9.10.2009
af
Thomas Skovgaard Pedersen
I Kina fejrer kommunistpartiet 60-året for Folkerepublikken Kina. Partiet har overlevet både østblokkens opløsning og markedsøkonomiens indtræden. De er blevet på taburetterne ved en blanding af rå magt og ved at lære af Sovjetunionens opløsning.
”Min skole siger, jeg ikke må,” siger Li Mei.
Den unge økonomistuderende ved Beijings Normale Universitet må ikke tale med udenlandske journalister. Hun vil sandsynligvis være at se på alverdens tv-skærme sammen med mange tusinde andre studerende fra Beijings universiteter. De optrådte sammen med det kinesiske militær i en festparade i hjertet af Beijing den 1. oktober. Anledningen er 60-året for Folkerepublikken Kinas oprettelse.
Det er nyt, at Kinas studerende er med til at fejre kommuniststyrets fødselsdag.
For 20 år siden var der ikke meget at fejre for de studerende. Der havde kommunistpartiet i juni samme år brugt militæret til blodige overgreb på protestdemonstranter på Den Himmelske Freds Plads. Og da kommuniststyret senere samme år fyldte 40 år, var der da heller ikke den sædvanlige parade gennem Beijing.
Ti år senere i 1999 var der dog igen en parade, men der var heller ingen studerende med.
Men i år er de med. Og Li Mei er glad for at være blandt dem.
”Selvfølgelig vil jeg have en rigtig god følelse!” når hun at fortælle, da hun bliver spurgt om, hvordan hun vil opleve den 1. oktober i år, inden hun kommer i tanke om forbuddet mod at tale med journalister.
Genvundet legitimitet
Efter urolighederne i Kina i 1989 fik Kina-eksperter verden over travlt med at forudse, at Kinas kommuniststyre måtte være på vej ud af regeringsbygningerne – den vej, deres kollegaer i den øvrige østblok gik i de år.
”Man var bange for, at man også inden for Kina-forskningen, som i Sovjet-forskningen, ville blive taget med bukserne nede,” fortæller professor og leder af Asia Research Centre ved CBS, Kjeld Erik Brødsgaard.
Men det kinesiske kommunistparti mistede ikke magten:
”Snarere tværtimod. Og det har overrasket mange - også inden for Kina-forskningen,” fortæller han.
På det diplomatiske plan var Beijings ledere dengang positive over for østblokkens nye ledere, men internt var man bange for, at noget lignende skulle ske i Kina.
Kinas senere præsident Jiang Zemin kaldte Gorbatjov ’en forræder’, og daværende chefideolog og redaktør for Folkets Dagblad, Gao Di ærgrede sig over, at Sovjets ledere ikke hårdhændet og ’uden nåde’ – som kineserne selv gjorde i 1989 – havde undertrykt dem, der kæmpede for et regimeskifte.
Men ud over den bandbullefyldte retorik forholdt Kinas kommunistparti sig også meget kalkulerende til situationen. Partiet satte sig for at forstå, hvordan det kunne ske, at Sovjet var faldet fra hinanden.
”Så snart Sovjetunionen kollapsede, begyndte vi i stor stil at forske i, hvad der var gået galt,” fortæller Lu Nanquan, Sovjet-ekspert ved Det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskab.
De kinesiske samfundsforskere er blevet ved med at forske i, hvorfor det gik, som det gik i Sovjet. For blot nogle år siden udkom otte DVD’er med den advarende titel: ’Vær opmærksom på fare i fredstid: Den historiske lektie fra det sovjetiske kommunistpartis fald’. DVD’erne var kun til internt brug i partiet og skulle ses af alle fra kommunalt niveau og opad.
Ifølge Lu Nanquan var der to helt centrale lektier, som Kinas kommunistparti lærte af Sovjets fald. For det første at planøkonomien var en historisk fejl, og for det andet at hvis et et-partistyre ikke har folkets opbakning, vil det før eller siden miste sit absolutte magtmonopol.
Fra planøkonomi til markedsøkonomi
I Kina blev planøkonomien hurtigt lagt på hylden. Allerede nogle få måneder efter Sovjets sammenbrud foretog Deng Xiaoping, Kinas daværende leder, et meget markant skifte. Han lod forstå, at partiets kadrer fremover uden problemer kunne tage begrebet ’markedsøkonomi’ til sig. Dermed var en grundpille i kommunistpartiets stræben efter den almindelige kinesers opbakning lagt.
Det absolutte magtmonopol har Kinas kommunistparti hverken mistet eller givet slip på. Kinas hærs kommandovej ender stadig i partitoppen. Det samme gør det paramilitære politis, og selv mild politisk opposition tolereres stadig ikke. Så sent som i september i år blev Xie Changfa, en 57-årig mand, dømt til 13 års fængsel. Han havde prøvet at arrangere et landsdækkende møde for Kinas Demokratiske Parti – et parti, hvis ledere blev arresteret i 1998.
Men Kinas kommunistpartis undertrykkelse af politiske modstandere er ikke hele forklaringen på, at de har kunnet bevare magten.
”Det er forkert at tro, at Kinas kommunistparti udelukkende holder sig ved magten ved rå magtanvendelse,” siger Kjeld Erik Brødsgaard.
Kommunistpartiet har ifølge ham både reformeret sig selv og genoprettet den sociale kontrakt til middelklassen, som ellers brød sammen i 1989.
”De har en forbavsende legitimitet i befolkningen. Den har de opnået ved at levere varen: Fortsat økonomisk fremgang,” fortæller professoren.
Alsidige medier
Det er blandt andet denne økonomiske fremgang, Li Mei var med til at fejre den 1. oktober, men hun ved ikke hvorfor, hendes lærer har forbudt hende at fortælle omverdenen om, hvad hun synes om styret og den fremgang, det har skabt.
”Jeg ved ikke hvorfor. Sådan er det bare,” siger hun.
En anden studerende mener dog at vide, at det er, fordi nogle udenlandske journalister tidligere på året inviterede nogle studerende ind i deres lokaler og viste dem optagelser af de brutale overgreb på demonstranterne i 1989, som de intet vidste om. Nutidens unge kinesere lærer nemlig blot, at der var en begivenhed i 1989, og sådan skal det åbenbart helst blive ved at være. For selvom de kinesiske medier dækker USA tæt, var de da også tavse, da USA’s udenrigsminister Hillary Clinton i år opfordrede det kinesiske lederskab til at løslade dem, der stadig sidder i fængsel for at have deltaget i protesterne i 1989.
I Kina er partikritisk journalistik ikke velkomment. Et eksempel er en sag fra tidligere i år, hvor en journalist blev fyret for at skrive nogle historier, som Guangxi-provinsens ledelse ikke kunne lide. En kollega til den fyrede journalist fortalte om det på denne måde til den Hong Kong-baserede avis South China Morning Post:
”Artiklerne skabte ikke problemer for myndighederne. Men medierne skal indordne sig. Der er ingen undtagelser.”
Så kineserne lever med et nyhedsflow, der i høj grad er domineret af kommunistpartiets interesser, men det er ikke nødvendigvis noget, der generer dem.
Professor ved det japanske Aichi Bunkyo-universitet Ng Ka Po forsker i Kinas politiske system og underviser selv kinesiske studerende. Han mener, at kineserne bliver præget i skolen og på universiteterne, så de finder den partivenlige presse udmærket.
”Jeg talte for nylig med mine kinesiske studerende, og deres svar var ganske overraskende: De er meget tilfredse med deres muligheder,” fortæller han om de studerendes syn på de kinesiske medier.
En af de måder, partiet sørger for at præge de studerende på, er ved at ansætte folk på universiteterne, der har ansvaret for de studerendes ’tænkning’. De sidder både i topledelsen på universiteterne og på alle institutterne og har titel af partisekretær.
Partimedlemmer overalt
Sådanne sekretærer findes på alle niveauer i det kinesiske samfund. Ud over på uddannelsesstederne er de også at finde på fx hospitaler samt i provinser, regioner og kommuner.
De findes også i de store helt eller delvist statsejede virksomheder, hvor de ofte har en høj stilling. Fx er lederen af verdens største bank, kinesiske ICBC, både administrerende direktør og partisekretær. Lignende dobbeltjobs ses i en række af Kinas største virksomheder såsom stålgiganten Baosteel, olieselskabet Sinopec og teleselskabet China Mobile.
For selvom Kinas kommunistparti har meldt sig under de markedsøkonomiske faner, vil de ikke blot trække sig tilbage og kun styre Kina via statsapparatet. Partiet er dybt involveret i styringen af erhvervslivet.
”Partiet har magten over kernesektorerne i økonomien, i kraft af at de helt store, strategisk vigtige virksomheder er statsejede og styret af partiet,” siger Kjeld Erik Brødsgaard.
Et sigende eksempel er den kinesiske bankverden. I mange vestlige lande sætter centralbanken en rente, som markedet så indretter sig efter, som Nationalbankens Nils Bernstein gør det. Det gør Kinas centralbankdirektør Zhou Xiaochuan også. Men direktør Zhou, der i øvrigt også er bankens partisekretær, fastsætter meget mere end det. Fx hvor stor forskellen skal være på ind- og udlånsrenten hos landets banker. Dermed påvirker han også kraftigt, hvor mange penge bankerne tjener, og i sidste ende hvor meget den kinesiske stat selv får i udbytte. Den ejer nemlig over 60 procent af aktierne i Kinas største banker.
Kinas politiske top bestemmer også, hvornår bankerne skal give los og låne løs, og hvornår de skal holde igen ud fra hvad styret i Beijing mener, den kinesiske økonomi behøver. Endelig lader den politiske top også bankerne forstå, om det er bil-, it- eller en anden sektor, det pt. er en særlig god ide at låne ud til.
Ingen organisationsfrihed
At holde hånd i hanke med både stat og marked er ikke nok for Kinas kommunistparti. De har også en stor fod inden for i landets organisationer.
Adspurgt om de kinesiske fagforeningers manglende frihed betyder, at kommunistpartiet kan styre landet uden organiseret modstand, svarer Lu Nanquan på en måde, der tydeliggør, at spørgsmålet har et forkert udgangspunkt:
”Her i Kina vi et etpartisystem. Så i Kina er alle organisationer under kommunistpartiets ledelse,” siger han. Lu Nanquan slår fast, at fagforeningen i Kina aldrig vil komme til at spille en rolle som opposition, som den fx gjorde i Polens overgang til flerpartistyre.
”Kinas fagforeninger vil derimod helt sikkert tænke over, hvordan de kan hjælpe Kinas kommunistparti med harmonisk at konsolidere dets styre,” siger han.
Ved siden af fagforeningerne har Kina, siden landet begyndte sin reformpolitik for 30 år siden, også oplevet opblomstringen af et stigende antal NGO’er. Men bogstavet ’N’ skal ikke tages alt for bogstaveligt. En NGO i Kina skal nemlig først godkendes af staten, som så dernæst bestemmer, hvilken myndighed der skal føre tilsyn med den. Og man kan ikke lave en konkurrerende organisation til en allerede eksisterende NGO, der fx repræsenterer kvinder eller arbejdere. En lov fra 1998 sørger for, at det er ulovligt.
Partiet er tiltrækkende for unge
I Kina er kommunistpartiet således organisationen over alle andre. Med en undtagelse af et knæk i kurven omkring 1989 har partiet også oplevet et næsten konstant stigende antal medlemmer, og runder i år 76 millioner.
En af grundene er måske, at det, hvis man vil til tops i det kinesiske samfund, er svært at matche det netværk, kommunistpartiet kan give.
Li Mei er en af dem, der i fremtiden kan få statistikken til at stige endnu mere. Hun holder fast i, at hun ikke vil fortælle om, hvordan hun har det med landets styre. Årsagen er simpel:
”Det er, fordi jeg selv måske gerne senere vil ind i partiet,” siger hun.
Og hvis hun vil være medlem, går en af vejene ind i partiet via hendes lærers anbefaling, og det skal nogle få forbudte udtalelser ikke komme i vejen for.
Ifølge Ng Ka Po er kinesernes indstilling til deres styre gået i stik modsat retning af, hvad mange vestlige analytikere forventede. De fleste forventede, at når Kina åbnede sig op mod resten af verden, ville folks tankegang også ændre sig i en mere liberal retning.
”Men rent faktisk virker det også den anden vej i Kina,” siger han.
Der er siden 1990’erne vokset en stigende national stolthed frem i Kina, samtidig med at kinesernes øgede velstand også gør, at deres liv ikke ser væsentligt forskelligt ud fra det liv, de ser i Vesten. Ng Ka Po formulerer tankegangen således:
”Kineserne siger: ’I har Mercedes Benz – jeg kan også købe Mercedes Benz i Kina. I har Gucci – jeg kan også købe Gucci i Kina’.”
De medvirkende studerende er anonymiseret.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER