Nyt job - Jonas Parello-Plesner

Jonas Parello-Plesner, 35 år, cand.scient.pol. med en Msc fra London School of Economics og uddannet fra ENA, Paris, er medredaktør på ugemagasinet Ræson og har tidligere arbejdet otte år for Udenrigsministeriet. Er netop tiltrådt som direktør for AC Børnehjælp – en humanitær organisation, der arbejder med adoption og udviklingshjælp til udsatte børn.

Hvad fik dig til at søge stillingen?

”At det var en organisation, der arbejder med en konkret og specifik dagsorden og ikke mindst, at det er en organisation, der arbejder for bedre vilkår for udsatte børn.”

Hvad er den største forskel på Udenrigsministeriet og din nuværende arbejdsplads?

”Den største forskel er størrelsen. Men der er mange store og små forskelle. Det her er et lille sted med 20 medarbejdere og 30 kontaktpersoner ude i verden og et enstrenget formål. Vi er en børneinstitution og drikker rødt saftevand til frokost ligesom i et fritidshjem – det gjorde vi ikke i Udenrigsministeriet.”

Hvordan griber du lederrollen an?

”Indtil videre ved at holde en-til-en-samtaler med alle medarbejdere, hvor vi både taler om det faglige, og om hvordan de har det på arbejdspladsen. Og det tager tid. Før var jeg mellemleder og vant til at have et stort fagligt fokus, men selvom jeg var forberedt på min nye rolle, så kan jeg stadig tage mig i at sige til mig selv, når klokken er blevet fem efter en hel dag med møder: ’Nå, nu skal jeg endelig til at lave noget’. Selvom jeg jo rent faktisk har arbejdet hele dagen.”

Hvad er din største udfordring?

”Det er at udfylde lederrollen. Jeg er den første djøf-leder på posten. Traditionelt er lederen − og også ofte medarbejderne – blevet rekrutteret fra egne rækker og fra samme miljø. Bestyrelsen har valgt at rekruttere en leder udefra. Jeg har heldigvis nogle enormt erfarne medarbejdere, som jeg kan trække på, for der er en stor bredde i mit job. Jeg skal være det synlige ansigt udadtil for en organisation, og det har jeg ikke prøvet helt på samme måde før. Jeg skal sørge for, at økonomien kører, at adoptivforældrene får en god behandling, og at medarbejderne er glade og tilfredse. Det er sådan set ikke så lidt.”

Hvordan har medarbejderne taget imod en djøfer som dig?

Med stor interesse og måske en lille smule: ’Hvad er han nu for en giraf?’ Den første dag var der en af medarbejderne, der spurgte, om jeg nu ikke bare er sådan en, der kommer og lægger et excel-regneark ned over det hele og ikke forstår, at det handler om mennesker og følelser. Men jeg håber, at hun og andre ændrede opfattelse, fx da jeg til det første personalemøde lavede fælles massage med en lille fortælling til. Det løsnede op. Jeg tror godt, jeg kan finde balancen.”