FAAF generalforsamling 2009

6.11.2009

af

Efterlysning: Work life balance.

De to store og gennemgående temaer på årets generalforsamling i FAAF (Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i DJØF) var balancen mellem arbejdsliv og fritid og foreningens store engagement i det internationale arbejde.

Selv om Work life balance problematikken ellers – ligesom de forgangne år – har haft stor fokus fra bestyrelsens side, så er og har det været noget op ad bakke.

”Det er svært at ændre arbejdsvilkårene i advokatbranchen dag for dag, for vores arbejdsgivere er ikke altid modtagelige for fornuft,” konstaterede den afgående formand, Morten Schwartz Nielsen i sin beretning.

Men selv om FAAF ikke har fundet de vises sten, giver de ikke op.

”Vi har bare ikke rigtig fundet løsningen på problemet, men vi arbejder videre på det. For vi kan desværre konstatere, at 47 procent af vores medlemmer føler sig stressede i deres dagligdag – mod 30 procent af øvrige privatansatte. Og 65 procent mener, at arbejdspresset har været stigende de seneste tre år. Hver anden arbejder videre, når de kommer hjem fra arbejde og hver tredje arbejder også i weekenden. Vi skal simpelthen have gjort op med den opfattelse af, at jo mere man arbejder, jo mere karrierefremmende er det,” sagde Morten Schwartz Nielsen.

Han henvendte sig direkte til direktøren fra Danske Advokater, Paul Mollerup, der var inviteret med som gæst på generalforsamlingen.

”Danske Advokater er jo en arbejdsgiverorganisation - selv om de ikke selv vil indrømme det. Og vi glæder os til at finde løsninger på balanceproblemet i samarbejde med dem - til gavn for både de ansatte og for virksomhederne, der vil få nemmere ved at rekruttere og fastholde medarbejdere,” sagde Morten Schwartz Nielsen.

For at fremme karrieren for danske advokater i udlandet har FAAF i de forgangne år lagt en del resurser i samarbejdet med foreningen European Young Bar Association (EYBA). Morten Schwartz Nielsen er lige nu vicepræsident for EYBA, og alt tyder på, at han til foråret kan indtage formandsposten.

Morten Schwartz Nielsen takkede af efter tre år som formand for FAAF, da han indtræder som partner i Advokatfirmaet Lund Elmer Sandager. Advokatfuldmægtig Martin Cumberland fra Koch & Christensen Advokatfirma overtager formandsposten. Den kommende bestyrelse kommer til at bestå af otte mænd og to kvinder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet