Hvorfor djøfisering? - En historie fra sygehusene

Når universitetsøkonomer i DJØF Bladet nr. 18 diskuterer økonomernes „indtrængen“ i forskellige fagområder, så virker hele diskussionen abstrakt og verdensfjern. Man glemmer helt at drøfte, hvorfor de blev trukket ind i opgaverne.

For sygehusenes område skyldtes det helt klart, at sygehusene var vokset så kraftigt i størrelse og opgaver, at den hidtidige administration ikke mere slog til. Administrationerne var meget tyndt besat og manglede klart kvalificerede folk til at bistå med styringen.

Da jeg i 1973 blev ansat på et universitetssygehus, bestod administrationen af en inspektør (direktør), en kontorchef, en ekspeditionssekretær, to fuldmægtige, to overassistenter plus et antal assistenter og kontorelever.

Inspektøren havde naturligvis det overordnede ansvar for hele sygehuset, kontorchefen havde administrationen, ekspeditionssekretæren driftsafdelingen, fuldmægtigene tog  sig af henholdsvis personale og lønkontoret og af bogholderiet, mens overassistenter tog sig af patientkontoret og var souschef i driftsafdelingen.

Af dette personale var det kun inspektør og kontorchef, der havde en videregående uddannelse, mens fuldmægtigene i bedste fald var merkonomer. Dette på et sygehus, der i starten have 1.300-1.500 ansatte og som i takt med udbygningen steg til næsten 4.000 ansatte.

Denne normering var dengang nogenlunde den standardnormering, der anvendtes til et middelstort provinssygehus, men som også blev trukket ned over et Universitetssygehus. Normeringen skulle løfte administrationsopgaven for et sygehus, der omfattede en lang række lægelige afdelinger. I alt havde sygehuset ca. 30 overlæger. Et tal, der var steget til mere end 50, da jeg holdt op for 16 år siden.

De administrerende overlæger var udvalgt efter deres videnskabelige indsat inden for deres speciale og havde som hovedregel ingen særlig administrativ erfaring.

Den administrative normering byggede på et standard provinssygehus, hvor antallet af overlæger over en kort årrække var steget fra 3-4 til 12-14 stykker. Administrationen var klart utilstrækkelig. Alligevel var det et langvarigt slagsmål med Amtsrådsforeningen bare at få en ekstra overassistent eller fuldmægtig.

Sygehusene fungerede mere eller mindre godt. Dette skyldtes, at ræset inden for lægeverdenen gjorde, at man fik højt kvalificerede studenter ind til lægestudiet. Når de så var blevet læger, var de tvunget med stadig flid at videreuddanne sig til speciallæger. Karrieren kræver også en kraftig forskningsindsats, mange videnskabelige artikler og til sidst en doktordisputats.

Det betød, at dem, der nåede frem til en overlægestilling, var højt begavet og meget flittig af naturen. Det bar systemet oppe. Mange overlæger var også gode administratorer, specielt dem, der havde været fagligt aktive i lægeforeningen.

Svagheden i systemet var, at overlægerne havde specialiseret sig i et område, som havde deres særlige interesse, og som de anså for at være særlig vigtigt. Deres interesse for sygehusets helhed var derimod ikke særlig stærk. Dette førte til små kongeriger, hvor man suboptimerede.

Sidst i halvfjerdserne og først i firserne begyndte man at tale om det ustyrlige sygehusvæsen, som man postulerede, i løbet af en årrække kunne bruge hele nationalindkomsten. Dette havde naturligvis ikke meget på sig, men facts har ofte ikke den store indflydelse i medieverdenen eller blandt politikere.

Man strammede derfor op på budgetterne, hvilket i starten ikke gav de helt store problemer, men gradvis gav større vanskeligheder. Opstramningen virkede måske værre, end den reelt var, men betød dog, at sundhedsvæsenets andel af nationalindkomsten faldt.

Dette faldt sammen med, at lægernes kunnen voksede dag for dag, hvilket førte til forøget patientpres på sygehusene.

Det stigende pres betød, at man gradvis erkendte, at den hidtidige organisation på sygehusene ikke slog til, og man begyndte at eksperimentere med organisationsformerne.

Et af disse eksperimenter var en oprustning af de økonomiske områder. Ikke alene i administrationen, men ofte som en stabsfunktion, der skulle hjælpe lægerne med de fornødne økonomital og analyser.

Mange afdelinger valgte også at ansætte økonomer til hjælp i den daglige administration. Disse tiltag fik overlæger til at stejle og opfinde skældsord til at betegne situationen.

Det er jo en almindelig taktik, når man ikke kan klare sig med saglige argumenter. Men hvorfor universitetsprofessorer hopper på den taktik, forstår jeg ikke. De fleste økonomer i systemet virker jo kun som hjælpere for læger og andre og ikke som retningsgivere.