Nyt job - Simon Dreyer

18.11.2009

af

Den røde tråd: Energi og miljø.

Simon Dreyer, 35 år, cand.techn.soc. Har arbejdet i Københavns Amt, Dansk Industri og senest hos Grontmij | Carl Bro. Er netop blevet ansat som project development manager hos Copenhagen Capacity, hvor han skal være med til at starte et nyt projekt – Copenhagen Cleantech Cluster – i gang.

Du har været i Carl Bro i mindre end et år. Hvorfor skiftede du?

”Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Min tidligere kollega fra Dansk Industri arbejder nu hos Copenhagen Capacity, hvor han er med til at igangsætte Copenhagen Cleantech Cluster. Det var ham, der spurgte, om det ikke var noget for mig.”

Hvad går dit nye job ud på?

”At være med til at opbygge, udvikle og implementere Copenhagen Cleantech Cluster – et såkaldt klyngeprojekt, der kan sammenlignes med Medicon Valley, altså et sted hvor man samler relevante aktører inden for et givent område – her er der så bare tale om energi og miljø, som i mange sammenhæng kaldes cleantech.”

Er der en rød tråd i din karriere?

”Ja, helt klart. Lige siden studietiden har jeg interesseret mig for energi- og miljøproblematikken. Og næsten alt, hvad jeg har foretaget mig siden, har været linket op på det.”

Hvad er det, der så gør dit nye job til noget særligt i den henseende?

”Det favner alle mine interesseområder, og så kommer alle mine erfaringer med erhvervsudvikling, forskning og innovation i spil. Det var derfor, jeg ikke kunne sige nej til jobbet, selvom jeg havde regnet med at være længere tid hos Grontmij | Carl Bro.”

Hvad med lønnen? Du går fra en privat virksomhed til en form for offentlig virksomhed?

”Vi er en offentligt ejet virksomhed, men lønnen har ikke været det vigtigste parameter for mig. Det afgørende for mig har været de udfordringer, som ligger i jobbet, og at jeg helt fra starten er med til at forme og udvikle det her initiativ. Lønnen er dog blevet matchet i forhold til mit tidligere job.”

Forventer du at komme til at arbejde meget?

”I perioder vil jeg nok få rigtig meget at se til, og jeg forventer også, at jeg kommer til at arbejde mere end tidligere. Men det skal selvfølgelig balancere med familielivet, hvilket min arbejdsgiver og kolleger heldigvis har fuld forståelse for.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet