Hvilken sundhedssektor vil vi ha'?

Lad os nu tale om indholdet i debatten om sundhedssektoren, i stedet for den tekniske diskussion om statsministerens overbetaling af privathospitalerne. Nok bliver statsministeren knaldet på tekniske beviser, men det er alt andet lige mere relevant at afklare det efter min mening helt afgørende spørgsmål: Vil vi have én stor sammenhængende og skattefinansieret offentlig sundhedssektor, eller vil vi have en mangfoldig sundhedssektor, hvor dele er skattefinansieret og dele er forsikringsfinansieret eller privatfinansieret?

For mig er denne debat klokkeklar. Jeg vil gerne opbygge et stærkt offentligt sundhedsvæsen drevet ud fra princippet om fri og lige adgang. Det vil sige, at det skal være gratis og alle skal kunne benytte det. Vores skattekroner skal bruges på netop det. Ikke på alle mulige andre former for sundhedsvæsen, som kun privilegerede dele af befolkningen har adgang til – typisk dem, der har den rette forsikring eller dem, der slet og ret har råd til at køre en tur på dankortet, når de bliver syge.

En stærk offentlig sundhedssektor er efter min mening et af de vigtigste områder for et samfund. Det er afgørende for os til hverdag, for at vi ikke behøver at bekymrer os om, hvad der skal ske, når vi bliver syge. Der skal være et velsmurt sygehusvæsen, der tager over, no questions asked. Men sygehusene er også afgørende i det hele taget. De er jo symbolet på vores omsorg for hinanden. Uden at skulle lyde alt for religiøs, så mener jeg faktisk, at det er gennem et fælles sundhedsvæsen, at vi fortæller hinanden, at det er vigtigt for os, at passe på hinanden. Det er fundamentalt for vores tilknytning til samfundet, at vi lader fællesskabet tage hånd om os, når vi er allersvagest og har allermest behov for tryghed. Her udviser vi en tillid til fællesskabet og forventer, at fællesskabet lever op til den. Fejler sundhedsvæsnet i at varetage behovene hos ens kræftsyge mor eller hjertesyge barn, så klippes det tillidsbånd mellem individet og samfundet over, og fællesskabet går fløjten. Er vi omvendt gode til at drage omsorg for hinanden i svære tider, så er tilliden til, at vi også gør det i gode tider stor, og vi føler et ansvar over for det fællesskab. Det er altså en afgørende samfundsfunktion, og løser en opgave, som har langt større værdi end selve sygdomsbekæmpelsen. Således er det afgørende, at der er lighed for loven i sundhedsvæsnet. Altså at vi har samme rettigheder uanset indkomst. Vores helbred er lige vigtigt uanset, om det er høj eller lav. Det er en fælles opgave, fordi vi værner om hinanden i vores samfund.

Når statsministeren har valgt den model, han har, så er det jo fordi han har truffet et ligeså klokkeklart valg som mig. Han er bare nået frem til den modsatte konklusion. Han vil have såkaldt frit valg, så vi hver især selv kan vælge, om vi vil køre i brugtvognssygehus eller i limousinesygehus. At det ikke er alle, der har råd til limousinen vil være et spørgsmål, der ikke er så afgørende for Løkke, for folk er jo født lige og må så selv klare ærterne derfra.

Han bruger altså skattekroner på at udvikle det system, som han synes er det rigtigste. Og det er vel alt andet lige også det, han er valgt til. Det ville blot have været noget kønnere, hvis han havde turdet lægge klart frem for os, der betaler gildet, at det er en løsning, som ville koste nogle ekstra skattekroner. Så var vi også sluppet for hele den tekniske debat om, hvorvidt det er lemfældig omgang med skattekroner at overbetale privathospitalerne eller ej, og i stedet koncentreret os om den langt vigtigere debat om principperne for samfundsindretningen. Nogen har nok hvisket ham i øret, at et flertal af befolkningen er fantastisk glade for idéen om et fælles skattefinansieret sundhedsvæsen, og at han derfor skal gå lidt stille med dørene. Nu har jeg fremlagt et argument for den offentlige løsning. Løkke skylder et argument for den private løsning, som indtil nu kun har brilleret ved at være dyrere og ved at skabe et A- og B-hold i sundhedssektoren.