Udliciteringsbølgen skal have en afløser

15-01-2009
3 min.

Op af stolen - Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hvor svært kan det være at få tømt sin skraldespand? Meget svært, skulle jeg hilse og sige fra Møn. Det kræver mindst lige så mange opkald og omstillinger, som en tur gennem sagsbehandlingen i Københavns Kommune. Alene det at identificere, hvilket firma der har opgaven, krævede mig tre telefonsamtaler. Spild af min tid og spild af Vordingborg Kommunes tid og penge. Dette er desværre bare et eksempel på et irriterende udbredt fænomen. Nemlig udlicitering. Set fra et borgerperspektiv sker det ikke så sjældent, at mødet med den udliciterede forvaltningsform og offentlige service er mindst lige så forvirrende og bureaukratisk, som under den rent offentlige form. Jeg har meget svært ved at forstå, at nogen forbinder denne form for frit valg med frihed. I hvert fald får jeg så absolut ingen frihedsfornemmelse ud af at skulle tage stilling til, hvem der tømmer min skraldespand eller for den sags skyld, hvem der leverer min elektricitet. Det er kun irriterende og ineffektivt, at hver enkelt familie skal belemres med endnu en lille tidsrøver.

I sin tid en murbrækker for nytænkning, javel. Men ikke en løsning på udfordringerne i velfærdssamfundet. Der er behov for menneskeligt drive og virkelyst som dynamo i den offentlige sektor, ikke for hverken jagten på guld eller for bureaukrati og støv i krogene. Det er tid til at revidere synet på de offentlige opgaver.

I 1980erne gik New Zealand foran med udlicitering. Faktisk lignede New Zealands velfærdsmodel på mange måder den skandinaviske frem hertil. Herefter gik det dog stærkt den forkerte vej. Under den nyvalgte Labourregering og den efterfølgende konservative regering gennemførtes reformer af sundhedsvæsen, skolevæsen, infrastrukturen, naturarealerne og boligmassen. Reformer, som efterlod verdens nyliberalister grønne i hovederne af misundelse. Men newzealænderne måtte lære på den hårde måde, at dette ikke var vejen til et bedre samfund. Det gik nemlig stik modsat hensigten. Der blev ikke skabt vækst og arbejde. Væksten i produktiviteten var i denne periode kun halvdelen af gennemsnittet i OECD. Næsten halvdelen af sygehusene lukkede, skolevæsnet blev eroderet og huslejen steg med hele 60% i den almene boligsektor, fordi boligerne skulle til at give overskud. Både befolkning og samfundsøkonomi tabte ved forandringerne. Men da Labour klog af skade igen kom til magten i 1999, måtte partiet dog sande, at det kostede lige så benhårde kampe, at udbedre et udhulet velfærdssamfund, som det oprindeligt krævede at skabe det. Det kommer ikke helt så let, som det går.



Et opgør med den stivnede offentlige sektor i New Zealand, og senere i Danmark, var helt nødvendigt. Udlicitering skabte bare ikke den ønskede virkelyst og dynamik og var derfor ikke den rigtige løsning på problemerne. Men posen blev i det mindste rystet og var uden tvivl medvirkende til, at der opstod nye brudflader og forandring.

Der er fortsat behov for skabertrang og engagement som drivkraft i velfærdssamfundet, men det fremelskes altså ikke ved at lade alt være på kontrakt med virksomheder, hvis naturlige sigte og drivkraft jo er noget ganske andet, nemlig at tjene penge. Vi må kigge os om efter nye måder at udføre opgaverne på i den offentlige sektor. Andelstanken, selvstyre, selvforvaltning på nonprofitvilkår, som vi kender det fra institutionerne og boligområdet, mener jeg, er former, der passer væsentlig bedre til vores selvstændighedskultur. Og jeg er overbevist om, at øget indflydelse på eget arbejdsliv og borgernes direkte medindflydelse på løsningen af servicen vil medvirke til en glæde ved og respekt for den offentlige sektors virke til gavn for samfundsøkonomien, borgere og medarbejderne selv - og ikke mindst vil sandsynligheden for problemfri tømning af min skraldespand på Møn stige.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.