Forskernes spindoktor

Fordi Maja er dén, hun er – hun brænder igennem, hun engagerer folk. Og fordi hun er i en business, som har fremtiden for sig, og som Lene Koch kalder Public Understanding of Science: Hvordan forklarer man folk om videnskabens udvikling og inddrager dem i en demokratisk diskussion om den?

DJØF Bladet møder Maja Horst hjemme i ejerlejligheden, hvis udsigt over Øresund og ud over broen til Sverige et kort øjeblik tager vejret fra én.

Sådan en udsigt er god til at holde serotoninniveauet oppe om vinteren og god at løfte blikket til, når man sidder og arbejder igennem en hel weekend. For det gør man tit, når man er forsker, og ens ægtemand og soulmate også er det. Men det vender vi tilbage til.

Maja Horsts egen programerklæring – som hun bruger sit gode talegen effektivt på, kun brudt af sjældne kig ud over øresund – er, at kommunikationen mellem forskningen og samfund og befolkning skal blive meget bedre.

”Ellers får vi store problemer med sociale konflikter, hvor store grupper af befolkningen står uden for videnssamfundet – samtidig med at forskningen får svært ved at få den nødvendige prioritering i videnssamfundet.”

Coming home

Hun skrev speciale om debatten om fosterdiagnostik – dét at finde genfejl i fostre for at kunne abortere dem. Og fortsatte med debatten om stamcelleforskning – genforskning på levende befrugtede æg.

Derfor tror folk tit, hun er en slags naturvidenskabskvinde, som formidler om kontroversiel bioteknologi til os andre – ligesom astrofysikeren Anja C. Andersen gør det om det seneste nye inden for Big Bang. Men det er ikke det, hun gør. Hendes målgruppe er forskere. Hun bruger biotechen til at studere, hvordan forskere formidler til os andre. Og hvordan borgerne tolker denne formidling og former en holdning.

Altså klassisk samfundsvidenskab – men hos Maja Horst i sin mest tværfaglige version: Politologi tilsat sociologi, antropologi, naturvidenskab og kommunikation.

”Jeg er så tværfaglig, at jeg mangler en disciplin. Jeg har måttet stykke min egen sammen. Man kan ikke putte mig ned i en kasse,” siger Maja Horst.

Hun kommer til at grine.

”Det er meget sjovt, for alle mine gamle veninder siger: ’Maja, du skal altid have tingene i kasser’.”

Mens hun var gravid med søn nummer et og sad og skrev speciale, læste hun bogen ’Misunderstanding Science?’, som siden er blevet en klassiker på feltet. Den er redigeret af briten Alan Irwin. Ham vender vi tilbage til.

”Det var ligesom at komme hjem. Det var dét, jeg ville. Jeg ville skrive om, hvorfor folk er uenige om fx bioteknologi. At det handler om andet og mere end bare teknologien.”

”Dem, som ved, skal hælde viden ned i hovedet på dem, som ikke ved. Det er den traditionelle forestilling. Men det hjælper ikke at hælde viden om genmanipulerede fødevarer ud over folk, som imens fx står og tænker på, hvorfor det kun er de multinationale selskaber, der skal tjene på det.”

Fysiker og SDU-professor Steen Rasmussen arbejder med levende teknologi. Han og hans hold er ved at lave en protocelle – en kunstig celle, som kan formere sig og videregive information. Maja Horst mødte ham, da han kom hjem efter 20 år i USA, og han er nu en af hendes nye legekammerater.

”Du kender termen corporate social responsibility? Maja har fundet på dén her: Videnskabelig social ansvarlighed. Den er rigtig god,” siger Steen Rasmussen.

Hun kom også hjem, da hun landede på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS for at skrive sin ph.d. Her var det nærmest en dyd ikke at passe ind i en kasse, men skabe sin egen disciplin. Det var ligesom at blive genkendt.

”Det var en tilfældighed, jeg kom herind. Men det var ikke en tilfældighed, jeg blev.”

Forskernes spindoktor

Man skal tage sin egen medicin, mener Maja Horst. En dag slog det hende, at hun altid stod foran nogle powerpoints og talte til nogle, som hørte efter.

”Jeg snakkede om dialog og brugte selv envejskommunikation.”

Så fik hun en ide, som – for nu at begynde med slutningen – endte oppe på podiet på Forskningens Døgn dette forår. Her overrakte forskningsminister Helge Sander (V) hende 100.000 kroner og prisen som Årets forskningskommunikatør.

Hun fik den for at have prøvet sin formidling af stamcelledebatten af på et levende publikum i to interaktive ruminstallationer.

Hun tegnede og byggede dem selv sammen med designeren og rumkunstneren Birte Dalsgård – for en brøkdel af, hvad sådan noget egentlig skal koste og med en masse gratis arbejdstimer lagt i det. Den ene stillede de op i CBS’s kælder. Den anden i indkøbscenteret Field’s.

Nogle af hendes kolleger forstår stadig ikke helt, at der skulle være frontforskning også i teenagepiger på shopping, som bruger kameraet inde i installationen til at optræde for hinanden på skærmen udenpå. Men det er hun kold overfor.

”Jeg tager min egen medicin, når jeg på egen krop oplever i et shoppingcenter, hvordan folk ikke følger de spilleregler, vi forskere stiller op.”

Det lærer man af, og det er pointen med forskningskommunikation.

”Er et tre minutters indslag med en CBS-forsker i TV 2 god forskningskommunikation?” spørger hun retorisk. Nej, det er det ikke. Det er branding af CBS, og det kan skaffe penge, og det er godt. Men rigtig forskningskommunikation handler ikke først og fremmest om branding, men om at skabe forståelse hos alle parter.

”Og her er dialog en rigtig god ting. Jo flere slags folk man taler med, jo mere kan man lære. Derfor skal forskningskommunikationen ikke komme efter forskningen, men samtidig med den,” siger Maja Horst.

I Politiken er hun blevet kaldt en slags forskernes spindoktor.

Selv siger hun:

”Forskerne skal blive meget bedre til at fange den brede befolknings opmærksomhed, så folk kan se vigtigheden af deres arbejde. Ellers risikerer vi, at forskningen i stigende grad bliver afhængig af private penge og særinteresser.”

Steen Rasmussen med protocellen og Maja Horst arbejder sammen på at udbrede et nationalt initiativ for ’Videnskab, Samfund og Policy’.

”Samfundsvidenskabsfolk og økonomer sidder i samfundsudviklingens maskinrum. Det gør naturvidenskabsfolk ikke. De er sendt over i nørdehjørnet,” siger han.

”Det skal vi ud af. Og vi skal blande os – med vores visioner og vores frygt. Ellers går det grumme galt. Derfor er sådan én som Maja Horst god.”

Ud at råbe det højt på gangen

”Jeg tror meget, jeg opfatter mig som den, der står på de andres side,” siger hun.

”Når jeg taler til politikere, tager jeg typisk forskernes parti. Når jeg taler med forskere, så står jeg tit på befolkningens eller måske politikernes side.”

Det med at se tingene fra to sider – ”forstå forskellige rationaliteter,” som hun siger – er noget, hun har med fra sin lægefar, tror hun.

I folkeskolen i Jyderup på Vestsjælland følte hun sig som en fremmed fugl. Gymnasiet i Kalundborg og de nye venner her var lykken.

Statskundskab på Københavns Universitet, som hun startede på som 19-årig, gik hun død i. Det føltes så bobleagtigt. Hun havde en diffus fornemmelse af, at det ikke ville ruste hende specielt godt til det, hun ville bruge sit liv på.

Hun sprang fra, skiftede til RUC og begyndte helt forfra med forvaltning og kommunikation.

For nylig var hun nede at holde oplæg for Roskilde Universitets bestyrelse om dét at læse på RUC.

”RUC er benhårdt. Gruppeprocesserne fylder så meget! Derfor producerer RUC også nogle af de bedste kandidater og nogle af de dårligste i landet,” siger Maja Horst.

Noget, hun også har med fra barndomshjemmet, er, at man skal gøre sine ting ordentligt.

”Selvfølgelig skal hun da være professor, hun er en stjerne, og hun lider ikke af misforstået beskedenhed,” lyder det fra moren Lene Koch. Ikke mere.

”Sådan nogle som mig skal da have professorambitioner,” siger Maja Horst.

”Ellers er der ingen fornuft til. Jeg har en ambition om at gøre en forskel i samfundet, men jeg har en mindst lige så stor ambition om at gøre en forskel inden for et internationalt forskningsmiljø.”

Men hun har skullet vænne sig til at høre sig selv sige det højt.

”Hun har haft megen succes de sidste par år, og hun har fået lært at gå ud på gangen og råbe det højt. Det inspirerer os andre,” siger den tidligere, mangeårige CBS-kollega Line Gry Knudsen, der nu er konsulent i tænketanken DEA.

Laver kun to ting her i livet

”Jeg laver kun to ting her i livet,” siger Maja Horst. Arbejder og er mor til de to sønner på ni og tolv.

Hendes mand siger, det ikke passer.

”Men sådan føler jeg det tit – det er i hvert fald de to eneste ting, jeg virkelig prioriterer, så længe børnene vokser op. Og det har jeg det fint med. Jeg føler mig superheldig. Jeg er ikke noget offer. Jeg synes ikke, jeg har haft det hårdt i min karriere,” siger Maja Horst.

”Hun er en fantastisk mor,” siger Lene Koch.

Men tid er kostbar, og måske er det derfor, vi ikke har hørt så meget til hende i medierne endnu. Hun har ikke dyrket det.

Da hun skrev ph.d., havde hun to helt små børn og en mand, som var væk i et halvt år ad gangen, fordi han var overstyrmand på Skoleskibet Danmark. Da hun skulle etablere sig som forsker, var hun nyskilt med to mindre børn.

”Min tid har været dyrebar, og jeg har følt, at dét, som det gjaldt om for mig, var at få publiceret i den videnskabelige verden.”

Så det har hun brugt sin tid på. Og på at søge penge – og få dem.

Selvom hun har ti års forskerkarriere bag sig, søgte hun først sin første faste stilling for to år siden. Ellers har hun forsket for egne medbragte midler.

”Dét der skift fra ph.d. til adjunktur. Det bruger man rigtig meget tid til at spekulere over. Jeg var hurtigt klar over, at jeg skulle søge nogle penge selv. Jeg kunne ikke holde til at være afhængig af, at nogen ville lave et job til mig,” siger hun.

Forskningsledelse er et nyt område, Maja Horst har kastet sig ind i.

”Forskningslederne er bindeleddet mellem forskning og samfund.”

Og da man jo skal tage sin egen medicin, har hun påtaget sig en lederopgave. Hun er blevet leder af CBS’s største forskerskole med 80 ph.d.-studerende.

”Jeg er enormt glad for den tjans!”

”Hun er enormt lyttede over for os. Hendes dør er altid åben. Man kan gå til hende både i begejstring og i nød,” siger Line Gry Knudsen, som snart forsvarer sin ph.d.-afhandling.

Eftersom dét job gør, at rigtig mange gerne vil tale med hende hele tiden, har hun indført faste hjemmearbejdsdage for at få ro til at skrive igennem.

”Men jeg har fastsat, at jeg bare skal lægge 500 ord til min tekst på sådan en dag. Det er ikke noget højt mål, så jeg kan tit lægge meget mere til, og så er det jo rent overskud,” fortæller Maja Horst.

Dekanens kone

Da Maja Horst indleverede sin ph.d., bad hun om at få den britiske nestor i Science and Technology Studies, Alan Irwin, med i bedømmelsesudvalget. Bagefter mødte hun ham på en konference, og det var det. Han blev manden i hendes liv nummer to.

Hun meddelte ham fra start af, at hun ikke var flytbar, for børnenes forhold til deres far kommer i hendes verden før det meste.

Det endte med, at hendes nye mand, som har voksne børn, valgte Danmark – og et nyoprettet job som forskningsdekan på CBS, selvom han havde en endog rigtig god karriere foran sig på University of Liverpool.

Så nu er hun dekanens kone.

”Det betyder ikke noget. Bortset fra at hvis han ikke var det, ville jeg være mere åbenmundet om institutpolitik. Det er jeg ikke. Folk ville tro, det kom fra ham.”

De fleste af de weekender, hvor drengene er hos deres far, går med, at Alan og Maja Horst sidder ved deres skriveborde og arbejder − kun afbrudt af et par løbeture. Sådan en weekend har været en fantastisk dejlig weekend.

”Men vi har dog haft en snak om, at vi altså også skal lave noget andet sammen end at arbejde, når børnene ikke er her. Så vi har blandt andet indført en fast skik med at tage på Roskilde Festival sammen. I år var vi der sammen med to af Alans børn.”

Hvad siger hun som borger og privatmenneske til stamcelleforskning?