Grådighed i finanssektoren

Bonusordninger, ekstravagante lønninger til chefer og direktører, gigantiske overskud, ublu renter og stadigt mere opfindsomme gebyrer, remsen er lang - og den indeholder også en grim mistanke om medvirken til skatteunddragelse.

Den mistanke gælder banker i Danmark, Norge, Frankrig og givet i mange, mange andre lande også.

I foråret kom det frem, at Danmarks fire største danske banker har filialer i skattely som Schweiz og Gibraltar. Meget mere er der ikke at berette om den sag, idet Skat ikke vil ud med navnene på, hvilke banker det drejer sig om. I Norge har selveste Den norske Bank en filial på Cayman Island, fortæller NRK i oktober og fremlægger fint dokumentation i form af bankens licens til at føre bankvirksomhed udstedt af myndighederne på Cayman Island.

Et enkelt opkald fra en journalist i Frankrig afslører, at det er let at få en diskret konto for at undslippe sig boligbeskatningen ved salg. I Frankrig har BNP Paribas hele 189 filialer i skattely-lande. En bank, som i øvrigt tjente mere i første kvartal 2009 end i samme kvartal året før, altså inden finanskrisen. Og en bank, som har modtaget statsstøtte fra den franske stat.

På den ene side bruger disse banker velvilligt af det offentlige system, og på den anden side medvirker de til at underminere selv samme offentlige kasser ved - efter alt at dømme - at være behjælpelige med skatteunddragelse. Hvor asocial har man lov at være uden det får konsekvenser?

Svaret på det spørgsmål divergerer alt efter, hvor på kontinentet man befinder sig. Sarkozy tordner meget klædeligt mod bankerne i Frankrig og kræver, at de enten reducerer eller helst helt afvikler deres virksomhed i skattely-landene. Hvis ikke bliver de underlagt en række sanktioner i form af ekstra beskatning. Alt andet lige en rimelig indstilling at have - særligt nu, hvor bankerne siden finanskrisens udbrud jo har modtaget svimlende milliardbeløb fra staten. Et minimum af pli og ydmyghed ville klæde den efterhånden degenererede banksektor.

I Danmark sker der alt for lidt. Andre steder som f.eks. i USA har Obama indført et loft over bankdirektørernes lønninger på godt 2 mio. kr., og EU-kommissionen har klart anbefalet loft over såvel løn som bonusser. Tyskland har gennemført det. Obama argumenterer med, at det gælder om at få genskabt tilliden til banksystemet og ”for at vinde den tillid, bliver man nødt til at sikre, at skatteydernes penge ikke bliver brugt på overdrevne lønpakker.” Asger Aamund mente, at det er bodegapolitik og useriøst, da det blev foreslået herhjemme. Nu har jeg jo ikke samme erfaringsgrundlag som Aamund, men jeg vil alligevel hævde, at en eller anden form for tillid til penge- og finanssystemet har en positiv effekt på erhvervsliv og samfundsøkonomi. Det er ikke det største forslag i verden, men det afspejler en grundlæggende sund holdning til, hvordan man skruer resten af paletten af forslag sammen overfor bankverdenen.

Og helt ærligt, hvis 12-årige skal gå med fodlænker og 14-årige i fængsel, så mangler der i mit hoved en eller anden form for konsekvensændring af reglerne for, hvad der sker med folk, der har kørt hele verdensøkonomien ud over kanten. Det mindste vi kan forlange er vel, at de går en smule ned i indtægt, så længe der er offentlige kroner involveret.