Retspolitik på afveje

I en forholdsvis ydmyg baggård i Nansensgade, helt oppe under taget i et af Københavns gamle huse, bor fire af landets dygtigste forsvarsadvokater. Der er intet prangende over kontorets indretning, som mest af alt ligner et hjem.

”Det er helt bevidst, at kontoret ikke er større, for så er der ikke plads til flere,” siger Niels Forsby – en af de fire, som gerne ytrer sig i den aktuelle debat om særlove, tys-tys-advokater, terrorpakker og nul tolerance, herunder det meget omdiskuterede forslag om at sænke den kriminelle lavalder. 

”Jeg har endnu ikke set nogen fornuftige argumenter, der taler for at gøre det,” svarer han uden betænkningstid og fortsætter:

”Det arbejde, der skal foregå, skal være af forebyggende karakter. Det er alfa og omega, at der er folk i lokalmiljøerne, som er i stand til at opbygge et tillidsforhold og en forståelse for, hvordan vi kan løse problemerne. På lang sigt handler det om at skabe bedre sociale vilkår.”

Samfundet svigter

Længere fængselsstraffe er heller ikke et forslag, der klinger visionært i Forsbys ører.

”Den nuværende regering er meget inspireret af Dansk Folkeparti, som mener, man skal slå hårdt ned. Det mener jeg ikke, man kommer nogen vegne med. De erfaringer, der er samlet igennem adskillige årtier, viser, at fængselsstraf i sig selv ikke hjælper, og længere fængselsstraffe hjælper derfor slet ikke.”

At straffe forældre for deres børns gerninger vil heller ikke have nogen effekt, hvis skal man tro den erfarne forsvarsadvokat.

”Hvilken gavn skulle det gøre at ramme mennesker, som i forvejen er sårbare og ressourcesvage? Vi kan som samfund ikke være bekendt ikke at hjælpe de unge, som er blevet svigtet af forældre, der ikke har magtet dem, og af skolen, som har kigget den anden vej.”

Det er imidlertid ikke kun det forebyggende arbejde, der halter, mener Niels Forsby.

”Vi ser gang på gang, at de, der løslades fra fængslerne, ikke har noget sted at bo og er nødt til at opsøge tidligere kredse og lave noget kriminelt for at overleve. Det er dybt kritisabelt, at et samfund så rigt som vores ikke er i stand til at løse sådan en opgave. Hvis vi skal ændre på det, skal det være i orden at tale om solidaritet igen. Vi er, om vi kan lide det eller ej, et fællesskab, og fællesskabet er nødt til at sørge for sine uheldige elementer: Taberne. Jo mindre et samfund gør det, des fattigere er det.”

Arbejdsliv i balance

Niels Forsby blev uddannet advokat i 1980 og beskæftiger sig i dag udelukkende med straffesager. Siden 1990 har Forsby været beskikket som offentlig forsvarer, og med sager som Glasvej og Blekingegadebanden er han vant til højt profilerede sager med enorm mediebevågenhed. Sådan er det ikke hver dag.

”Mit arbejde er en skøn blanding af større og mindre sager. Jeg kan have en uge med fx en stor terrorsag, hvor jeg er i retten hver dag, og jeg kan have en uge med møder på kontoret og fængselsbesøg. Det passer mig godt. Jeg har altid tilstræbt at have et fornuftigt arbejdsliv. Der har selvfølgelig været perioder, hvor det har været svært at holde arbejdstimerne nede, men det kan slet ikke sammenlignes med en Bredgade-advokat, der arbejder 60-80 timer om ugen. Jeg forestiller mig, at man kan blive lidt ensidig af det.”

Privat er Niels Forsby gift med Kirsten, som er tidligere folkeskole- og musiklærer, og sammen har de to nu voksne sønner. Efter at have boet på Østerbro i en årrække, hang storbylivet en dag ikke længere sammen med det at være en børnefamilie, og familien flyttede til det landlige Lejre.

”Jeg kom med på det lokale fodboldhold, og så bliver man hurtigt integreret. Jeg spiller også badminton og kan godt lide at gå både i biografen og i teatret. Mine sønner spiller musik, den ene er rapper og i gang med sit første soloalbum.”

Ingen af de to sønner har altså følt sig inspireret til at vælge samme karriere som deres far.

”Min egen far var børnetøjsfabrikant og sikker på, at jeg skulle overtage forretningen. Det var nærmest, som om jeg ikke havde et say i den sammenhæng. Derfor har jeg altid været bevidst om, at jeg ikke skulle bestemme for mine sønner. Det er fint, de spiller musik. Hvis de ellers kan leve af det.”

Tilfældighedernes vej

Forsbys egen vej til juraen var noget tilfældig.

”Det var helt plat. Der var ikke tradition for at læse videre i min familie, selvom jeg voksede op i et meget borgerligt miljø i Søllerød. Jeg vidste kun, man kunne blive læge, polit og jurist. En af mine bedste venner skulle læse jura, og så kunne jeg lige så godt gøre det samme. Undervejs hang det mig ud af halsen, og jeg syntes, det var et studie for det pænere borgerskab. Jeg fik længere og længere hår og begyndte at ryge hash, så jeg passede ikke ind. Egentlig ville jeg gerne have læst filmvidenskab, men jeg havde lært hjemmefra, at man skal gøre tingene færdig. Det er jeg ikke ked af i dag.”

Efter studiet flyttede Niels Forsby i kollektiv på Bornholm og blev militærnægter, men måtte med tiden indse, at det ikke var nemt at få arbejde. Han vendte tilbage til København og det almindelige samfund med jobs som hjemmehjælper, personundersøger i Kriminalforsorgen og sekretær for Overtaksationskommissionen i henhold til by- og landzoneloven. Sideløbende lavede han politisk arbejde på venstrefløjen. Selvom den politiske overbevisning var langt fra børnetøjsfabrikantens, havde far og søn ikke svært ved at mødes.

”Han syntes vist nok, at jeg var begyndt at tale lidt for fladt, men selvom samværet ikke var intenst, kunne jeg godt lide at besøge mine forældre. Det lå jo i tiden, at ungdommen skulle revolutionere.”

Mangeårigt parløb

Via sit politiske arbejde løb Niels Forsby på Torkil Høyer, og et mangeårigt venskab blev indledt.

”Han ville være selvstændig og spurgte, om jeg ville starte hos ham som fuldmægtig. Vi var et generalistkontor til at begynde med, men fik en del sager om ophold og asyl, og så kom strafferet hen ad vejen. Som udgangspunkt hang det nok sammen med vores politiske opfattelse. Det var her, der var det største sammenstød mellem enkeltindividet og samfundet. Jeg fandt ud af, at man kan måle et samfunds civilisationsgrad på, hvordan det behandler afvigere, kriminelle, demonstranter og varetægtsarrestanter.”

Det siges, at de fleste bliver mere højreorienterede med alderen, men sådan er det ikke gået med Niels Forsby.

”Jeg har nogenlunde samme politiske ståsted, som jeg altid har haft, og jeg synes, at det, der foregår i samfundet i dag med terrorlovgivning og tuneserlov som de mest grelle eksempler, er dybt betænkeligt. At lave særlove er så usædvanligt et forslag i forhold til min opfattelse af en demokratisk retsstat, at jeg har svært ved at forestille mig, hvor vi havner henne. I hele den populære signallovgivning misforstår man, hvad magtens tredeling er, og hvad lovgivningsmagt egentlig skal bruges til, og man gør op med en tankegang, jeg troede, man aldrig ville forlade. Magtens tredeling tilsiger, at Folketinget ikke skal blande sig i, hvad domstolene skal lave – politikerne skal alene finde ud af, hvad der er lovligt og ikke lovligt.”

Dobbeltmoral og politisk panik

Tanken om såkaldte tys-tys-advokater, der fører sager, som skønnes for følsomme til offentlig indsigt, vækker kun foragt:

”At man overhovedet kan tale hemmelige processer er fuldstændig Kafkask for mig. Vi grinede tidligere af østlandene for at praktisere det samme. I dag gør man det samme, mens man samtidig stiller krav om demokratiske processer og styreformer i sin ulandsbistand. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Det grundlæggende i en straffeproces er netop, at det foregår åbent. Hvis forsvareren ikke har adgang til det samme materiale som anklagemyndigheden, så sker der en krænkelse af de principper, en retssag skal leve op til.”

Niels Forsby er kendt som en hård modstander i retten.

”Mit forhold til de øvrige spillere i retssystemet, dommere, anklagere og politi, har udviklet sig i årenes løb. Tidligere anså jeg dem nok som værende fjender, mens jeg i dag oplever os som partnere i et system, der skal sikre, at tingene bliver behandlet ordentligt. Der er stor forskel på, hvordan de forskellige forvalter deres opgave, og nogle viser magthaverholdninger. Her forbeholder jeg mig retten til at reagere. Magt korrumperer, det ved vi alle, og det er vigtigt, der bliver sagt fra.”

Klienten bestemmer

Det klassiske spørgsmål til en forsvarsadvokat er, hvordan han moralsk kan forsvare mennesker, som har begået alvorlige forbrydelser?

”Det er meget enkelt. Enhver er uskyldig, til det modsatte er bevist, og har ret til det forsvar, man selv har bestemt. Hvis man siger, man ikke er skyldig, har man krav på en forsvarer, der arbejder på at bevise, man ikke er det. Selvom klienten skulle indrømme sin skyld over for mig, men stadig fastholder sin påstand om frifindelse, så forsvarer jeg ham ud fra hans påstand. Det er jeg nødt til, ellers halter systemet. Der kan være tilfælde, hvor jeg må sige fra, hvis klienten fx giver sig til at kaste mistanken på en anden, men ellers er det indbygget i systemet, at det er bedre, en skyldig går fri, end at en uskyldig bliver dømt. Det kan virke krænkende, men jeg har svært ved at se, at det kan være anderledes. Det er under alle omstændigheder undtagelsen af undtagelsen.”

Så handler forsvarsadvokatens rolle om at skaffe retfærdighed eller lade den sigtede slippe så billigt som muligt?

”Retfærdighed har noget med det virkelige liv at gøre. Jeg har med den begrænsede virkelighed at gøre, som foregår i retssalen. Min opgave er at få klienten bedst muligt igennem, for han har ingen andre på sin side.”

Blekingegadebanden var ikke terrorister

Når Forsby bliver bedt om at sætte navn på en af de sager, han har fundet mest spændende i sine snart 30 år som forsvarer, nævner Forsby ikke overraskende sagen om Blekingegadebanden.

”Det var den, der indledte min færd på de større sager. Jeg kendte dem ikke fra min tid på venstrefløjen, men jeg kunne hurtigt sætte mig ind i, hvor de var henne. De levede et meget isoleret liv og havde den opfattelse, at den danske arbejderklasse var bestukket. Derfor mente de, at opgaven var at styrke de fornuftige kræfter i den tredje verden, som i deres øjne var ukorrumperede. Jeg syntes, det var noget vrøvl, men det var jo også bare den baggrundsmusik, der var for deres vedkommende. Det er ikke mennesker, man kommer tæt på. De er meget velovervejede og kølige.”

Niels Forsby mener til gengæld, at det er helt misforstået at tale om terrorisme i forbindelse med sagen.

”Hvis man er terrorist, så går aktiviteterne ud på at skræmme befolkningen med det formål at destabilisere et helt land. Blekingegadebandens aktiviteter var ikke vendt mod Danmark eller danske organisationer. De skulle bruge penge, og dem skaffede de lettest ved at røve banker og pengetransporter. At en politimand blev dræbt var ikke en forsætlig handling, men ethvert røveri har ofre. Det er røveriets natur. Terror er noget helt andet og langt mere modbydeligt.”

Altid i angreb

”Uimponerethed og grundighed,” svarer Niels Forsby efter nogen betænkningstid på spørgsmålet om, hvilke egenskaber der gør en god forsvarsadvokat.

”Man kommer meget langt med at sætte sig på sin flade og studere stoffet grundigt, så man ser hullerne.”

Selvom det kan have alvorlige konsekvenser for klienten, hvis sagen ikke falder ud til vedkommendes fordel, er det ikke et ansvar, der tynger:

”Jeg kan godt lave en svipser engang imellem, men jeg går ikke rundt med bondeanger af den grund. Livet går videre, og det er menneskeligt at fejle.”

At det blev juraen, der ved et tilfælde blev Niels Forsbys levevej, har han ikke fortrudt.

”Efter jeg er begyndt kun at beskæftige mig med straffesager, har jeg ikke haft lyst til andet. Jeg synes stadig, at det, jeg laver, er sjovt, og at det er vigtigt. Mange på min alder går på efterløn, men det kan jeg slet ikke forestille mig, selvom jeg ikke gider arbejde så meget som tidligere og gerne holder en dag fri om ugen, så der er tid til blandt andet fodbolden.”

Op på spørgsmålet om, hvilken plads på fodboldbanen der er Niels Forsbys foretrukne, svarer han uden tøven:

”På toppen, selvfølgelig, hvor ellers? Man kan da ikke spille andre steder end i angrebet.”