Christiansborg: Hvem vinder på krisen?

September sluttede med nyheden om, at Danmarks BNP er faldet 7,2 %. Hvorfor fylder krisen ikke det hele – hver avis, hver dag? Den åbenlyse forklaring er, at den er kompliceret og langvarig, hvor medier og politikere egner sig bedst til det enkle og aktuelle. Men sandheden er også, at danskerne opfatter situationen anderledes end, hvad statistikkerne giver dem grund til. Måske oplever de sig selv som så privilegerede, at der er en del at give af. Måske oplever de den nationaløkonomiske konjunktur som separat fra deres egen situation. Måske opfatter de økonomien som et selvkørende system, hvor eksperter og politikere er lige så hægtet af som borgerne selv – både når det går godt, og når det går skidt.

Krisen giver ikke regeringen andet valg end at forsøge en defensiv strategi: Ved det næste valg skal den (kun) søge vælgernes anerkendelse af at have gjort det ’bedst muligt’. Men den giver også VK en vis konkurrencefordel - i den udstrækning vælgerne stadig, som konventionel visdom tilsiger, helst betror økonomien til de borgerlige (og altså ikke holder regeringen ansvarlig for krisens opståen). På baggrund af konjunkturen kan regeringen desuden dæmpe velfærdsforventningerne og – måske – introducere udvalgte dele af det reformprojekt, der reelt er blevet udskudt i 10 år. Måske kan en borgerlig statsminister ligefrem ende med at profitere af kapitalismens sammenbrud?

For oppositionen er situationen en anden: Udfordrerens rolle er nødvendigvis offensiv. Fordi det er umuligt for S-SF-R at handle hårdere og hurtigere end regeringen på værdipolitikken, må man prøve at vinde terræn på økonomien. Helst ville S finde en måde at dreje diskussionen fra ’krise’ til ’velfærd’, men det er alt andet lige svært, fordi konjunkturerne kræver, at der skal prioriteres hårdt. Jo værre, oppositionen siger, krisen er, jo sværere får den ved at udstede nye løfter.

Oppositionens egentlige håb er, at regeringen er under almindelig, men accelererende nedslidning. VK må til gengæld håbe, at S kun sejrer, hvis de afgørende vælgere aktivt dumper regeringen på grund af dens krisehåndtering – og det er ikke sket endnu.

Hvor er vi om et år?

Hvad vi ved: Økonomien vil være bedre, men føles værre - bunden vil være bag os, men fremgangen svag og arbejdsløsheden tordnende. Regeringen vil være blevet tvunget til nye tiltag. Oppositionen vil have fundet dem for få og små.

Hvad vi ikke ved er, om de to sider i folketingssalen vil have vendt sig mod et eller flere reform-områder. Hvis regeringen (som K har indikeret) går i den retning, kan oppositionen vælge at stå udenfor – så den i valgkampen står fri til at kassere hele regeringens program. Men den kan også vælge at gå med; på den måde vil de første kontroversielle tilpasninger være blevet et fælles projekt, som en S-regering dermed slipper for at skulle tage initiativet til (og eneansvaret for).

Scenariet bliver så, at politikerne i fællesskab enes om de første nødvendige reformer, der gennemføres med et så bredt flertal, at de faktisk fjernes fra det (parti)politiske spillerum. At partierne danner samlet front mod vælgernes skepsis. Men det er præcis den mulighed, som politikerne har fravalgt siden 2001. For hvis bare et enkelt parti står udenfor, kan det profitere uforholdsmæssigt meget – ved at udstille de andre partier som velfærdens fjender. Dansk Folkeparti er den oplagte kandidat til at stå udenfor det store omkostningsfulde kompromis og samle alle de skuffede vælgere op. Tør VK risikere det? Tør S?