En uimponeret liberalist

22-10-2009
10 min.

31-årige Jacob Mchangama er samfundsdebattør, chefjurist i CEPOS, opkaldt efter en frihedskæmper og har en far, der har siddet i fængsel for sin politiske overbevisning.

Han ser rolig ud, også når kameraet zoomer helt ind. Blikket i de brune øjne er fast, ansigtet afslappet, den lyseblå skjorte, det bordeaux slips, jakkesættet og det sorte kortklippede hår ulasteligt. Han gestikulerer stort set ikke – bevæger højst hovedet lidt eller læner sig frem for at understrege sin pointe. Denne gang om de samfundsmæssige fordele ved at gøre hash lovlig.

TV-journalisten retter blikket mod modstanderen i debatten, Henriette Kjær. Hun bringer sin 13-årige søn på banen. Sønnen viser interesse for kunstige stimulanser og den interesse bør politikerne ikke opildne ved at legalisere hash, mener hun. Jacob Mchangama svarer den politiske ordfører med økonomiske argumenter, kriminalpræventive argumenter, menneskeretlige argumenter for, at en liberalisering vil gavne samfundet. Han taler roligt, uden at hæve stemmen. Havde han siddet ned, havde han lænet sig tilbage i stolen.

Tænketankens værdipolitiske stemme

Jacob Jomo Danstrøm Mchangama er født i 1978. Han mørke hud, hår og det eksotiske efternavn har rødder i et fædrene ophav fra øgruppen Comorerne ud fra Afrikas kyst, mens det danske Danstrøm stammer fra moderen, der er fra København. Han har siden 2008 været chefjurist i den borgerlige-liberale tænketank CEPOS og har i den periode formået at få tænketankens stemme frem i forbindelse med mange andre sager end de politisk-økonomiske spørgsmål, de ellers har været kendt for. Forsvaret for fri hash, kritik af regeringens terrorpakker, af Dansk Folkepartis forslag om særforbud mod moskeer, er blot nogle af dem.

Man sætter ikke demokratiske modstandere i fængsel

Når Jacob Mchangama går på banen som debattør enten i tv, i dagblade eller liberale tidsskrifter som fx 180 grader handler det oftest om at forsvare de civile og politiske rettigheder, som fx retten til ytringsfrihed eller demokrati. Menneskerettigheder er hans speciale, men han skiller han sig ud fra det menneskeretlige miljø ved at stemme til højre for midten og advokere for at de kulturelle, sociale og økonomiske rettigheder ikke bør betragtes på linje med de civile og politiske.

”De underminerer de civile og politiske rettigheder, såsom ytrings og forsamlingsfrihed der i højere grad er politisk neutrale. Man kan være uenig om skattetryk og omfordeling, men som demokrat må man være enig om, at man ikke sætter politiske modstandere i fængsel,” argumenterer han.

Den holdning provokerer folk i menneskerettighedsmiljøet, fortæller Birgitte Kofoed Olsen, tidligere vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder.

”Konsekvensen af hans holdning er, at man fx ikke har ret til at staten stiller sundhedsydelser eller uddannelsesydelser til rådighed. Det er en ultraliberal holdning, der er løsrevet fra virkeligheden. Jacob accepterer ikke, at staterne faktisk anerkender at menneskerettighederne er udelelige,” siger hun og understreger at Jacob Mchangama dog er enig med hende og mange andre, når det fx gælder betydningen af de civile og politiske rettigheder. 

Ublu venstreorienteret propaganda

Interessen for menneskerettigheder har fulgt Jacob Mchangama siden han begyndte på jurastudiet i København. Den liberale tilgang til dem daterer han til år 2003, hvor han blev indskrevet på en master i menneskerettigheder og demokrati i Venedig.

”Jeg blev rystet over, at menneskerettighederne på et anerkendt universitet blev brugt som ublu skjul for at argumentere for venstreorienterede holdninger. Vi havde fag, der hed kapitalisme og dens alternativer, vi brugte en uge på de borgerlige og politiske rettigheder og to uger på menneskerettigheder og globalisering, der mest handlede om, hvor frygteligt det er med frihandel. Jeg kunne ikke få det til at stemme: Globalisering og kapitalisme har medført flere forbedringer end dårlige ting for verdens fattige. Det provokerede mig, at de hjernevaskede et helt hold med venstreorienterede dogmer forklædt som menneskerettigheder. Jeg har ikke set et eksempel i verdenshistorien på et land, der har gjort sine borgere velstående ved at fokusere på sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Bare tag østblokken. De lande, der klarer sig bedst også når det kommer til levetid osv. er lande, der har fokuseret på fri økonomi,” konstaterer Jacob Mchangama, der i Venedig begyndte at læse værker af liberalistiske tænkere som Friedrich Hayek og forfatterne til the Federalist Papers.

Omgivet af liberalister

Og det er blandt andre tænkere som disse, der i dag pryder CEPOS’ kontor i København – Milton Friedmann, Friedrich Hayek og Ronald Reagans ansigter møder en i A3-størrelse i forskellige farver på gangen.

Chefjuristen viser ind i mødelokalet hvor fotografierne på væggen har mere national og realpolitisk karakter – her er billeder af en hilsende Poul Schlüter og Lene Espersen.

Jacob Mchangama, der også i dag er i ulastelig jakke, slips og lyseblå skjorte, trækker de lodrette hvide persiennelignende forhæng for og fortæller, at han bliver nødt til at holde mobilen tændt. Ikke fordi der er offentlige debatter i gang, han skal forholde sig til, men fordi hans kæreste har termin og kan gå i fødsel når som helst. De ved, det bliver en dreng, ”men vi ligger endnu i krig om, hvad han skal hedde,” smiler Jacob Mchangama og tilføjer:

”Efternavnet har vi trukket lod om. Det var hendes idé, men jeg vandt!”

Stemmen har samme tilbagelænede klang, som når han i en tv-debat rationelt folder et emne ud for siden nøgternt at dissekere argumenter og belæg, med tal og internationale eksempler. Selv når han fortæller om sin familiære baggrund, der ellers godt kunne bære en mere dramatisk diktion.

Opvokset i kollektiv

Faderen, der i dag er borgmester på Comorerne, var nemlig frihedskæmper som ung. Han sad i flere år i fængsel for sine synspunkter og måtte flygte til Europa. I 1976 kom han over Sverige og Holland til Danmark, hvor han mødte Jacob Mchangamas mor.

Deres søn fik mellemnavnet Jomo efter den kenyanske frihedshelt Jomo Kenyatta, men for Jacob Mchangama genlyder barndomsminderne ikke ligefrem af afrikanske kampråb.

”Det har ikke været sjovt for min far at sidde i et afrikansk fængsel. Men jeg har ikke i detaljer talt med ham om det. Det fyldte ikke hans verden da han var i Danmark. Her brugte han tid på arbejdet og sine virksomheder.”

Begge forældre var venstreorienterede og politisk aktive i VS. De boede på Østerbro og Jacob voksede ligesom så mange andre danske børn fra 70’erne op i et kollektiv. Da han var seks år blev forældrene skilt, og han flyttede med sin mor ud af kollektivet til et hus i nærheden. Jacob blev skrevet ind i den katolske St. Josephs skole.

”Ikke fordi vi var specielt religiøse. Min far er sekulær muslim og min mor har først lige for nyligt meldt sig ind i folkekirken igen. Religion har aldrig fyldt noget. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret men jeg har da læst i både biblen og koranen.”

Halvanarkist

Midt i det ventreorienterede barndomshjem og de religiøse skoleomgivelser spirede et lille liberalistisk gen. Eller måske snarere et ”halvanarkistisk gen”, smiler Jacob Mchangama. En dag, hvor klassen sad med et skriftsted til kristendomsundervisning rakte han hånden op og sagde, at han ikke troede på Gud.

”Læreren forbigik det i tavshed.”

Lidt samme rolle indtog han omkring tyve år senere, da han på universitetet i Venedig rakte hånden op og argumenterede for, at de økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder ikke hørte til i det menneskeretlige kompleks.

”Der kan nogle gange være en religiøs undertone i menneskerettighedsbevægelsen. Det er fint at være venstreorienteret, men man må argumentere sagligt for det. Menneskeretsmiljøet siger at rettighederne er udelelige og alle skal prioriteres lige højt. Det mener jeg ikke.  Dels er rettighederne jo netop opdelt dels er der ikke historisk belæg for at det virker. Fx kan vi se på retten til mad, som er en menneskeret, i hvert fald som aktivistiske FN-komiteer fortolker den. Det er få lande i den vestlige verden, der har en forfatning, der særskilt sikrer retten til mad. Men betyder det, at vi går sultne i seng? Nej. I Danmark er det sågar private aktører, der sørger for at vi får mad. Vi går i supermarkedet. Men hvis vi ikke havde ytrings- eller forsamlingsfrihed ville staten tiltuske sig magt, der ikke tilkom den,” siger Jacob Mchangama.

Vil punktere myter

Før Jacob Mchangama blev ansat i CEPOS arbejdede han med virksomhedsoverdragelser i advokatfirmaet Plesner. Han var meget glad for jobbet men kunne ikke sige nej til en stilling, hvor han fik mulighed for at arbejde med det, der interesserer ham allermest. I dag tilrettelægger han selv sin arbejdstid, han skriver notater, debatindlæg og arrangerer konferencer om retssikkerhed. På et tidspunkt vil han gerne skrive en bog, der punkterer myterne i menneskerettighedsbevægelsen.



”Bogen skal gøre op med dogmer, der ikke har bund i virkeligheden, få menneskerettigheder ned på jorden som det nødvendige fundament for frihed, men som et fundament, der ikke trækker samfundet i en bestemt politisk retning,” siger Jacob Mchangama, der forundres over folk, der 1. maj i Fælledparken trækker de røde faner frem fra skabet.

”Det er uforståeligt, når Sovjet har stået bag død og undertrykkelse af millioner.”

Samtidig er han den i tænketanken, der indimellem er enig med folk på den anden side af midten.

”Mens de herinde, der sidder med økonomi, er i permanent karambolage med venstrefløjen, er der områder, hvor jeg har fælles fodslag med centrum-venstre. I hvert fald, når de er i opposition. Vi har kritiseret regeringen på en række områder. Fx omkring terrorlovgivningen, hvor centrum-venstre er enige i kritikken. Som jeg ser det er det bare i overensstemmelse med det liberale syn, der bygger på individuel frihed og retssikkerhed.”

Er der nogle tidspunkter, hvor det er svært at være liberal?

”I Danmark er vi jo en truet minoritet. Men nej det er ikke svært. Hvis folk er uenige er de uenige. Jeg er ikke sart. De fleste af mine venner deler ikke mine politiske holdninger, så jeg er vant til at blive udfordret. Det er med til at skærpe mine argumenter.”

”På internettet er der dog folk, som skriver meget personlige ting. På et tidspunkt var der en som skrev, at når jeg var imod burka-forbuddet og kritiserede Gert Wilders var det på grund af min muslimske baggrund, fordi Comorerne er muslimsk. Men jeg er også blevet kaldt Mossad-agent (agent i den israelske efterretningstjeneste, red.). Jeg er blevet svinet til hele vejen rundt. Og det er vel egentlig betryggende. Så har jeg nok fat i noget rigtigt,” siger han.

Jacob Mchangama skotter til mobiltelefonen. Den er stadig stille. Endnu varer det lidt før en lille ny Mchangama stikker hovedet ud i en verden, hvor diskussioner om forbud, frihed og rettigheder hører til dagens orden.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.