Nyt job - Uffe Thorup Thomsen

25.8.2009

af

Brobygger mellem velfærdssektor og virksomheder.

Uffe Thorup Thomsen, 34, cand.scient.pol., skal være brobygger i ny enhed for velfærdsinnovation inden for biotech i Region Syddanmark.

Hvorfor har du søgt jobbet?

”Fordi du her får chancen for at kombinere nogle tal og noget kreativitet. Vi skal arbejde med velfærdsinnovation – altså teknologiske hjælpemidler og løsninger til sundheds- og plejesektoren. Det er et område med et kæmpe udviklingspotentiale.”

Hvad er pointen med den nye enhed?

”Det er at udbrede brugen af de nye velfærdsteknologier i vores region i tæt samspil med erhvervslivet. Derfor er enheden dannet på tværs af regionens Sundhedsafdeling og afdelingen for Regional Udvikling.”

Hvad er velfærdsinnovation?

”I dag findes der en masse ting, som kunne gøre hverdagen nemmere i pleje- og sundhedssektoren, men som ikke bliver brugt, fordi innovationen mangler. Det er den innovation, vi skal skabe.”

Kan du give et simpelt eksempel?

”Teknologisk set har du i de sidste 50 år kunnet producere en patientløfter, som kan styres af patienten selv, men ingen har gjort det, fordi man ikke har kunnet trække implementeringen igennem. Eller tag en robotstøvsuger. Den kan du købe i handlen, men det er ikke en løsning, som hjemmehjælperne bruger ret mange steder.”

Hvordan skal I lave innovation?

”Ved at understøtte at nye ideer og teknologier bliver udviklet og afprøvet i samarbejde med producenterne og ved at opfange de gode ideer fra brugere og medarbejdere i sundhedssektoren. Vi skal være brobyggere mellem velfærdssektoren og virksomhederne.”

Det lyder som en samfundsnyttig plan?

”Ja. Derfor er jeg også glad for mit nye job. Vi skal være med til at gøre hverdagen nemmere for patienter og medarbejdere og samtidig skabe økonomisk vækst i det private erhvervsliv i Region Syddanmark, som i dag i høj grad er præget af brancher med lav vækst.”

Hvad er det mest spændende ved dit nye job?

”At være med til at skabe finanskriseuafhængig vækst og velfærd i Syddanmark.”

Hvad er den største udfordring?

”At alt er nyt. Vi skal selv definere det hele og bevise, at det her er en god ide. Vi kan ikke bare gøre, som nogle andre har gjort. For der er ingen, der har gjort det her før, selvom man burde have gjort det for lang tid siden.”

Får du travlt i dit nye job?

”Ja. Vores enhed har stor politisk bevågenhed hos regionsformand Carl Holst og vores øvrige politikere.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Danske Gymnasier
Job
Region Nordjylland
Job
Region Hovedstaden, Rigshospitalet Glostrup
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet