Gør det, du er bedst til...

9.10.2009

af

DJØF kommentar.

Vi nærmer os et kommunevalg, og mange ser på det fundament for de kommende års arbejde, som blev lagt med kommunalreformen. Har det virket, som regeringen og flertallet i Folketinget havde til hensigt, da reformen blev vedtaget?

I DJØF har vi spurgt vore medlemmer om deres oplevelse af kommunalreformen. Og vi har selvfølgelig også spurgt om de tilsvarende forhold knyttet til politi- og domstolsreformerne.

Svarene fra de chefer, der er berørt af reformerne, er helt entydige. For selv om politikerne har stemt om det sidste lovforslag, vælgerne sammensat den første kommunalbestyrelse og ministeren udnævnt alle politidirektører, er der stadig en lang vej til at realisere reformerne i den form, de er blevet præsenteret for vælgerne.

Mindre end hver tredje DJØF-chef i kommunerne mener, at reformen er gennemført på nuværende tidspunkt. Tilsvarende for politi- og domstolsreformerne gælder det mindre end hver syvende berørte chef.

Fire ud af fem chefer mener ikke, at politikerne har udvist den nødvendige forståelse for den tid, det tager at omsætte en reform fra aftaletekst til virkelighed. Og det forklarer måske også fraværet af de nødvendige ressourcer til at føre reformerne ud i livet. Mere end fire ud af fem chefer mener, at politikerne også har undervurderet prisen for reformerne.

Det har været hårdt for de mange ansatte, der samtidigt med alle ændringerne i deres daglige arbejdsforhold også har skullet sørge for at servicere borgerne uden vaklen og venten. Derfor opstår der fejl undervejs. Kun hver ottende chef mener, at beslutningstagerne har vist forståelse for dette faktum.

Endelig kniber det for beslutningstagerne at tage ansvaret for det, de har vedtaget. Blot halvdelen af cheferne mener, at politikerne står vagt om de oprindelige politiske målsætninger, når der opstår kritik. Finansministeren har netop på et meget velbesøgt møde med DJØFs Offentlige chefer givet håndslag på, at han vil løfte sin og regeringens del af ansvaret.

Det kan vi få et eksempel på nu, hvor en AKF-undersøgelse viser, at lokalpolitikerne føler, at embedsmændene kvæler dem i vanskelige arbejdsopgaver, og at de mister indsigten i de enkelte sager.

Hvem i regeringen og i Folketinget siger nu, at meningen var at professionalisere sagsbehandlingen, og at det ikke er den lokale politiker, der skal sidde og fedte med sagsbehandlingen? De lokale politikere skal føre politik, og hvis de hindres i det, så er det rammerne for deres politiske virke, der er forkert, og så må de gå til deres partifæller i Folketinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet