Maratonløberen og den frygtløse

Den ene generation sætter spørgsmålstegn ved alt og iscenesætter sig selv som stjerner i eget arbejdsliv. Den anden er holdspillere og har lært spillets regler. Til punkt og prikke. Når de nye djøfere møder de gamle, går det ikke stille af sig.

Det giver derfor mening at tale om to vidt forskellige generationer af djøfere, mener Henrik Byager, der sidder i bestyrelsen for MindLab. Her har han observeret forskelle mellem djøfere, der er født efter 1980’erne og den 20-30 år ældre generation.

Maratonløberen fra flinkeskolen

Den ældre generation bestrider de høje stillinger, blandt andet i ministerierne. De er uddannede i 80’erne, da den nye generation blev født, og ungdomsoprøret for længst var overstået. I dag er de 40-50 år gamle.

”De ældre er den gamle, flittige garde. Der er blevet stillet mange krav til dem, og de har leveret en solid, konsistent indsats,” forklarer Henrik Byager.

Den ældre djøfer er maratonløberen, som tager det lange, seje træk. Han arbejder hyppigst i den offentlige sektor og er en ægte slider. På lederniveau postes der virkelig mange timer i arbejdet – specielt kvinderne arbejder meget, bemærker Henrik Byager.

”Den her generation synes ikke nødvendigvis, at arbejdet skal være sjovt. De er vant til maratondistancen og leverer varen. Hver gang. Sådan er deres egne chefer også kommet frem,” fortæller Henrik Byager, der mener, at vi kan takke den ældre generation for nutidens effektive samfund.

Den nye globaliserede djøfer

I de senere år har Henrik Byager observeret, at de nye djøfere kommer med en anderledes indstilling. Kendetegnene er, at de er meget veluddannede og bringer udsyn med hjem fra arbejdsrejser, studieophold og praktikpladser.

”De dygtigste og mest toneangivende har snuset i alle verdenshjørner. For dem handler verden om at udfolde deres eget potentiale, og de præsenterer en organisk indstilling til, hvad en arbejdsplads er,” siger Henrik Byager.

Den nye generation har store tanker om sig selv fra begyndelsen og skaber en mere værdibaseret tilgang til arbejdet, som kredser om drømme og længsler. Det er de bløde værdier, som skinner igennem.

De ældre generationer har tømt skraldespanden, vasket op og taget den hierarkiske tur op ad karrierestigen. Det har de unge ikke lyst til, mener Henrik Byager.

”De unge djøfere gider ikke være viceværter. Ikke fordi de er luksusdyr, men de stiller spørgsmål til, hvad arbejde er. De har virkelig kompetencer, når det kommer til at præstere og er ikke bange for nogen eller noget,” mener han. 

Når erfaring leder udvikling

Når de nye møder old school-djøferen, tænker de: ’Har jeg en relation til vedkommende, som kan udvikle mig?’ Før godtog man bare, at her stod chefen, og så var den ikke længere.

Og netop dér opstår sammenstødet. De nye dukker op og stiller spørgsmålstegn ved ting, de ældre aldrig har turdet. De ældre føler sig truet, mens de nye ikke udviser ydmyghed. De er gode til at præsentere sig selv, men mangler erfaring.

Henrik Byager mener dog, at der kan medieres i sammenstødet mellem de nye og de ældre ved at lægge vægt på en langt mere værdibaseret ledelse, end man har gjort tidligere.

”Jeg støder på de manglende værdier i organisationerne og ministeriernes ledelseskultur. Der er nogle kulturer, man ganske enkelt ikke har defineret endnu. Det er ikke tilfredsstilende, at man som ny djøfer får svar alt efter, hvem man spørger,” siger Henrik Byager.

Han foreslår, at et godt udgangspunkt er at skaffe sig af med alle de forblommede og klichefyldte værdisæt som ’ansvarlig, dynamisk fremadrettet organisation’, fordi det ofte ikke er indarbejdet i virkeligheden.

Autentisk ledelse

I stedet skal man tage fat i ledelsen og indarbejde, at den gode leder skal give mere af sig selv og ikke gemme sig bag sit embede.

”I dag bliver lederen også bedømt på, hvor interesseret hun er i mennesket bag den nye djøfer. Hun vil også i langt højere grad end tidligere blive bedømt på sin egen personlighed,” siger Henrik Byager.

Lederen vil kun få succes med autenticitet og integritet, fordi det er billedet af den hele personlighed, de nye djøfere vil se. ’Er det virkelig dette menneske, jeg vil lægge min karriere hos?’, spørger de som noget af det første.

”Stoler den nye medarbejder på lederen, så står man med en stærkere organisation end før. Direktørerne for LEGO og Irma (Jørgen Vig Knudstorp og Alfred Josefsen, red.) er gode billeder på værdibaseret ledelse. Her lægges værdisæt og personlighed på bordet uden distance,” siger Henrik Byager.

Og dét bliver ifølge ham netop den største udfordring for ledelser: At få åbnet op. Ikke så meget, at organisationen fremstår som et wellness sanseophold, men lederen skal turde være stærk og svag på de rigtige tidspunkter.

De nye medarbejdere skal kunne se, hvilken historie de bliver en del af. Uanset om der er tale om den offentlige sektor eller det private arbejdsmarked. Dog med små nuanceforskelle.

”I de hurtige, konjunkturfølsomme brancher med biler og dagligvarer agerer man anderledes end i det offentlige. Her sidder djøferne højere oppe i organisationerne og er med til at præge den strategiske udvikling og dygtige til at skabe teamspirit,” siger Henrik Byager.

Ser man på forsikringsbranchen og telesektoren, mener han ikke, forskellene er markante fra det ministerielle arbejde. Ifølge Henrik Byager er de store forskelle mellem det offentlige og det private en myte.

Mentorskab medierer

Men hvordan vil fremtiden så tage sig ud, og er det overhovedet muligt at mægle mellem de nye og de gamle djøfere? Netop det spørgsmål arbejder Henrik Byager med i MindLab, og han kan derfor ikke udtale sig om de resultater, de er nået frem til endnu.

Men han vil gerne afsløre, at den moderne arbejdsplads skal være et gensidigt forpligtende identitetsskabende fællesskab. Et sted, hvor de nyuddannede djøfere går hen, fordi de ved præcis, hvilken rolle de vil få tildelt på holdet, og ikke mindst hvilken rolle organisationen spiller.

De virksomheder, der kommer til at overleve, er dem, der kan formidle de budskaber, mener Henrik Byager og understreger, at magtspil og prestige forsvinder ud af billedet til fordel for en formidling af virksomhedskulturen. Det afføder respekt.

Skal man have maratonløberen og den frygtløse til at indgå i et frugtbart arbejdsfællesskab, kan mentorskab være vejen frem.

”Succesfulde mentorordninger bygger bro. Så tages kampen ud af mødet mellem den nye og den gamle djøfer, og udvekslingen af erfaringer træder i stedet. En mentorsituation er læring,” siger Henrik Byager.