Kort arbejdsuge på 50 timer

”Reaktionen fra tilhørerne var blandede. De ansatte syntes, det lød fantastisk. Partnerne mente, det var langt ude, at vi havde så meget fri,” siger Morten Schwartz Nielsen.

Danske advokater arbejder ellers temmelig meget, men de kan ikke følge med kravene til især de yngre amerikanske advokater.

”I Danmark er der typisk et debiteringskrav på 1.400 timer om året. I USA er standardkravet til, hvor mange timer man skal kunne skrive på en regning 2.400,” fortæller Morten Schwartz Nielsen.

DJØF Bladet har talt med to amerikanske advokater med vidt forskellige jobs og vidt forskellig tilgang til arbejdet. En i Portland, Oregon, og en i Chicago, Illinois. De har begge prøvet at arbejde så meget, at der ikke var tid til andet. For at slippe for de ekstremt lange dage har de hver især valgt nye veje. Den ene er blevet selvstændig, den anden har formået at rykke så højt op i hierarkiet, at det nu er nogle andre, der tager det tungeste læs i virksomheden.

Erstatningsadvokaten

Steven Parker er selvstændig med enmandsfirma midt i storbyen Portland. Han forsøger så vidt muligt at få kunder gennem mund til mund-metoden. Indimellem er han dog nødt til at annoncere i de lokale aviser for at få kunder nok. I løbet af et år har han omkring 40 klienter, der stort set alle repræsenterer erstatningssager efter ulykker. I sådanne personlige skadessager er det Parkers job at søge erstatning hos modparten, bilfabrikanten eller hvem der ellers er det bedste mål for et søgsmål og har de største lommer. Parker ved, at han fra tid til andet bliver anset for at være en ambulance chaser, der måske er den forgrening af advokathvervet, som har afstedkommet mest kritik.

Parker arbejder tit efter den til tider udskældte honoreringsmetode, hvor hans løn er en forudbestemt procentdel af erstatningen. De såkaldte contingent fees har fået mange op af stolene og er en af årsagerne til, at advokater ikke altid er lige populære. For procentsatserne, der ofte er høje, betyder også, at advokaterne vil have et incitament til at sagsøge for fuldstændig vilde beløb. Et forhold, der er blevet nævnt at være til fare for retssystemet som sådan.

”Der har været meget kritik, men man glemmer altid den anden del af det. Hvis det ikke var for sådan en som mig, kunne fattige aldrig nogensinde få råd til en advokat. Hvis vi ikke vinder sagen, får jeg heller ikke noget. Uden os, der arbejder på den måde, ville mennesker, der havde været ude for en eller anden tort, og som ikke har masser af penge, aldrig få en øre. Punktum,” siger Steven Parker.

”I Skandinavien er det op til forsikringsselskaberne, om de vil hjælpe og udbetale en godtgørelse. Så er man prisgivet dem. Her i USA kan jeg hjælpe den lille mand og få penge til ham, uden at det skal afhænge af en stor virksomhed med klare interesser i at spare så meget som muligt,” fortsætter han.

Steven Parker tager mellem 25 og 50 procent af erstatningen i honorar, hvor 50 procent er højt og ret usædvanligt.

”40 procent er rimeligt, hvis den går hele vejen omkring en jury,” siger Parker.

Mennesker er ulykker, der venter på at ske

Med sådan en kvit eller dobbelt-måde at hente sin hyre hjem på, er Steven Parker også nødt til at vurdere, om sagen kan vindes eller ej.

”Det gør alle advokater alligevel. Mange sager egner sig bedre til et forlig i en eller anden grad, men alt i alt vil jeg ikke arbejde med en sag, jeg ved, jeg taber. Sådan er det,” siger han.

Parker arbejder også som rådgiver for små virksomheder, hvor det handler om at undgå at blive sagsøgt.

”Masser af mennesker er ulykker, der venter på at ske. Med søgsmål til følge. Små værksteder, der ikke behandler de ansatte efter reglerne. Chefer, der kommer med racistiske kommentarer. Der er masser af områder, hvor man udsætter sig selv for et potentielt søgsmål, og så er det min opgave at forhindre, at det sker for en klient,” siger Steven Parker.

Firmaets mand

I modsætning til Steven Parker arbejder Douglas Stevens med de helt tunge drenge og deres problemer. Eller rettere: De store drenges problemer med forsikring. Aon, hvor han er associate general counsel, er en af verdens største formidlere af forsikring til store virksomheder. Aon har hovedsæde i Chicago og har sågar en dansk afdeling. Sammen med fire andre advokater skal Douglas Stevens have styr på omkring 400 søgsmål ad gangen. Alt fra store sager i millionklassen til mindre klager.

Der, hvor søgsmålene kommer ind, er fx, når et firma, Aon har skaffet en forsikring til, bliver udsat for en brand eller lignende og så efterfølgende er utilfreds med dækningen. Her bliver Aon ofte sagsøgt sammen med forsikringsselskabet.

”Mit job er at beskytte Aons værdier bedst muligt. At sørge for at vi mister så få penge som muligt, og at aktionærerne dermed får det bedste afkast,” siger Douglas Stevens.

”Vi kalder det konstant sagsvurdering – hele tiden og løbende at afgøre, hvad der bedst kan betale sig at gøre for at opnå det bedste resultat for os.”

Douglas Stevens er indbegrebet af, hvad der på amerikansk hedder en corporate lawyer. Altså en, der arbejder for en stor virksomhed, og hvis klienter enten er virksomheden selv eller andre virksomheder. Og hvor der ofte er meget store pengebeløb i spil.

”Jeg møder ikke så mange fordomme, men ofte aner folk ikke, hvad man laver. Det eneste folk kender til os er fra den figur, Tom Cruise spiller i ’The Firm’, så det er jo ret begrænset,” siger han.

Worklife balance til diskussion

Steven Parker har også tidligere arbejdet for store firmaer og har især arbejdet med det, der kaldes plaintiffs bar – der, hvor man går efter at få erstatninger hjem til klienten. 

”Jeg blev træt af at arbejde for andre. Og cheferne syntes aldrig, man havde arbejdet nok timer, der kunne sættes på regningen. Ifølge dem, der sidder i toppen af firmaet, kan man aldrig arbejde nok,” siger Parker.

Douglas Stevens er enig med Steven Parker i, at de store advokatfirmaer er de værste, når det gælder lange arbejdsdage.

”Når det handler om arbejde i retssalene, tilrettelægger du ikke selv dit arbejde. Advokater, der går i retten, arbejder meget,” siger Douglas Stevens.

Hvad er meget?

”Alle aftener og de fleste weekender. Faktisk mere eller mindre hele tiden. I hvert fald en 12 timers arbejdsdag samt weekender.”

Hvordan kan folk have et privatliv?

”Det er svært at have et socialt liv. Ofte finder man nogle, der har den samme livsstil og arbejder lige så meget, for det skal være nogle, der kan forstå, at tiden er knap,” siger Douglas Stevens.

Han kender den type arbejdsprogram fra sit eget liv. Men nu er det langt mere afslappet, siger han.

”Jeg arbejder slet ikke så meget mere, hverken aftener eller specielt meget i weekenden. Nu er jeg vel nede på 50 timer om ugen.”

Anser du det for en kort uge?

”Ja, det er ikke særlig meget,” siger Stevens.

Bliver man ikke træt af at arbejde så meget?

”Næh, man får energi af at have travlt. Jeg nyder mit arbejde, selvom jeg da godt kan ligge søvnløs, når det går rigtig hårdt for sig. Det er mentalt udfordrende, og jeg har altid travlt. Så går tiden jo hurtigt,” siger Stevens.

”Når danskere synes, 50 timer er meget, og jeg ikke gør det, er det en kulturel forskel. Det er jo bare normalt for os. Vi har to eller tre ugers ferie om året og er vant til det. Vi har set vores forældre arbejde på samme måde. Jeg tror ikke, vi er stærkere end danskere. Vi gør bare, hvad der forventes af os.”

Let’s have sex

Steven Parker er godt tilfreds med sit liv som selvstændig advokat:

”Den største forskel på mig og en corporate advokat er, at jeg har et liv!” siger han med et grin og fortæller en joke om corporate advokater:  

”Scadden, Arps, Slate, Meagher & Flom er et af New Yorks største advokatfirmaer. Den unge jurist i firmaet har ikke tid til noget, for han arbejder altid. Så hvis han er ude til en drink med kollegerne og gerne vil score en kvinde, er hans scorereplik: ’I’m from Scadden, Arps. Let’s have sex’.”

Efter Morten Schwartz Nielsens tale sidste år i American Bar Association, er arbejdstider nu begyndt at være noget, amerikanerne drøfter. Med udgangspunkt i den danske model. Og det er helt nyt.