Opgøret om Stasi-fortiden er ikke slut

Mike får en beskeden løn for sit job. Den er lavere end den pension, mange tidligere Stasi-officerer får. Han passerer dem tit på vej til arbejde, for de lever og bor i Hohenschönhausen, som er højborgen for tidligere Stasi-ansatte i DDR-tiden. ”Jeg hilser ikke på dem, hvis jeg møder dem,” siger Mike, som fik 10.000 DM i erstatning efter murens fald.

Det tidligere Stasi-fængsel er nu blevet et mindested, som hvert år har 250.000 gæster. Direktøren Hubertus Knabe er en indædt kritiker af den blide behandling, tidligere Stasi-medarbejdere har fået efter genforeningen for 20 år siden. Da han i forsommeren kunne læse en opgørelse i Financial Times Deutschland, hvoraf det fremgik, at omkring 17.000 tidligere Stasi-medarbejdere i dag er ansat i det offentlige, en del af dem inden for politiet, var han hurtigt ude med en reaktion: ”Der foregår en meget løs omgang med at kontrollere, om medarbejdere har været i Stasi.”

Tallet er for højt, sagde en del skeptikere, men ingen vil bestride, at der stadig er mange forhenværende Stasi-folk i offentlig tjeneste. Næsten alle de omtalte Stasi-medarbejdere arbejder i det tidligere DDR, især i delstaterne Brandenburg, Sachsen, Sachsen-Anhalt og i Berlin. I Stasi-arkiverne var der indtil for to år siden ansat 56 tidligere Stasi-officerer.

Et slag i ansigtet på ofrene

Professor Klaus Schroeder, der er leder af forskningsafdelingen til undersøgelse af DDR-staten på Freie Universität i Berlin, vil nu have en nærmere forklaring fra delstaterne om deres ansættelse af tidligere Stasi-medarbejdere:

”Det har åbenbart antaget meget større dimensioner, end nogen har været klar over,” sagde han for nylig til Berlineravisen Der Tagesspiegel, og han fortsatte: ”De tjek af de ansattes Stasi-fortid, der er blevet foretaget, er alt for standardiserede og overfladiske.” 

Talsmanden for Foreningen af ofre for Stalinismen, VOS, Ronald Lässig udtalte i sommer: ”Det er et slag i ansigtet på ofrene for Stasi, at lige netop tidligere Stasi-medarbejdere overtager politi- og bevogtningsopgaver.” 

Oprindeligt var det hensigten, at de 90.000 tidligere Stasi-ansatte og de 200.000 uofficielle medarbejdere ikke skulle kunne få job i det offentlige. Det viste sig imidlertid svært at håndhæve princippet, og ofte kom det til retssager, som førte til, at en del tidligere Stasi-medarbejdere fik job alligevel. Professor Klaus Schroeder siger: ”Det førte til nogle meget halvhjertede løsninger.”

Desuden var der en bred konsensus om, at det var nødvendigt at ansætte mange af de tidligere DDR-embedsmænd − næsten uanset fortid eller ej i Stasi − for at lette sammenvoksningen af de to Tysklande.

I 2006 besluttede Bundesdagen så, at det skulle være slut med de rutinemæssige tjek af offentligt ansatte, og fra 2012 skal topchefer heller ikke længere tjekkes ved offentlige udnævnelser.

”Man burde i det mindste sørge for, at tidligere Stasi-medarbejdere ikke kan få høje poster med ledelses- og personaleansvar,” siger Hubertus Knabe fra Stasi-fængslet, som godt er klar over, at han kæmper mod tiden, for man kan ikke forfølge tidligere Stasi-folk til evig tid.

Stasi-spøgelset dukker op igen

Alligevel er Stasi-debatten hele tiden aktuel. Efter delstatsvalget i Brandenburg den 27. september er det tyske socialdemokrati, SPD, gået i koalition med det venstreorienterede Die Linke, som blandt sine 87.000 medlemmer har mindst 30.000 tidligere medlemmer af SED − det gamle kommunistparti i DDR.

En af Die Linkes topfolk er Kerstin Kaiser, som har været uofficiel meddeler for Stasi. Hun skulle være minister i den nye delstatsregering, men der trak SPD grænsen, og Kerstin Kaiser blev ikke minister. Og nu skal politikerne i Brandenburgs parlament alle undersøges for deres eventuelle Stasi-fortid.

”Det er i orden, at der sidder politikere fra Die Linke i parlamenterne,” siger Johanna Wanka fra det konservative kristeligt demokratiske parti CDU i Brandenburg. ”Men en rød-rød regering med folk, der har en fortid i Stasi, er ikke acceptabelt for mig,” sagde hun til Der Tagesspiegel.

Hubertus Knabe har i sin nyeste bog hævdet, at Die Linke er en kamufleret udgave af SED, og han siger: ”Så længe de ansvarlige for diktaturet i DDR stadig lever, og deres ofre, som har lidt, også stadig lever, får man en mærkelig bismag i munden, når disse mennesker igen vil til magten.”

”Vi synes, at det er helt i orden at have politiske tillidsposter, selvom man har haft en fortid i Stasi,” siger Die Linkes generalsekretær Dietmar Barsch og fortsætter: ”Bare man siger det offentligt. Så kan vælgerne afgøre, om de finder, at kandidaten bør vælges.”

Det er ikke i orden ifølge Johanna Wanka fra CDU: ”For mig er det et principielt spørgsmål. En fejl er ikke bare udbedret, fordi man siger det offentligt, efter at det er kommet frem. Jeg har et stort problem med mennesker, som tidligere har angivet deres venner og bekendte til Stasi, og som nu vil have politiske topposter. Hvis man har været uofficiel medarbejder i Stasi, kan man ikke beklæde høje politiske poster.”

Det er for sent at retsforfølge

Siegfried Reiprich er vicedirektør i det tidligere Stasi-fængsel Hohenschönhausen og var selv dissident i DDR, men han kom aldrig i fængsel:

”Man skulle have forbudt SED i 1990, så kunne man have startet forfra,” siger han og tilføjer: ”Nu fik vi en mudret situation, hvor ofrene er blevet glemt.”

Ifølge Reiprich er der en god forklaring på den blide medfart for tidligere Stasi-folk: ”Det var vesttyskerne, som overtog DDR, og de så ikke så hårdt på de ansvarlige for diktaturet og heller ikke på Stasi-folkene. De havde jo heller ikke måttet leve med dem.”

Kun 25 mennesker fik ubetingede fængselsstraffe for ugerninger i DDR-tiden på trods af, at der faktisk blev rejst 42.000 tiltaler. I dag er det ved at være for sent at retsforfølge tidligere topfolk i DDR. ”Forældelsesregler er trådt i kraft, og der er heller ikke politisk vilje til at fortsætte sagerne,” siger Siegfried Reiprich.

Hans chef, direktør Hubertus Knabe skriver i sin bog ’Die Täter sind unter Uns’ (’Forbryderne går rundt iblandt os, red.’) fra 2007: ”De politiske fanger blev rehabiliteret, men de ansvarlige blev ikke stillet til ansvar. Mange af de tidligere politiske fanger kan derfor med god grund sige: ’Det betalte sig ikke at gøre modstand’.”