Den røde skattetrold

”Jeg er 9’er.” Christen Amby holder pause inden han fortsætter:

”Som mine børn siger … meget af det, jeg engagerer mig i, eksisterer ikke mere.”

Christen Amby taler om fodbold. Om Odenseklubben B1909, der for tre år siden blev indlemmet i storklubben FC Fyn. Han har været fan, siden han som lille stod på sidelinjen, når de lokale elitespillere spillede kamp, og holdt tasken med deres ure.

Selv havde han klumpfod og kunne derfor ikke være med, men at holde tasken med ure var en betroet opgave. Og klumpfoden betød, at hans familie kunne få støtte fra Vanførefonden til hans skolegang.

”Det var jo et fysisk handicap. Og i vores system er det noget, folk kan forstå.”

Rådgivende skatterevisor Christen Amby er kendt i både politiske og faglige kredse som en skarp faglig kompetence. Som ham, der allerede som studerende aflagde uanmeldt besøg hos store virksomheder og fældede dem, der var på kant med skattelovgivningen. Som mangeårigt medlem af Skatterådet, underviser på CBS og tidligere ligningschef. Som eksmedlem af Københavns Borgerrepræsentation og forfatter af faglitteratur. Som skarp analytisk stemme i medierne, tidligere formand for Nordkoreas Venskabsforening og som skatterådgiver i SF.

Skat handler om andre menneskers liv

Svend Auken, der kendte Christen Amby gennem mange år og rejste sammen med ham til Nordkorea i 1973, beskrev den rådgivende skatterevisor som ’den store saglige, humoristiske og uundværlige trold i dansk skattepolitik’.

”Han ligner lidt en trold og er underholdende. Han kan ikke bringes på formel. Han er venstreorienteret, men kan ikke tages til indtægt for enhver fordom. For ham er skat ikke pjat, men har noget at gøre med det virkelige liv – når man ændrer en regel, har det betydning for andre mennesker, kommuner, virksomheder,” sagde Svend Auken.

Måske er der lidt trold over Christen Amby. Han er stor, men ikke særlig høj og halter lidt på grund af sin fysiske skavank. Han taler fynsk, så der er ingen bløde d’er i hans sætninger.

Hans kontor har bøger på hver en ledig vægplads og høje dynger af papir på skrivebordet, hvor en ternet A3-blok fungerer som underlag. Her tegner Christen Amby under interviewet små, sirlige pile.

Øjnene er venlige, sætningerne er generelt korte. Afventende og konstaterende. Han svarer, men sjældent mere end det. Og lader gerne pauserne blive lange.

Idealet for skatteembedsmænd

I 2004 tildelte Skatterevisorforeningen ham prisen og den faglige anerkendelse som Årets Skatterevisor, og formanden for foreningen, Leo Holm, kalder ham for ’et stort aktiv’ med ’et varmt hjerte og en skarp hjerne, der altid er i stand til at gennemskue svære problemstillinger’.

”Om der er tale om store lovkomplekser, indviklede overgangsbestemmelser eller klarlægning af smarte skattefiduser har vi altid haft stor gavn af Amby. Han er i stand til hurtigt at danne sig et overblik og se, hvor der er huller, og hvor der skal sættes ind,” siger Leo Holm.

Lida Hulgaard, nuværende formand for Skatterådet, hvor Christen Amby har siddet de sidste mange år, betragter ham som ’idealet for en skatteembedsmand’.

”Han er kombinationen af en faglig begavelse og høj integritet. Han kombinerer den viden, han har om skat, med en høj grad af forståelse for, hvad der foregår i verden og virkeligheden,” siger hun.

I weekenden slapper han af ved at bruge timer på Financial Times og passe de børnebørn, han er papbedstefar for og tæt knyttet til, selvom han for år tilbage blev skilt fra deres bedstemor, Kirsten Olrik. Hun er leder af Miljøbiologisk Laboratorium, som ligger i den del af Humlebækhuset, Christen Amby ikke bruger som kontor. Her står mikroskoper dækket over med plastik, og på gulvet en tom hundekurv.

”Hendes kunder var amterne, og de er jo blevet ophævet. Og staten kan ikke tage sig sammen til at beslutte, hvornår de vil have tingene lavet, og så er det jo ikke til at drive det,” forklarer Christen Amby, der også for sin del er ramt af statslig centralisering.

Hans selvstændige virksomhed var baseret på rådgivning af kommunerne, men i 2005 blev deres skatte- og inddrivelsesopgaver overgivet i statslige hænder. Og den rådgivende skatterevisor måtte tage flere private kunder ind i butikken.

Christen Amby lægger vægt på ordet rådgivende. Kontrol er godt, men rådgivning er lige så vigtigt, hvis skattesystemet skal fungere retfærdigt. Og det skal det. For selvom Christen Amby i sin tid har fanget store skattefisk, er det ikke personlige udeståender, der driver ham, men mere en interesse i, hvordan systemet har indflydelse på fordelingen af goder.

Grøfter i Jugoslavien og studietur i Nordkorea

Interessen startede allerede, mens han boede på Fyn. Hans far, der var fængselsbetjent, døde, da Christen Amby var syv, og han voksede op med sin lillesøster og mor, der arbejdede på fabrik og havde en TATOL-butik – en franchisebutik på landet. Datidens 7-Eleven, hvor man kunne få alt fra sæbe til nylonstrømper. Da den ikke gik længere, kom hun på fabrik i Odense som skifteholdsarbejder.

I teenageårene engagerede Christen Amby sig i antiatomkraftbevægelsen og blev siden involveret i SF, som han dog brød med til fordel for VS. I 1971 ville Christen Amby være blevet valgt ind i folketinget, hvis VS havde fået stemmer nok.

Han brugte blandt andet sin ungdom i Titos Jugoslavien, hvor han gravede grøfter og diskuterede politik, og i Odense, hvor han var i studiegruppe med Amdi Petersen. I 1973 rejste han til Nordkorea med Gert Petersen og Svend Auken. Christen Amby var nemlig stifter af og i en lang periode formand for Nordkoreas Venskabsforening.

”Det, som tiltalte mig, var, at Nordkorea forsøgte at opbygge deres eget land uden at være afhængige af Kina og Sovjet. Da vi var dernede i 1973, var de i stand til at gøre store økonomiske fremskridt, selvom de var uafhængige. Det var de ikke på længere sigt på grund af hele forholdet til USA,” fortæller -Christen Amby.

På et ofte offentliggjort billede står Christen Amby lige ved siden af Kim Il Sung og Gert Petersen. Svend Auken er efter sigende blevet gjort kortere, så den nordkoreanske diktator kunne se lidt større ud.

Men Nordkoreas økonomiske udvikling skete jo på bekostning af basale menneskerettigheder?

”Folk, der bliver holdt uden for fællesskabet, vil vise, at de selv kan, også der hvor de ikke kan. Når Sovjet bryder sammen, og Kina ændrer sig, kan de ikke klare sig økonomisk.”

Det er altså verdens skyld, at Nordkorea har udviklet sig, som det har?

”Også deres egen. Men mest verdens. Ved at isolere dem får styret en undskyldning for at udvikle mere perverterede former for undertrykkelse af folk.”

Hvad skulle verden have gjort?

”Have optaget dem i verdenssamfundet! Tilbage i 1948. Nordkorea opfattede jo hele tiden, at de var under pres og blev en del af ondskabens akse. I dag opfører de sig, som om det eneste, de har lært, er at true igen. Det kommer der ikke noget fornuftigt ud af.”

Christen Amby holder pause. Tegner pile på papiret. Historier fra turene til Nordkorea er der nok af, og han fortæller dem gerne i festligt lag. Her slår han blot fast, at landet aldrig var rigtig socialistisk, men styret af klaner og kongfutsianske traditioner, og at det var medvirkende til, at Nordkorea ikke kunne gøre det økonomiske tigerspring, der lykkedes for Kina.

Nordkorea er en af de ting, der i sin oprindelige natur er en saga blot. Ligesom VS er det. Og B1909.

Enten er de røde…

Holger K. Nielsen, der også har kendt Christen Amby gennem mange år, betegner ham som ’idealist og socialist. En fantastisk fyr, der tænker politisk og kan forklare selv de mest indviklede ting på en humoristisk måde’.

Og det er Holger K. Nielsen, der kan historien om, at Christen Amby som ligningschef i Skat sagde om sine skattefolk, at ’enten er de røde, eller også er de døde’.

Hvad mente du egentlig med det?

”Man lønner folk i skattevæsenet mindre end i det private. Så du blev ikke, medmindre du mente, at noget andet end lønnen var tilfredsstillende.”

Christen Amby holder pause igen. Tegner pile på blokken. Så fortsætter han.

”Nu har man jo stort set ikke noget skattevæsen længere. Den kontrol af store skatteydere, som jeg interesserer mig for, eksisterer stort set ikke,” siger han og henviser til, at skattevæsenet blev skåret væsentligt ned i 1990, hvor Anders Fogh Rasmussen var skatteminister.

Christen Amby, der på det tidspunkt var ligningschef i Skat, fik stukket en organisationsplan i hånden, som han ikke indgik i, og han blev chef for en afdeling uden opgaver med en enkelt medarbejder: Ham selv.

Efter et halvt år sagde han op. Han begyndte at arbejde som konsulent for kommunale skattevæsener og skrev en undervisningsbog i skatterevision.

Sin exit fra Skat kalder han i dag ’et vilkår ved at have en politisk overbevisning’ – uden den mindste klang af bitterhed. Den rådgivende skatterevisor har en ro, en velovervejethed, en sikkerhed i sig selv og det han står for.

Lad ejendomsskatten svinge

Hvad ville du lave om i det danske skattesystem, hvis du kunne?

”Jeg ville lægge større vægt på boligbeskatning, for som vores samfund er indrettet, er folks bolig det bedste udtryk for deres økonomiske formåen. De bredeste skuldre har den bedste og dyreste bolig. Skattestoppet viser sin store svaghed ved, at man låste ejendomsværdiskatten fast. Den burde være gået op samtidig med priserne. Og nu når det går ned, kunne man have nedtrappet skatten igen. Det havde taget en del af svingningerne – og man kunne have afskaffet topskatten. Det undrer mig, at den borgerlige regering ikke selv har indset det,” siger Christen Amby.

Det er interviewets længste sætning. Og pausen er kun kort. Regeringen høster ikke stor opbakning fra Christen Amby.

”I forbindelse med kvalitetsreformen skrev jeg til statsministeren, at den vigtigste forbedring af kvaliteten, man kunne indføre, var at give offentlige ledere forbud mod at prale og lyve. I dag praler de af resultater, de ikke har opnået, og lyver omkring de problemer de har.” 

Jeg kæmper mod sølvgråt arbejde

Den polit-uddannede skatterevisor, der flere gange har stillet op til folketingsvalg, har i dag ikke længere planer om at blive valgt ind. Nu er det næste generations tur. Men hans politiske ild og retfærdighedssans er stadig intakt. Han føler det nærmest som en samfundspligt at bruge den uddannelse og de evner, han har fået, til at få alle til at deltage i skattebetalingen, siger han og peger på behovet for at komme det ’sølvgrå’ arbejde til livs.

”Sort arbejde har aldrig hidset mig op. Det går ud på, at folk tilbyder deres arbejdskraft uden at blive beskattet af det. Det ’sølvgrå arbejde’ er der, hvor det bliver sat i system, så bagmændene også tjener på andres skat. Det er en helt anden størrelsesorden end det sorte.”

Er der en særlig skattesag, du vil fremhæve, at du har afsløret?

”Nu kan man godt høre, du er journalist.”

Er det godt eller skidt?

”Mest skidt. I dag vil journalister gerne have personificeret alting, men skat handler ikke om bestemte personer. Det handler om samfundssystemet, der har udviklet sig på en bestemt måde. Faktisk forsvarede jeg Bendt Bendsen på TV 2 NEWS i går. Enkeltsager interesserer mig ikke, derfor har jeg også altid haft et rimeligt forhold til mine kunder. Selv Brask-Thomsen var med til min afskedsreception, og jeg er nævnt i hans biografi,” siger Christen Amby med henvisning til finansmanden, der flere gange blev beskyldt for økonomisk kriminalitet.

I dag eksisterer han heller ikke mere.