Internetbrug afslører 21-timers arbejdsdøgn

01-11-2009
1 min.

Højtuddannede danske funktionærer arbejder stort set hele døgnet rundt.

Der er lige et aftensmadsdyk mellem klokken 18 og 19, og derefter er de online i stor stil igen. Først klokken 2 går de sidste i seng. Og allerede klokken fem sidder de første bag skærmen igen.

Det viser en ny analyse fra Jon Lund, tidligere direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) og nu selvstændig med egen analyse- og rådgivningsvirksomhed.

Hans analyse bygger på data fra ni nyhedswebsites inden for erhvervsliv, IT, medier og kommunikation fra uge 41, 2009: Business.dk, Epn.dk, Computerworld.dk, Version2.dk, Markedsforing.dk, Erhvervsbladet.dk, Kommunikationsforum.dk, Mediawatch.dk og Ing.dk.

Ifølge Jon Lunds analyse fandt 30 procent af al aktivitet på de nævnte professionelle nyhedssites sted uden for normal kontortid. Og den tegner i øvrigt et billede af danskernes arbejdsnetbrug: Om formiddagen er der tryk på, eftermiddagen er lidt mere stille, men den dør langt fra ud efter klokken 17. Den dykker som nævnt først ved aftensmadstid, og så stiger den igen frem til klokken 22. Derefter går det langsomt nedad, indtil de sidste går i seng klokken 2.



I en kommentar til sin egen analyse siger Jon Lund:

”Det er påfaldende, så meget vi danskere surfer arbejde hjemmefra. Det vidner om, at skellet mellem arbejdstid og fritid – på godt og ondt – grundlæggende er under opløsning.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.