23.10.2009
af
Lars Qvistgaard
DJØF kommentar.
Kun 162 offentligt ansatte har benyttet sig af muligheden for at indgå en plustidsaftale siden april 2008. Det er i pressen blevet udlagt som tegn på fiasko. Men er det nu det? I DJØF mener vi, at det afhænger af perspektivet.
Den gennemsnitlige arbejdstid for offentligt ansatte djøfere er præcis 42 timer, hvilket umiddelbart kunne få én til at tro, at man lige så godt kunne benytte sig af muligheden for at få løn for de 42 timer. Men så enkelt er det ikke. For det første dækker den gennemsnitlige arbejdstid over betydelig spredning fra delsektor til delsektor og fra medarbejder til medarbejder. For det andet er der stor variation i muligheden for at afspadsere vs. få udbetalt sit merarbejde. For det tredje eksisterer rådighedsforpligtelsen stadig – og med varierende timetal afhængig af ansættelsesområde. Og for det fjerde er ordningen for ufleksibel.
Pointen er, at plustid langt fra vil være en fordel for alle, selvom de arbejder 42 timer eller mere, og selvom det er vigtigt at tage det individuelle perspektiv, så er det ikke tilstrækkeligt. Påvirkningen af den samlede arbejdskultur – herunder hensyntagen til balance mellem arbejde og privatliv – er også på spil. DJØFs seneste balance- og stressundersøgelse viser, at balanceudfordringen nu er djøfernes stressfaktor nr. 1. Dertil kommer, ganske tankevækkende, at næsten halvdelen af djøferne (46 %) føler sig pressede af kolleger til at arbejde mere, end de ønsker.
Plustidsordningen udspringer af ønsket om fleksibilitet. Men fleksibilitet er ikke kun at få hævet arbejdstiden. Det er også at fordele arbejdstiden over karriereforløbet og at fordele arbejdstidsønskerne på den enkelte arbejdsplads.
Lad os så tage de to områder, hvor det tilsyneladende er mest oplagt at indføre plustid – nemlig i departementerne og i undervisnings- og forskningssektoren (UFO), hvor man har de markant højeste gennemsnitlige arbejdstider. I departementerne har man de fleste steder i forvejen mulighed for at få udbetalt merarbejdet. Og en del medarbejdere arbejder så meget mere end 42 timer om ugen og langt udover rådighedsforpligtelsen, så det under alle omstændigheder er ufavorabelt at indgå en plustidsaftale.
I UFO-sektoren har man ikke samme mulighed for honorering af merarbejdet og i praksis heller ikke for at afspadsere. Her vil det i nogle tilfælde være en klar medarbejderfordel at indgå plustidsaftaler. Men lige præcis på dette område, har man ikke fra ledelsesside villet indgå sådanne aftaler. Så ja, her kan fraværet af plustidsaftaler måske ses som en fiasko. Ellers kan de få aftaler ses som et tegn på, at plustid ikke er et godt svar for alle djøfere.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER