Hvorfor en barselsklub for mænd?

6.11.2009

af

Læserbrev fra Mille Østerlund.

Stor var min undren, da jeg læste artiklen om den nystartede barselsklub for mænd. Fædre. Dejligt, skønt og helt nødvendigt er det, at stadig flere fædre tager en del af orloven sammen med deres børn. Men jeg finder det ganske uforståeligt, at min fagforening, der arbejder for at reservere en del af orloven til fædre, blandt andet for at fremme lige vilkår på arbejdsmarkedet for mænd og kvinder, synes, det er nødvendigt at oprette en særskilt barselsklub for mænd. Slås vi ikke alle med de samme udfordringer og overvejelser om, hvordan man får sit arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Har vi ikke et fælles behov for at fastholde og udbygge vores professionelle netværk og blive inspireret i forhold til vores fortsatte arbejdsliv? Har vi ikke et fælles behov for at have et rum, hvor det er ok at tale arbejde og karriere? Og er det ikke det, der er barselsklubbens berettigelse? Det kan da simpelthen ikke være rigtigt, at den del af befolkningen, der er bedst uddannet, og hvor flest fædre tager orlov har en fagforening, der inisterer på at køre to adskilte, kønsopdelte barselsklubber. Suk!!!

Med venlig hilsen
Mille Østerlund


Svar

Kære Mille Østerlund

Principielt er vi helt enige i dine betragtninger om det fælles behov for at fastholde og udbygge det professionelle netværk i barselsperioden. Vi glæder os samtidig over, at flere og flere DJØF-fædre holder orlov i både 2, 3 og 4 måneder. Det går bestemt den rigtige vej. Men det afspejler sig desværre ikke i fædrenes deltagelse i DJØFs barselsklub. Barselsklubben har eksisteret i mange år og har altid være åben for både mødre og fædre. Ikke desto mindre dukker fædrene - trods adskillige opfordringer - sjældent op til de almindelige arrangementer. For netop at lokke fædrene ud af busken og få dem inddraget i erfaringsudveksling, karriereovervejelser mv. gik vi utraditionelle veje og inviterede til „Dads only“. Og det virkede! Vi ser dette som et første vigtigt skridt til, at DJØF-fædre også oplever og spreder budskabet om værdien af barselsklubbens arrangementer. Det er vel også en form for ligestilling, som på sigt meget gerne må føre til en reelt kønsintegreret barselsklub. Vi er dermed helt enige i målet. Vi arbejder løbende med barselsklubbens indhold og form, og vi tror på, at vi med denne type initiativer er på rette vej.

Med venlig hilsen
Marianne Baltzer, karrierechef i DJØF

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet