I 1980erne gik New Zealand foran med udlicitering. Faktisk lignede New Zealands velfærdsmodel på mange måder den skandinaviske frem hertil. Herefter gik det dog stærkt den forkerte vej. Under den nyvalgte Labourregering og den efterfølgende konservative regering gennemførtes reformer af sundhedsvæsen, skolevæsen, infrastrukturen, naturarealerne og boligmassen. Reformer, som efterlod verdens nyliberalister grønne i hovederne af misundelse. Men newzealænderne måtte lære på den hårde måde, at dette ikke var vejen til et bedre samfund. Det gik nemlig stik modsat hensigten. Der blev ikke skabt vækst og arbejde. Væksten i produktiviteten var i denne periode kun halvdelen af gennemsnittet i OECD. Næsten halvdelen af sygehusene lukkede, skolevæsnet blev eroderet og huslejen steg med hele 60% i den almene boligsektor, fordi boligerne skulle til at give overskud. Både befolkning og samfundsøkonomi tabte ved forandringerne. Men da Labour klog af skade igen kom til magten i 1999, måtte partiet dog sande, at det kostede lige så benhårde kampe, at udbedre et udhulet velfærdssamfund, som det oprindeligt krævede at skabe det. Det kommer ikke helt så let, som det går.