Nyt initiativ om velfærdsstatens frontlinie innovatører

9.10.2009

af

Attraktive arbejdspladser, forebyggelse, ud-af-boksen løsninger, rekruttering af kvalificeret arbejdskraft og samarbejde på tværs.

På websitet velfaerdensinnovatoerer.dk, toner djøferen, cand.scient.soc. Stig Christensen, jobcenterchef i Horsens Kommune, frem på forsiden med denne taleboble:

’Vi var i stand til at skaffe mere end 200 flygtninge og indvandrere i fast arbejde på Danish Crown, fordi vi indgik et aktivt partnerskab med virksomheden for at uddanne og optræne fremmedsprogede ledige til jobs på slagteriet.’

Han er en af velfærdsstatens innovatører, som Mandag Morgen sammen med en række partnere vil promovere. Partnerne er bl.a. FTF, Finansministeriet, Horsens Kommune, Udlændingeservice, Kommunaldirektørforeningen, Region Midtjylland og HK Kommunal.

”Vores tese er, at der findes masser af gode eksempler på innovative løsninger ude i de offentlige institutioner. Men der mangler viden og vidensdeling af disse gode eksempler. Det skal initiativet være platform for,” siger direktør i Mandag Morgen, Morten A. Christensen.

Ifølge Mandag Morgen er der allerede trommet over 2.300 ledere sammen fra alle niveauer i det offentlige, private og det frivillige i et såkaldt Velfærdspanel. Panelet har udpeget fem udfordringer som de mest presserende for velfærdsstaten: Attraktive arbejdspladser, forebyggelse, ud-af-boksen løsninger, rekruttering af kvalificeret arbejdskraft og samarbejde på tværs.

På websitet kan man nominere konkrete løsningseksempler inden for hver af de fem kategorier.

Professor Asbjørn Sonne Nørgaard, Center for Velfærdsstatsforskning på SDU, siger, at Mandag Morgens initiativ falder helt i tråd med tidens trend væk fra central styring – og hvor det i den seneste tid er blevet populært at inddrage ledere og medarbejderes erfaringer i diskussioner om fornyelse og innovation i den offentlige sektor.

”Det er grundlæggende en fornuftig tanke,” fastslår han.

”Hvis der ikke bare er tale om en symbolsk markering. Vi har i mange år fået mere central styring og regulering og rigtig megen måle-veje tankegang. Mange gange har vi ikke anet, om øget regulering, tilsyn, kontrol og så videre har virket.”

”Men pendulet er ved at svinge værk fra mere central kontrol og regulering. Man hører ikke dette mantra så ofte i den offentlige debat som for blot to eller tre år siden. Og Mandag Morgens initiativ kan måske også bidrage lidt til at flytte debatten.”

Men der er langt fra debat og symboler til virkelighed, understreger han.

”Det er stærke kræfter, der skal overkommes for, at det lykkes. En ny debat gør det ikke alene. Det nemme svar for ansvarlige politikere, når medierne bringer historier om svigt, fejl og mangler, er mere kontrol, regulering og styring. Uanset om det virker.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet