Muslim eller islamist?

”Muslimer og islamister er ikke det samme, men islam og islamisme bliver fortsat slået i hartkorn af europæiske medier, befolkninger og politikere,” tordner den syriske islamprofessor Bassim Tibi fra talerskolen på statskundskab på Aarhus Universitet. Til daglig underviser han på internationale studier på Göttingen universitet i Tyskland.

Det er en mand med erfaring, der taler. Bassim Tibi er født i Syrien, uddannet på Frankfurter-universitetet med lærere som Horkheimer, Adorno og Habermas. Han har undervist på universiteter i 20 lande og rådgivet adskillige statsmænd rundt om i verden, senest i Indonesien. Harvard-professoren har desuden været konsulent for flere efterretningstjenester og militær, fx for den amerikanske hær i 2002.

Men hvorfor er det så vigtigt at skelne mellem muslimer og islamister?

Ifølge Tibi er det, fordi muslimer udgør flertallet af indvandrere i Europa og fordi Al Qaeda rekrutterer et stigende antal muslimer i netop Europa. Fordi islamistiske bevægelser globalt set er i vækst, og fordi islamistiske bevægelser opnår både institutionel og politisk magt rundt omkring i verden med det ene formål at skabe et islamisk verdensherredømme.

”Er det grunde nok?” spørger Bassim Tibi retorisk.

Politisk islam er for alvor kommet ind i statsvidenskaben de senere år som et seriøst forskningsemne. Vejen har været lang og besværlig. Da professor Tibi underviste på Harvard, sagde Samuel P. Huntington – manden bag teorien om ’The Clash of Civilisations’ – at han gerne ville forlænge Tibis forskningsprojekt i ét år, men så måtte han droppe sit islamfokus eller overgå til religionsstudier, for islam havde ikke noget at gøre i samfundsvidenskaben. Huntington tog fejl. Islam er i dag ikke bare i centrum i samfundsvidenskaberne, men også i verdenspolitikken.

Stærkt værdisystem

Islam har stor betydning − ikke bare som religion og kulturelt system, men også politisk og som et stærkt værdisystem. Professor Tibi måtte selv bruge tre år af sit liv i psykoterapi for at forstå, hvor meget hans muslimske baggrund har påvirket ham – på alle områder i livet. Han er stadig muslim, men liberal og åben over for andre religioner og kulturer. Ligesom han frasagde sig den dogmatiske universitetsmarxisme i Tyskland og mistede mange venner på den konto, har han også mistet mange venner blandt muslimer, der anser ham for at være islamofobisk. Men det er ikke hans ærinde at skræmme folk væk – hverken muslimer eller ikke-muslimer – men derimod at oplyse Vesten om islam, hvorom der hersker mange myter.

”Hvordan man skelner mellem en muslim og en islamist? En muslim siger, at islam er religion, skæbne eller et værdisæt. Spørger du en islamist, vil han svare, at det er en politisk orden med en indbygget mission om at udvikle sig til en verdensorden,” forklarer Bassim Tibi.

Islamismen som politisk bevægelse ønsker at vende tilbage til traditionelle islamiske værdier. De vil afvestliggøre verden og genskabe islams renhed. De ønsker islams overherredømme som i det 9.-12. århundrede.

”Men dengang islam var på sit højeste, var de islamiske ledere meget åbne over for andre religioner og indoptog fremskridt fra andre kulturer, fx historie og arkæologi fra den hellenistiske kultur, matematikken fra Østen og statsorden fra Persien,” siger han og tilføjer, at dagens islamisme er et totalitært system, ifølge hvilket man ikke kan lære noget fra andre religioner, fordi de betragtes som underordnet islam.

Professor Tibi maner endnu et par islammyter i jorden. Fx at sharia er et statsligt lovsystem, som islamisterne påstår. Nej, for ifølge islamisk historie er sharia et moralsk system til at regulere og praktisere civilt liv.

Også påstanden om, at ’jihad’ ikke nødvendigvis har med vold at gøre, afviser han. Koranen tillader vold i forbindelse med jihad, men bundet til regler og mod begrænsede mål (ikke kvinder og børn og ubevæbnede personer, red.) og det kræver forudgående advarsel. ’Jihadisme’ er derimod en krigsførelse uden regler.

”Nogle siger derfor, at Bin Laden ikke udførte jihad, fordi han ikke ringede rundt til 4.000 mennesker og advarede dem på forhånd,” forklarer professor Tibi med et skævt smil og tilføjer alvorligt:

”Han burde være beskyldt for at være jihadist, for det er det, han er.”

Politisk islam farligere end terrorangreb

Vesten fokuserer på terroraktioner, som slår mange mennesker ihjel på stedet, men ifølge professor Bassim Tibi er der større grund til at frygte den institutionelle islamisme, det vil sige islamistiske bevægelser, der søger politisk indflydelse for at omvælte det demokratiske system og indføre et islamisk verdensherredømme.

Det sker flere steder, siger han og nævner i flæng:

”I Tyrkiet, der er en sekulær stat, har islamisterne, AKP, fået magten via demokratiske midler og dobbelttale. De siger alt det, du ønsker, de skal sige, og undgår polarisering og værdikonflikter – men med det klare formål at genskabe et islamistisk styre. I Palæstina vandt Hamas regeringsmagten, men -respekterer på ingen måde pluralisme og magtens deling. I Irak kom et islamistisk parti til magten, der -heller ikke respekterer demokratiske værdier, hvilket jo er ironisk,” siger Tibi.

I Marokko frygtede mange ved parlamentsvalget i 2008, at de islamistiske partier ville få stor indflydelse, men det skete ikke. Ifølge Tibi, der har undervist på universitetet i Rabat, skyldes det, at Marokkos konge forstod at dæmpe de islamistiske bevægelsers fremvækst, fordi han har en særlig legitimitet i befolkningen − ikke bare som konge, men også en religiøs autoritet som direkte efterkommer af Muhammed.

Hamas og de islamistiske regeringspartier i Irak har i øvrigt deres egne hære, hvilket bryder med princippet om magtens tredeling i en udøvende, lovgivende og dømmende magt. Malcolm X’s berømte tale fra 1964, ’The ballot or the bullet’, handlede om betydningen af som borger at gå hen og stemme - eller gribe til våben, hvis befolkningsgruppers rettigheder ikke respekteres af regeringen. Men valget mellem afstemning eller kugler findes ikke, når regeringspartier har egne hære, påpeger Tibi.

Tendensen til, at islamistiske bevægelser danner politiske partier og på demokratisk vis forsøger at få regeringsmagten, er indtil videre ikke set i Europa.

Integration eller kolonisering?

I Europa er udfordringen integration eller kolonisering, hævder professor Tibi. Der foregår en stor muslimsk indvandring i Europa. I 1950 var der 800.000 muslimer, mens tallet er vokset til 23 millioner i 2009. Fænomenet euroislam er udbredt, men hvad der menes er vidt forskelligt, og Tibi understreger behovet både for afklaring og for dialog om emnet.

”Når islamisterne taler om euroislam, så mener de, at islam skal udbredes til Europa ved hjælp af kolonisering, fx ved at så mange muslimer som muligt kommer til Europa. Når jeg og andre liberale muslimer taler om euroislam, så mener vi, at det er vigtigt at skabe integration via tiltag, der gør det muligt for muslimer at leve sammen med ikke-muslimer,” siger han med direkte appel til europæiske politikere, der bør lære mere om islam, fordi han mener, islam udgør den største trussel i vores tid. 

Professor Bassim Tibi udfordrer dermed kollegaen Francois Fukuyama – forfatteren til bogen ’The End of History’ – der påstår, at vestlige værdier som demokrati og markedsøkonomi har sejret i verden. Nej, siger Tibi. Desværre ser det ikke ud til at være rigtigt. Islam har et utroligt stærkt værdisystem, som har sejret over store dele af verden, og er i vækst også i Vesten, fordi det bygger på offermentaliteten og frelsen og et liv efter døden i fattige lande, hvor mange ikke mener, de har noget at leve for. Islamismen har særlig appel til unge arbejdsløse mænd i Europa, der føler sig socialt og økonomisk marginaliserede.

”I muslimske lande har islamistiske bevægelser faktisk ikke så nemme vilkår som i Europa, fordi regeringerne gør meget for at inddæmme ekstremisterne, men i Europa har de frit spillerum, fordi europæerne ikke kender så meget til deres motiver,” siger han og nævner Holland og Tyskland som lande i Europa, hvor islamisterne vinder frem.

Professoren er pessimist, når det gælder Europa, hvor integrationen ikke er vellykket. Det er mere interessant, hvad der foregår i Asien, hvor så mange religioner formår at leve sammen, siger han og peger alligevel på et par løsninger.

”Åben debat i samfundet og dialog med liberale muslimer, og så må Europa lære, at indvandrerne bliver boende, og at det handler om at europæisere dem, ellers går de deres egne veje. Endelig er det vigtigt at undersøge islamistiske bevægelsers intentioner nøje. Man skal dog passe på med ikke at tippe over i islamforskrækkelse, for så går man islamisternes ærinde,” siger professor Tibi og ridser konfliktens kerne op:

”Den islamiske verden er svag – økonomisk, militært, politisk – men moralsk er den meget stærk. Kæmp for jeres europæiske værdier, for de er inkluderende, og vær åbne over for andre. Hvis man kæmper for sine værdier uden at være inkluderende, taber man. Derfor taber USA over for den islamiske verden.”