Juristernes vandring over to generationer

De er begge jurister, men har en generation imellem sig. De kom på arbejdsmarkedet med næsten 30 års mellemrum, men begge med en drøm om at gøre karriere i Udenrigsministeriet eller Justitsministeriet. Alligevel vendte både far og søn hurtigt centraladministrationen ryggen. Den ældre for at dykke ned i juraens fag i universitetsverdenen. Den yngre for at tilslutte sig en voksende skare af private advokater.

Siden har juristerne i større og større tal fortsat vandringen væk fra Slotsholmen. Og det ser både far og søn som et stort problem for den danske centraladministration.

”De store ministerier som Udenrigsministeriet og Justitsministeriet er stadig eftertragtede for mange jurister. Til gengæld er prestigen faldet i de mindre ministerier. Derfor er nogle af de små departementer i dag nærmest støvsuget for jurister. Det betyder, at centraladministrationen mange steder ofte ikke er i stand til at træffe juridisk kvalificerede beslutninger i enkeltsager, og at der mangler juridisk kompetence, når der udarbejdes nye love og regler. Og det er da et kæmpe problem,” siger Claus Haagen Jensen. 

Claus Haagen Jensen er tidligere professor i retsvidenskab. Han blev færdig som jurist i 1963 og gjorde et par års tjeneste i centraladministrationen, men forfulgte derefter en lyst til at fordybe sig i juraens grundlæggende præmisser og har i næsten en menneskealder dyrket de juridiske dyder på Aarhus Universitet.

Over for ham sidder sønnen Tomas Haagen Jensen, der har valgt den private advokatbranche. Han blev færdig som jurist i 1991 og har siden fungeret som advokat i Gorrissen Federspiel.

Dansk lovgivning mister kvalitet

”Der mangler uden tvivl dygtige jurister i centraladministrationen. Og det er en udpræget dårlig udvikling. Lovene bliver jo hele tiden mere og mere komplekse. Det stiller både krav til dem, der skal udarbejde dem, og dem, der skal forvalte dem. Men manglen på dygtige jurister i centraladministrationen har blandt andet gjort, at vi som advokater med jævne mellemrum oplever at sidde med lovgivning, der simpelthen rent teknisk ikke er af høj kvalitet,” siger Tomas Haagen Jensen og suppleres af sin far: 

”Prestigen findes i dag i den private sektor, og det er ganske enkelt ikke attraktivt i sig selv at blive juristfuldmægtig længere. Men centraladministrationen kan jo ikke klare sig uden jurister. Og konsekvensen er også, at nogle ministerier i dag dårligt nok er i stand til at sekretariatsbetjene de lovforberedende udvalg,” siger Claus Haagen Jensen, som igennem årene selv har deltaget i en lang række af slagsen.

Fx om ombudsmandsinstitutionen, dommeres bibeskæftigelse og for nylig om offentligt ansattes ytringsfrihed. Et arbejde, hvis resultater heller ikke ligefrem pegede i centraladministrationens favør.

Slotsholmen ikke lært af Tamilsagen

”Udvalget kiggede på embedsmændenes mulighed for ytringsfrihed. Og resultatet af vores arbejde viste, at embedsmænd set i forhold til loven faktisk har gode muligheder for udtale sig i medierne og ytre sig i offentligheden generelt. Men der er ikke nogen, der gør det. For kulturen og ledelsesstilen lægger bare ikke op til det,” siger Claus Haagen Jensen, som både undrer og ærgrer sig over, at det forholder sig sådan.

Ikke mindst set i lyset af den lærestreg man skulle forvente, centraladministrationen havde fået efter Tamilsagen i 1990’erne.

”Tamilsagen viste jo blandt andet, at der var nogle embedsmænd, der rent faktisk havde forsøgt at gøre opmærksom på nogle fejl, men at der ikke var nogen, der lyttede. Derfor regnede vi jo alle sammen med, at Tamilsagen ville blive afløst af en større åbenhed og lydhørhed i centraladministrationen. Men det skete bare ikke. Tilsyneladende er der ikke nogen oppe i systemet, der gider høre, hvad der bliver sagt længere nede. Det er ærgerligt og urovækkende, for det betyder jo, at vi i dag ikke kan vide os sikre på, at en sag som Tamilsagen ikke kommer til at gentage sig,” siger han.

Advokatbranche rider på en bølge

Både far og søn mener altså, at den danske lovgivning lider under, at juristerne i dag er begyndt at vende ryggen til centraladministrationen. Men selvom både Tamilsag eller tillukkede arbejdskulturer nok ikke har gjort Slotsholmen mere attraktiv som arbejdsplads, mener de dog begge, at juristernes vandring fra det offentlige i højere grad handler om noget andet.

Ifølge Claus Haagen Jensen blandt andet, at først økonomerne og siden statskundskabsfolkene igennem 1970’erne og 1980’erne langsomt begyndte at indtage embedsmandsjobbene i den offentlige sektor. Der blev ansat flere og flere chefer med cand.polit. eller cand.scient.pol. på visitkortene, og efterhånden som medarbejderskaren blev udskiftet, ansatte de overvejende folk, der lignede dem selv.

Det fik juristerne til at søge andre græsgange. Og hvorhen? Blandt andet mod en hastigt voksende privat advokatbranche, der stik mod det offentlige længe har reddet på en bølge af medvind. Det gælder ikke mindst Gorrissen Federspiel. Som kurator i flere af den seneste tids større konkursboer tilhører firmaet en del af en branche, der lever af at rydde op, når det går skidt for andre brancher. Og dem er der som bekendt mange af i øjeblikket. Men medvinden for branchen startede dog for længe siden.

Advokatfirmaer er blevet globale

”Globaliseringen har ændret de sager, vi sidder med helt enormt, og samtidig er sagerne også blevet langt mere komplekse. Derfor er efterspørgslen efter advokater vokset markant de sidste 10 til 15 år. Da jeg startede her i huset, havde vi som et af landets dengang største advokat huse omkring 30 jurister. I dag har vi mere end 180,” fortæller Tomas Haagen Jensen og giver et andet eksempel:

”Dengang fandtes der blandt landets mest fremtrædende kontorer advokater, der mente, de kunne rådgive inden for stort set alle retsområder. Det er der ingen, der kan eller vil hævde i dag. De sidste par år har vi set sager, hvor op til 50 advokater arbejder sammen – om samme sag! Flere af advokathusene er altså gået fra at være små firmaer til at være mellemstore virksomheder. Og det har fået mange jurister til at gå ind i den branche,” siger han.

Færdiguddannede jurister mangler almene kundskaber

Far og søn taler videre om, hvordan væksten i advokatbranchen også har øget kravet til specialisering blandt jurister. Et krav som jurauddannelsen har forsøgt at tilpasse sig ved at udbyde flere og flere specialfag. Men som efter både Claus og Tomas Haagen Jensens mening nu er tæt på at underminere den almene og generelle del af jurauddannelsen.

”Der er sket en voldsom forskydning mellem fagene på jurastudiet de sidste 10 til 20 år. Det er virkelig vigtigt, at man som jurist lærer de generelle dele af juraens discipliner inden for eksempelvis obligationsretten, tingsretten og forvaltningsretten. Men der har ligesom sneget sig en tvangstanke ind i vores uddannelsessystem om, at jo større valgfrihed, jo bedre. For så kan de unge bruge deres kompetencer, lige så snart de er færdige med deres studier. Efter min mening har den udvikling betydet, at man nu er kommet til at give så stor vægt til specialistdelen nogle steder, at juristerne ikke har de almene færdigheder på plads, når de er færdige,” siger han og afbrydes af sønnen:

”Det kan være et problem for os, der aftager de færdige kandidater, for vi kan godt reparere på en manglende specialistviden, når nyuddannede jurister starter her hos os, men det er meget sværere, hvis de kandidater, vi ansætter, ikke er stærkt nok funderet inden for de generelle juridiske områder. Der er en klar tendens til, at yngre jurister i dag bliver fanget i en snæver specialisering alt for tidligt. Og jeg tror, det kommer til at betyde, at vi risikerer, at juristens rolle vil ændre sig fra at være rådgiver til kun at være tekniker, hvis vi som jurister ikke favner bredt nok. Og det ville være en forkert udvikling,” slutter han.