stærke holdninger i bagagen

”Jeg savner nogen i dansk politik, som tør stå ved sine synspunkter − også selvom de går imod det, vælgerne synes. Politikere, som en gang imellem tager nogle synspunkter, fordi de tror på dem, og ikke fordi det er de mest bekvemme,” siger Gitte Seeberg, tidligere folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti og det hedengangne Ny Alliance.

”Jeg vil håbe, at vi får flere som Uffe Ellemann-Jensen. Han er virkelig et godt forbillede for danske politikere. Hans mission er ikke at lefle for danskerne, men derimod at overbevise folk om, at hans standpunkter er rigtige. Det har jeg stor respekt for. Man kan kun gætte på, hvordan de seneste otte år ville have set ud, hvis vi havde haft Uffe Ellemann-Jensen som statsminister i stedet for Anders Fogh Rasmussen,” fortsætter hun med et skævt smil.

Ingen indflydelse

Gitte Seeberg har forladt politik efter 14 år som folkevalgt politiker. I dag sidder hun langt fra Christiansborgs politiske puls. Den nye arbejdsplads − Verdensnaturfondens danske afdeling − ligger midt i Københavns multietniske bydel lige om hjørnet fra Nørrebro Station.

Verdensnaturfondens karakteristiske sorthvide panda er malet på væggen og viser vej ind i et lyst kontorlandskab med højt til loftet. Generalsekretærens glasbur ligger midt i rummet − åbent mod resten af medarbejdernes kontorer, hvor navnene på truede dyrearter står med fede, sorte typer på dørene. Bag glasset sidder Gitte Seeberg og reflekterer over, hvorfor hun har bevæget sig gennem det politiske landskab fra Det Konservative Folkeparti til Ny Alliance og nu helt ud af politik.

”Jeg forlod Det Konservative Folkeparti, fordi den konservative dagsorden blev fejet af bordet i VK-regeringen. Det Konservative Folkeparti gik fra at være et parti med ordentlige stærke holdninger til blot at bakke op om Venstres særprægede synspunkter. Jeg havde det virkelig skidt med kampen mod smagsdommeriet og alle de institutioner, som blev nedlagt, fordi de sagde regeringen imod. Det matchede slet ikke konservative værdier,” siger Gitte Seeberg.

Manglende anstændighed

”Da Poul Schlüter var statsminister og partiformand, gik konservatismen ud på, at man var ordentlig og redelig. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at det er Det Konservative Folkeparti ikke i dag – det ville være at gå for vidt – men jeg ville ønske, at partiet havde holdt fast i at være et ansvarligt, ordentligt og anstændigt parti,” pointerer Gitte Seeberg og slår ud med armene:

”Jeg er sådan set enig med regeringen i, at der er brug for en fair og fast udlændingepolitik. Jeg synes bare ikke, der føres en fair udlændingepolitik – den er udelukkende fast. Og her mener jeg helt klart, at Det Konservative Folkeparti burde være det borgerlige parti, der holdt hånden under mennesker uden samme muligheder som os andre. Det er den rolle, der ligger i konservatismen. Jeg ved godt, at det har været svært for Bendt Bendtsen at få tingene igennem, men det må altså være et krav,” siger Gitte Seeberg og fortsætter:

”Begge mine forældre er mønsterbrydere fra forholdsvis små kår, som langsomt arbejdede sig op i samfundet. Det er ikke, fordi jeg har manglet noget i min barndom. Men jeg har altid ment, at de, der kan, har pligt til at gøre noget for de svage. For der er altid nogle, som ikke kan selv – og det er ikke, fordi de er dovne eller ikke vil.”

Mod til at ændre mening

Hun er ikke i tvivl om, hvordan hun har fået sine stærke holdninger med i bagagen.

”Som enebarn har jeg fået en enorm støtte hjemmefra, og mine forældre har støttet mig hele vejen – også når jeg traf beslutninger, som de ikke var enige i. Min mor var socialdemokrat, min far konservativ, og der er altid blevet diskuteret politik derhjemme. Det er nok her, jeg først lærte at argumentere for min sag,” siger Gitte Seeberg smilende.

Blandt andet derfor har hun haft svært ved at skulle sluge politiske kameler.

”Man skal gøre meget for partidisciplinen, men på et tidspunkt må man overveje, om man gør for mange knuder på sig selv. Da VK dannede regering i 2001, var jeg finansordfører, men jeg følte mig ikke sat i verden for at forsvare finansminister Thor Pedersen, som fx ville afskaffe støttemidler til ngo'er, som jeg i årevis havde været fortaler for,” siger Gitte Seeberg med tydelig irritation i stemmen.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg mere indflydelse, da Mogens Lykketoft var finansminister, og jeg var finansordfører. Der havde jeg dog mulighed for at gøre min indflydelse gældende i forhandlingerne,” siger Gitte Seeberg.

Netop Mogens Lykketoft fra Socialdemokraterne husker tydeligt, hvordan han flere gange tørnede sammen med Gitte Seeberg.

”Da jeg var udenrigsminister, havde Gitte Seeberg flere gange kritiseret, at min holdning til Israel var for negativ. Da hun senere selv kom til Israel og de besatte områder, gjorde hun noget, som kun meget få politikere tør: Hun meddelte mig, at jeg havde fuldstændig ret, og at hun havde taget fejl. Det er stort som politiker at erkende at have taget fejl. Det sker sjældent,” siger Mogens Lykketoft og tilføjer hurtigt:

”Og jeg håber da ikke, at Gitte Seeberg har forladt dansk politik for altid.”

Ny Alliance var et sats

Før Gitte Seeberg forlod Det Konservative Folkeparti, var hun en tur omkring Bruxelles. Valget til Europa-Parlamentet i 2004 gav et personligt stemmetal på 125.000 og 11,3 procent af de samlede stemmer. I det europæiske parlament kunne hun kaste sig over en række enkeltsager, som spændte fra menneskerettigheder og miljø til en kampagne mod lange dyretransporter.

”Europa-Parlamentet blev mit frirum, hvor jeg kunne trække vejret igen. Jeg blev enormt inspireret af arbejdet og kollegerne, men regeringens politiske dagsorden fortsatte hjemme i Danmark, og ikke mindst hele kulturkampen omkring Muhammed-krisen, med en unødig hård retorik. Ingen af mine kolleger i Bruxelles støttede helhjertet op om regeringens håndtering af krisen i Danmark. Det var dråben, der fik mig til at stifte Ny Alliance,” forklarer Gitte Seeberg.

Derfor kan det synes mærkeligt, at Gitte Seeberg forlod Ny Alliance blot ni måneder efter partiets fødsel.

”Men det var faktisk meget nemt for mig. Vi gik til valg på, at vi skulle have en uafhængig position, men blev i stedet en del af VKO-blokken. Da det stod klart, gav det slet ikke mening for mig længere. Min mission var færdig,” siger hun.

”Jeg vidste godt, at det var one shot: Det kunne gå godt, men det kunne også gå skidt. Jeg siger det virkelig uden bitterhed. Sådan var det bare,” konstaterer Gitte Seeberg og trækker på skuldrene:

”Jeg har truffet mange besværlige beslutninger, men jeg sidder ikke og ruger over dem. Og det ligger slet ikke i min natur at fortryde noget. Jeg satser.”

Gitte Seeberg lægger stor vægt på, at man som folkevalgt politiker skylder borgerne at tage sit arbejde alvorligt.

”Man skal kæmpe for sin politiske overbevisning og gøre sit bedste, og det har min familie heldigvis altid givet mig fuld opbakning til. I de første travle dage efter at vi havde stiftet Ny Alliance, hjalp både min far og mor til med alt fra at sortere post til at få praktiske ting til at fungere på kontoret,” siger hun.

Det har også altid været vigtigt for hende at kunne sætte det politiske arbejde på standby og koble fuldstændig fra sammen med sin mand og datter:

”Vi har en dejlig ødegård i Sverige, hvor vi går lange ture, læser bøger, går på svampejagt og laver god mad.”

Fri for Christiansborgpolitik

I dag er det politiske stik trukket helt ud, og Gitte Seeberg er lettet over at være kommet fri af Christiansborgs massive mure og ind i Verdensnaturfondens glasbur, selvom hun ikke længere har mulighed for at kæmpe for alle hendes hjertesager – fx de afviste irakiske asylansøgere.

”Jeg vil bare sige, at jeg ikke kunne have gjort noget ved det alligevel, for VKO-flertallet er intakt. Ny Alliance havde ikke styrken, da det kom til stykket, og jeg ville ikke have haft anden indflydelse end retten til at råbe op. Det ville ikke have flyttet en dyt,” konstaterer hun tørt og fortsætter med optimisme i stemmen:

”Jeg vil faktisk sige, at jeg i dag har mere politisk indflydelse, end jeg ville have i Folketinget for et regeringsparti. Jeg fornemmer, at der bliver lyttet rigtig meget til Verdensnaturfonden, som er verdens største miljøorganisation. Og vi arbejder meget aktivt med de politiske beslutningstagere. Jeg føler virkelig, at jeg har været utrolig heldig, at mine erfaringer i politik kan bruges i min nye stilling,” siger Gitte Seeberg.

Hun ærgrer sig over, at flertallet af partierne i Folketinget ændrer holdning efter, hvilken vej folkestemningen blæser.

”Alle har jo givet køb på deres ideologi – regeringen, Socialdemokraterne, SF. Alle mener det samme og er i virkeligheden bange for at holde fast i deres ideologi,” siger hun og vender sig samtidig mod blokpolitikken, hvor beslutninger træffes med et snævert flertal.

”Dansk Folkeparti har gjort, hvad de kunne for at holde andre ude, og de har direkte sat sig imod brede forlig. Jeg synes ikke, det er særlig demokratisk, at 51 procent af vælgerne bestemmer,” siger Gitte Seeberg.

Går mod strømmen

At Gitte Seeberg altid har haft mod til at råbe op, er den tidligere konservative partiformand og nu politiske kommentator Hans Engell enig i.

”Gitte Seeberg er en modig politiker, som aldrig har valgt den lette vej eller blot flydt med strømmen. Hendes svaghed er til gengæld, at hun kan være noget utålmodig og stille store krav til sine politiske kollegaer. Men da hverken Det Konservative Folkeparti eller Ny Alliance kunne følge hende mere, var hun klar til at tage konsekvensen,” siger Hans Engell.

Og måske ville Gitte Seebergs politiske indflydelse have været væsentlig større gennem årerne, hvis hun havde flydt lidt mere med strømmen og fået stablet en ministertaburet op under sig.

”På et tidspunkt ville jeg rigtig gerne være minister, men jeg har hele tiden været klar over, at jeg ikke blev det. Og skulle jeg vælge i dag, så er jeg virkelig glad for, at jeg ikke blev minister. Så havde jeg vitterligt skullet stå inde for meget, som jeg i bund og grund er imod,” siger hun eftertænksomt og følger sin tankerække helt til ende:

”På den måde er det godt, at det ikke blev sådan, for så var jeg nok endt med at blive ligesom alle de andre. Så kunne man sidde dér og lade sig diktere af Pia Kjærsgaard i et og alt,” afslutter Gitte Seeberg.

Og man fornemmer, at det trods alt er meget godt, at både Bendt Bendtsen og Naser Khader blev skiftet ud med Verdensnaturfondens panda.