Glansbilledkommunikation tryner medarbejderne

I dag er der en udtalt tendens til, at virksomheders officielle kommunikation æstetiseres. En tendens, der bl.a. kommer til udtryk ved, at virksomheder og organisationer benytter sig af overdrevne positive selvfremstillinger og forsøger at tale til følelser og indlevelse snarere end til fornuft og reflekteret distance. Slogans, symboler og fortællinger er i spil.

”Mange hævder, at den æstetiske fremstilling skaber fascination, engagement og loyalitet hos medarbejderne. Men det er bestemt ikke den eneste måde, man kan anskue denne tendens på. Vi anlægger et andet perspektiv; nemlig det, at kommunikation fungerer som en magtdemonstration, der skræmmer og undergraver medarbejderes selvværd,” pointerer kommunikationsforsker Thomas Borchmann, en af forfatterne til bogen ’Intimideringskommunikation’.

Thomas Borchmann erkender, at fælleslege, sociale arrangementer, medrivende personaleblade og klare værdigrundlag - som enhver virksomhed med respekt for sig selv benytter - på overfladen forekommer som uskyldige kommunikationstiltag. Ikke desto mindre mener han, at budskaberne kan føre til irritation, magtcementering og ligefrem bidrage til en kollektiv psykose.

”Tag for eksempel den offentlige sektor. Her bliver besparelser i kommunikationsmøllen omformuleret til kvalitetsforbedring, service og udvikling. Enhver medarbejder ved, at det ikke er rigtigt, men du er nødt til at spille med. For spiller du ikke aktivt med på den store, positive fortælling, så ved du, at det enten er ud, eller at din modstand vil føre til marginalisering,” fremhæver kommunikationsforskeren.

Indbygget magt-asymmetri

At se virksomhedskommunikation som intimideringskommunikation kræver ifølge Thomas Borchmann en villighed til at anerkende, at der i virksomhedskommunikation er indbygget en magt-asymmetri mellem ledelse og ansatte. En magt-asymmetri, der leverer underlægningsmusik for hele kommunikationen, hævder han.

”Når virksomheder fremlægger oplevelsesorienterede personaleblade om fantastiske firmaudflugter med bowling og spareribs – eller historier om medarbejdere, der har ydet en helt fantastisk indsats, er det ikke bare uskyldige fortællinger, der vækker glæde og sammenhold. Tværtimod er det en magtdemonstration, hvor de, der bestemmer, viser, hvor skabet skal stå, og hvordan verden skal opfattes,” siger han og slår samtidig ned på såkaldte dobbelt-signaler.

”Dobbelt-signaler findes i alle virksomheder. Når medarbejdere tidligt om morgenen møder ind og ser virksomhedens forkromede værdier om f.eks. gensidig respekt og langvarige relationer hænge på tavlen, men lidt senere konfronteres med nøgletalsmålinger på den enkelte, hvor beskeden som hovedregel er ’Lav noget mere!’, så fremstår værdisnakken som en demonstration af styrke. Hermed demonstrerer ledelsen magten til uimodsagt at tale om verden, som den vil, når den vil,” forklarer Thomas Borchmann.

Effekten af dobbelttale kan variere fra medarbejder til medarbejder. Men magtfremvisningen har under alle omstændigheder en evne til at fragmentere, snarere end at samle medarbejderne, påpeger kommunikationsforskeren.

”De fleste tror sig oftest alene om at gennemskue skønmaleriernes manglende sammenhæng med virkeligheden. Derfor reagerer de med underkastelse. Hermed får vi den absurditet, at mange sidder og bruger ord om virkeligheden, som ikke passer, samtidig med, at hver enkelt godt ved, at der er noget rivende galt.”

Konflikt mellem interne og offentlige signaler

Ålborg-forskerne anvender i bogen en række cases til at underbygge deres pointer. Men de virksomheder, der udsættes for de hårdtslående argumenter, er ikke ene om at anvende magt i kommunikationen. Intimideringer kan findes i stort set enhver virksomhed, hvor der er ledelse og ansatte, understreger Thomas Borchmann.

Post Danmark bliver i bogen anvendt som eksempel på intimideringskommunikation. I 2002-2004 kørte Post Danmark en reklamekampagne, hvor cyklende postbude blev fremstillet som de hurtigste og mest effektive i Europa. Her var et budskab om en succeshistorie skabt af engagerede og glade medarbejdere.

”Problemet var blot, at Post Danmark i selvsamme periode udsendte helt andre signaler i deres interne personaleblade. Her havde ledelsen, som så mange andre virksomheder, et målrettet fokus på effektivisering af arbejdsprocesser og et massivt hovedbudskab, der hed ’Ikke godt nok, kammerat. Lav noget mere’. Den slags er ikke bare uskyldige dobbeltheder, men kan også ses som en magtdemonstration, hvor Post Danmark får vist sine medarbejdere, at selv den kritiske offentlighed kan håndteres,” siger Thomas Borchmann.

Drop falske fremstillinger

Ålborg-forskerne mener, at virksomhedskommunikationen med fordel kan gå mere troværdige og velafprøvede veje.

”Man slipper formentligt aldrig af med magt-asymmetrien mellem ledelse og ansatte. Men man kan håbe, at medarbejdere og virksomheder kan vinde på en mere faktuel og dialogorienteret kommunikation,” siger han og uddyber:

”Virksomheder skal holde sig til sagen, den reelle virkelighed, frem for at forsøge at tryllebinde med falske fremstillinger af virkeligheden. Tilsvarende skal forsøg på at gå i dialog ikke have karakter af pseudoinvitationer, hvor ledelsen indbyder til samtale uden alligevel at ville høre sine medarbejdere.”

Det er nemlig ikke tilstrækkeligt blot at appellere til, at folk skal have modet til at sige deres mening, når medarbejdere overalt på landets arbejdspladser oplever at være banket på plads af kommunikationen, påpeger Thomas Borchmann.

”Hvem tør røre ved tabuet? Hvem tør stille sig op og sige, at man ikke kan genkende succeshistorien i personalebladet, eller at man ikke kan honorere de krav, der stilles, fordi disse faktisk er ude af trit med virkeligheden?” slutter han.