Afbrydelser gør dig dum og langsom

16.1.2009

af

Alt over 7 sekunders afbrydelse gør dig dummere og langsommere.

Husk det nu: Hjerneforskningen viser, at din intelligensformåen i løbet af en dag med mange afbrydelser reduceres med op til 20 procent.

Og når du sidder bøjet over en opgave, skal der kun afbrydelser af få sekunders varighed til at ødelægge dit flow.

"Alt over cirka syv sekunders afbrydelse gør, at du vender tilbage til din opgave på et lavere niveau end det, du kom fra, og at det tager op til 15-20 minutter at komme op på niveau igen," siger cand.jur. Kim Steen Nielsen fra Corporate Care, som rådgiver virksomheder om stressforebyggelse.

"Det går samstemmende igennem forskningen, at hjernens kognitive del kun kan tåle at blive afbrudt ganske kort tid, uden det går ud over skarpheden og koncentrationen."

Studerende, som bliver afbrudt i løsningen af en opgave, er halvanden gang længere om at løse den, viser fx en undersøgelse fra Michigan University.

Den nok mest kendte undersøgelse er dén fra Kings College, University of London, som viste, at hvis man bliver jævnligt afbrudt af e-mails, mobiltelefoner etc. på sit arbejde, har det større negativ effekt på ens kognitive evner, end hvis man jævnligt ryger hash.

"Men der er megen anden ny og mindre kendt hjerneforskning, som påviser det samme," understreger Kim Steen Nielsen.

Derfor anbefaler han forholdsregler mod afbrydelser i det omfang, man overhovedet selv har indflydelse på det.

"Det kan være helt enkle indsatsområder som at disponere ens dag med nogle tidslommer til fordybelse, hvor man fravælger e-mail og telefon, hvis man kan. Eller at man sætter et bestemt tidsrum af til sparring med kolleger."

Hjerneforskningen viser også, at vi er mest kreative, når vi bevæger os i et trygt miljø uden forstyrrelser, fx på en gåtur i skoven.

"Brusebadet er også et vældigt godt sted for hjernen. Her opstår mange gode ideer. Vidensvirksomhederne satser på høj tilgængelighed med storrum og e-mails på mobilen. Men ud fra et hjerneperspektiv er det ikke så smart. Vil de virkelig have innovation, skal de sende folk på kajaktur eller i spabad."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet