Hvis en kvinde bliver leder, før hun fylder fyrre, sker det i langt de fleste tilfælde ved, at hun avancerer internt. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.346 djøfere – heraf 319 ledere.
Otte ud af ti kvindelige ledere under fyrre er blevet rekrutteret internt til deres første lederjob, mens det kun gælder knap hver sjette mand.
Men hvorfor begynder kvinderne typisk deres lederkarriere internt, og hvad skal der til, før kvinderne søger ud af huset, når de gerne vil prøve kræfter med ledelse? De skal have et ekstra skub af ledere og headhuntere. De skal selv skubbe på. Og så skal manden derhjemme tage sin del af barslen og de ufleksible opgaver med at hente børn.
Det er nogle af budene på, hvordan man får de yngre djøfer-kvinder til - i lige så høj grad som mændene - at finde det første lederjob eksternt. Budene kommer fra headhunter Ole Evan, JMI Executive Search og chefkonsulent i DJØF, Lisbeth Kjersgård. De er dog ikke enige om alle løsningsforslag.
Set fra headhunterens stol er det et stort problem overhovedet at få kvinderne til at søge lederjob ude af huset – også selv om de bliver opfordret til det. Kvinderne er simpelthen nogle tryghedsnarkomaner, mener han.
”Kvinderne siger sjældent, at de ønsker at blive ledere. De sidder bare og venter på, at nogen skal opdage dem – og helst internt, for det er ikke så farligt, når de kender organisationen og dermed bedre kan se, hvad der venter dem,” siger Ole Evan.
Hans erfaring er, at når han ringer til en kvinde og siger, at han har et interessant job til hende, er hun meget tøvende.
”En typisk reaktion er, at hun siger, at hun har det godt, hvor hun er, og at hun ikke er jobsøgende. Der skal ofte fire-fem samtaler til, før hun åbner op og siger, hun muligvis er interesseret, mens jeg bare behøver at ringe til en mand en gang. Det kan jo godt være, at jobbet så ikke bliver til noget i den omgang, og det kan også være, at han ikke lige er parat, men så er vejen banet, hvis der dukker andre mulige job op,” siger Ole Evan.
Kvinderne vil gerne – bare ikke lige nu
Men kvinderne vil faktisk gerne være ledere, understreger Lisbeth Kjersgård og henviser til en tidligere DJØF-undersøgelse – kvinderne vil bare ikke være ledere lige nu. Primært på grund af balancekunsten mellem privatliv og arbejdsliv udskyder næsten 60 % af kvinderne deres lederambitioner til senere. Og måske er det nogle af de kvinder, der alligevel ender med at blive rekrutteret til en intern lederstilling, siger chefkonsulent Lisbeth Kjersgård fra DJØFs politiske afdeling.
Hun forklarer det med, at deres ledere kender kvinderne og derfor fokuserer mere på deres kvalifikationer og resultater og mindre på deres køn og eventuelle familiemæssige barrierer. Men ligesom Ole Evan mener hun, at der også er noget psykologi i det.
”DJØFs analyse af køn og ledelse viser, at kvinderne er oppe imod nogle vaneforestillinger og normer, som gør, at de nok i højere grad end mændene skal opfordres til ledelse og gøres opmærksomme på, at de har talentet. Ingen – heller ikke manden selv - stiller spørgsmålstegn ved, om en 32-årig mand er klar til første lederstilling, selvom han har mindre børn derhjemme. Til gengæld ligger en kvinde i samme alder ofte under for egne og andres forestillinger om, at det ikke harmonerer med at have små børn eller en eventuel kommende barsel.
Fordomme og myter
Men Lisbeth Kjersgård har flere andre bud på, hvorfor de yngre kvindelige djøfere i mindre grad rekrutteres eksternt.
”Vi ved, at de yngre kvinder selv er mindre aktivt søgende efter en lederstilling. Men der findes desværre også eksempler på arbejdergivere, der bevidst går udenom kvinder i den fødedygtige alder på grund af den potentielle omkostning ved en eventuel kommende barsel. Og desuden har flere undersøgelser vist, at kvinder i mange tilfælde bliver ubevidst frasorteret på grund af forestillinger om, at en leder er en mand, og at kvinders kvalifikationer er mindre værd end mænds,” siger Lisbeth Kjersgård.
Den holder ikke, siger Ole Evan. Men han erkender, at det da godt kan være en barriere, at han gang på gang bliver mødt med skepsis og ikke særlig stor åbenhed, når han kontakter en kvinde, som han ser som eventuel kandidat til et lederjob.
”Jeg kontakter dem på lige fod med mændene. Mændene er som sagt interesseret fra starten, men det er jo ikke altid, jeg har den tid, der skal til, for overhovedet at gøre kvinderne interesseret i muligheden for at skifte job. Men samtidig giver jeg det dog ofte den tid, det tager med kvinderne, og alt den overtagelse der skal til, når jeg kan se, at hun er den helt rigtige til jobbet.”
Og det kan da godt være, at kvinderne lige netop skal have det ekstra skub, medgiver Lisbeth Kjersgård – og det skal lederne have øje for. For kvinderne vil jo gerne ledelse, siger Lisbeth Kjersgård.
”70 procent af kvinderne har jo rent faktisk lederambitioner, viser vores undersøgelse om køn og ledelse. Det kom som en overraskelse for os, og så kommer det sikkert også som en overraskelse for lederne. Men hvis lederne vil have de bedste talenter, skal de i højere grad være opmærksomme på og dyrke ledelsestalentet hos begge køn. Også selv om kvinderne måske ikke føler sig parate lige nu. Og kvinderne selv skal selvfølgelig også blive bedre til på lige fod med deres mandlige kolleger at sige i en MUS-samtale, at de på sigt gerne vil være ledere,” siger Lisbeth Kjersgård.
Og så skal der for pokker da snart skabes nogle rammer og vilkår på arbejdsmarkedet, der gør, at det også i en periode kan lade sig gøre at være leder 40 timer om ugen, mener hun, med henvisning til medlemsundersøgelser som viser, at en DJØF-leder typisk arbejder op mod 50 timer om ugen.
Den mulighed er der generelt ikke i dag, og den kommer heller ikke til at være der i fremtiden, siger Ole Evan.
”Selvfølgelig er der undtagelser. Men der er en forventning om, at en leder skal være synlig og markere sig. Men når det så er sagt, vil både mænd og kvinder jo gerne prioritere den karriere, der hedder familie. Så det med at hænge på arbejdspladsen til langt ud på aftenen er ikke populært længere. Til gengæld undgår ham eller hende med lederjobbet ikke at sætte sig foran computeren om aftenen,” siger Ole Evan.
Lisbeth Kjersgård er enig i, at det ikke bare er kvinderne, der gerne vil have rum til det andet liv. DJØFs undersøgelser viser, at mændene også prioriterer balance og det derhjemme højt. Men det er stadig kvinderne, der dobbelt så ofte henter børnene og tager den første sygedag. Så hvis der skal være ligevægt blandt kønnene i lederjobbene, og kvinderne skal turde binde an med et lederjob i en ”ukendt” virksomhed, skal mændene tage deres del af de ufleksible opgaver i hjemmet.
Et skridt på vejen kan være en tre måneders barselsorlov øremærket til manden, lyder et udspil fra DJØF.
”Mønsteret med, hvem der henter og tager sygedagene, grundlægges allerede i forbindelse med barselsperioden. Det er alt andet lige nok lettere for manden at tage sit et-årige barns første sygedag og for kvinden at afgive opgaven, hvis manden har holdt barselsorlov i tre måneder og dermed også har haft hovedansvaret for barnet,” siger Lisbeth Kjersgård.
Ledige stillinger