Hvem skummer fløden?

22-10-2009
7 min.

Der er ingen klassisk generationsjalousi i familien Lehmann, men til gengæld masser af kærlig uenighed om, hvem der egentlig skummer fløden: 68´erne eller Generation Y.

Marianne Lehman anretter the og kage, mens Marie Lehmann humper rundt med et ømt knæ efter formiddagens Eremitageløb. De to kvinder, moren pensioneret jurist fra centraladministrationen, datteren statskundskaber og ny på arbejdsmarkedet, er sat stævne i Marianne og Tyge Lehmanns rækkehus i Charlottenlund, til en snak om generationsforskelle mellem de unge og de gamle djøfere. En snak om, hvem der skummer den fedeste fløde, og hvem man egentlig skal misunde mest, når det gælder arbejds- og levevilkår: 68´erne eller deres Generation Y børn?

Den diskussion plejer jo at være givet på forhånd, når 68´erne og deres børn beskylder hinanden for at være dem, der har scoret de største friværdier, højeste lønninger eller fedeste pensionsordninger. Men sådan er det ikke i familien Lehmann. Tværtimod. Her foretrækker både mor og datter klart at være i deres egen generations sko og hævder begge, at netop deres generations kår klart er at foretrække.

”Jeg begyndte at studere i 1960 med et totalt frit optag. Tilbragte de første 14 dage på franskstudiet, men fortrød så, hvorefter jeg direkte gik tværs over Vor Frue Plads og satte mig ind på jurastudiet. Dørene stod fuldstændig åbne, og det var da fantastisk.

Godt nok var studierne gabende kedelige og med alt for meget udenadslære. Men til gengæld følte vi os ikke underlagt det forventningspres, som Generation Y gør i dag,” siger Marianne Lehmann, som oplever, at konkurrencen og karakterræset på studierne i dag er langt voldsommere end for tidligere generationer.

Blandt andet, fordi forventningerne om at score drømmejobbet lige efter studiet er skudt i vejret. Det får mange unge til at gå ned med stress, og det pres er hun glad for, at hendes generation ikke har oplevet i nær samme grad.

Marie Lehmann er enig i, at presset på studerende i dag formentlig er større end tidligere. Men det samme er til gengæld også mulighederne for at sammensætte et spændende studie, og det vil hun til hver en tid foretrække.

”Min generation er jo vokset op med devisen om, at vi kan, hvad vi vil, fordi vi har så mange flere muligheder end generationerne før os. Det giver da et vist pres om at lykkes. Men til gengæld har vi jo langt flere muligheder end tidligere generationer. Både for at sammensætte spændende studier og studere i hele verden. Samtidig kæmper uddannelsesinstitutionerne om os og opfinder hele tiden nye inspirerende fag og undervisningsmetoder. Så jeg vil klart hellere være studerende i dag end dengang,” siger Marie Lehmann, som også selv tidligt har haft klare forventninger til, hvad hun ville med sit studie.

I første omgang handlede det dog primært om ikke at gøre som resten af familien. Som efternøler i familien Lehmann og med både to ældre søskende, to forældre og et sæt bedsteforældre, der alle havde klassiske DJØF-uddannelser, startede Marie Lehmann først på RUC. Hun endte dog alligevel med statskundskab, men tog så generationsopgøret, da hun i 2008 fik job i DI. I dag kaldes hun i spøg familiens afhopper, fordi hun som den første i familien har brudt med tre generationers tradition for slotsholmskarrierer.

Loyalitet kontra krævermentalitet

Som i andre DJØF-familier, tales der tit fag og arbejdsvilkår omkring spisebordet, og det er ikke sjældent, at den yngre og ældre generation krydser klinger. Med en mor, der har arbejdet 20 år i Undervisningsministeriet og en far med 43 års tro tjeneste i Udenrigsministeriet, går bølgerne især højt, når talen falder på 68´ernes loyalitet kontra Generation Y´s krævementalitet. I dag er ingen undtagelse.

”Jo, jeg er da glad og taknemmelig for, at jeg har fået et super spændende job og noget, som jeg virkelig interesserer mig for,” siger Marie Lehmann og fortsætter:

”Men ligesom mange i min generation, mener jeg da, at den taknemmelighed bør gå begge veje. Og at man som arbejdsgiver også bør være glad, når et ungt menneske træder ind af døren og siger: ’Nu vælger jeg så at lægge mine bedste timer her hos jer’. For vi vælger jo også arbejdspladsen til, ligesom de vælger os til.”

Hun bliver dog hurtigt afbrudt af sin mor, som ikke er helt enig:

”Da jeg fik mit første job i 1967, betragtede jeg det da som en læreplads. Man var ydmyg og stillede ikke alle mulige krav fra starten. Selvfølgelig ville vi da også gerne have et spændende jobindhold, men vi var altså indstillede på, at man skulle lære noget og arbejde sig lidt op igennem systemet, før alt det sjove kom. Det er der ingen, der gider at vente på i dag,” siger Marianne Lehmann, og fortæller, at hun især i de sidste år i Undervisningsministeriet og allersidst i Integrationsministeriet havde svært ved at forlige sig med en ny og mere krævende holdning, som flere unge færdiguddannede kandidater trådte ind ad døren med.

”Hvis ikke unge nyansatte i centraladministrationen i dag har ministerkontakt fra første dag, så tror de, at der er noget galt. Og den holdning forstår jeg ganske enkelt ikke. De tror, at de kan alting fra første ansættelsesdag, men det er jo ikke rigtigt. Der er altså en læreproces i de fleste jobs, og det må unge i dag også acceptere,” siger hun.

Hun forstår heller ikke den rastløshed og de hyppige jobskift, som præger unges arbejdsliv i dag. Marie Lehmann løfter øjenbrynene og afbryder:

”Det er jeg ikke helt enig i. Det er klart, at nyuddannede skal gennem en ny læreproces, når de træder ud på arbejdsmarkedet. Men det, at unge i dag er fremme i skoene og vil have spændende opgaver fra day one, handler efter min mening også om, at ambitionsniveauet har ændret sig fra tidligere. Og det er da kun en fordel for arbejdsgiveren,” siger Marie Lehmann og understreger, at hun langt foretrækker at tilhøre en Generation Y, der tør vise sin job-utilfredshed med fødderne ved at søge andre jobs, frem for at klappe hælene sammen og indordne sig under både dårlig ledelse og knap så udfordrende jobindhold, som hendes mors generation har gjort det.

Højere levestandard

Både mor og datter er dog enige om, at job-shopping bliver mere og mere udbredt, og at rastløsheden er gået Generation Y i blodet. Et symptom som efter Marianne Lehmanns vurdering ikke er blevet mindre af, at levestandarden med tiden er skudt i vejret, og kravene til den økonomiske formåen det samme.



”Levestandarden for unge akademikere i vore dage er temmelig høj i forhold til tidligere. I dag er man bare nødt til at have to lønninger for at kunne leve op til de krav, folk stiller til deres livsførelse. Vi levede meget mere sparsomt, da vi var unge og havde ikke mange penge mellem hænderne. Men det lettede, efterhånden som vi steg i graderne, fik mere i løn og langsomt begyndte at betale af på vores afdrag. I dag er unge gidsler af afdragsfrie lån. Og der synes jeg virkelig, at lovgiverne har ladt de unge i stikken,” siger Marianne Lehmann.

Hvor hendes egen generation har redet på inflationsbølgen og nu lever godt på friværdierne, kræver livsstilen i dag så mange penge, at mange unge, efter hendes opfattelse, har svært ved at modstå fristelsen til afdragsfrihed. Og i stedet for at oparbejde friværdi, gældsætter man sig ofte i store, livslange lån. Hun bliver dog hurtigt affærdiget af datteren, der slet ikke ønsker nogen medlidenhed på den konto.

”Nej, helt ærligt. Det er altså ikke synd for os. Det kan godt være, at 68´erne skummer fløden på de høje friværdier. Men min generation har da skummet fløden på den privilegerede SU og meget højere startlønninger. I dag er det helt naturligt for de fleste unge at tage på flere udenlandsrejser om året, endda som studerende. Der er ikke nogen, der har tvunget min generation til at tage imod de afdragsfrie lån. Hvis de synes, det er hårdt, så tag lige skyklapperne af, og tag selv stilling til, hvad det er for et liv, I vil leve. Vi har en masse muligheder for at sammensætte et fantastisk liv med spændende jobs og fede rejser. Men vi har da alle sammen et valg og ikke mindst også et personligt ansvar, ” slutter Marie Lehmann.  

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.