Udliciteringsbølgen skal have en afløser

I sin tid en murbrækker for nytænkning, javel. Men ikke en løsning på udfordringerne i velfærdssamfundet. Der er behov for menneskeligt drive og virkelyst som dynamo i den offentlige sektor, ikke for hverken jagten på guld eller for bureaukrati og støv i krogene. Det er tid til at revidere synet på de offentlige opgaver.

I 1980erne gik New Zealand foran med udlicitering. Faktisk lignede New Zealands velfærdsmodel på mange måder den skandinaviske frem hertil. Herefter gik det dog stærkt den forkerte vej. Under den nyvalgte Labourregering og den efterfølgende konservative regering gennemførtes reformer af sundhedsvæsen, skolevæsen, infrastrukturen, naturarealerne og boligmassen. Reformer, som efterlod verdens nyliberalister grønne i hovederne af misundelse. Men newzealænderne måtte lære på den hårde måde, at dette ikke var vejen til et bedre samfund. Det gik nemlig stik modsat hensigten. Der blev ikke skabt vækst og arbejde. Væksten i produktiviteten var i denne periode kun halvdelen af gennemsnittet i OECD. Næsten halvdelen af sygehusene lukkede, skolevæsnet blev eroderet og huslejen steg med hele 60% i den almene boligsektor, fordi boligerne skulle til at give overskud. Både befolkning og samfundsøkonomi tabte ved forandringerne. Men da Labour klog af skade igen kom til magten i 1999, måtte partiet dog sande, at det kostede lige så benhårde kampe, at udbedre et udhulet velfærdssamfund, som det oprindeligt krævede at skabe det. Det kommer ikke helt så let, som det går.

Et opgør med den stivnede offentlige sektor i New Zealand, og senere i Danmark, var helt nødvendigt. Udlicitering skabte bare ikke den ønskede virkelyst og dynamik og var derfor ikke den rigtige løsning på problemerne. Men posen blev i det mindste rystet og var uden tvivl medvirkende til, at der opstod nye brudflader og forandring.