Ny struktur i Udenrigsministeriet

9.6.2009

af

1. juni fik Udenrigsministeriet ny struktur. Den gamle opdeling i søjler er brudt ned og erstattet af 11 nye centre, der skal styrke ministeriet over for det 21. århundredes udfordringer.

Med en omfattende omstrukturering lægger Udenrigsministeriet nu Den Kolde Krig og den såkaldte bi-polære verdensopfattelse bag sig for at ruste sig til det 21. århundredes globale udfordringer.

”Den gamle opdeling i søjler, hvor fx Nord-gruppen i høj grad tog sig af den traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitik og Syd-gruppen primært havde med bistandspolitik at gøre, stammer tilbage fra 1991, hvor verden så anderledes ud end i dag. Efter Murens fald lå de sikkerhedspolitiske udfordringer jo mest i Nord, mens de i dag i vidt omfang ligger i Syd. Og det tager den nye struktur højde for,” siger kontorchef Christina Markus Lassen.

Hun har været formand for den arbejdsgruppe i Udenrigsministeriet, der siden 2008 har arbejdet på at komme med forslag til, hvordan ministeriet kan blive bedre gearet til nye globale udfordringer som eksempelvis terrorisme, skrøbelige stater, grænseoverskridende kriminalitet og klima- og fødevarekriser.

Og resultatet er blevet, at man for at gøre ministeriets opgavefordeling mere i overensstemmelse med nutidens udviklings- og udenrigsopgaver fra 1. juni har droppet den gamle søjlestruktur og i stedet etableret 11 nye centre.

Ny form for bistand

”Den nye struktur skal blandt andet fremme samtænkningen i den måde Udenrigsministeriet arbejder på. I de senere år er der opstået en ny form for udviklingsbistand, der er langt mere politisk end tidligere, og som udføres under langt vanskeligere forhold. Samtidig er ministeriets kerneopgaver som f.eks. EU-samarbejdet og udviklingsbistanden blevet endnu vigtigere i de senere år, hvilket har styrket behovet for at fokusere. Det håber vi på at blive bedre til med de nye centre,” siger kontorchef Lars Bo Møller, der er ansvarlig for implementeringen af den nye struktur, der blandt andet vil rumme et Center for Globale Udfordringer, et Center for Europa, Center for Public Diplomacy, et Center for Danmarks Eksportråd og et Center for Koncern-HR og Ressourcer.

”De nye globale opgaver stiller også skærpede krav til ministeriets medarbejdere. Vi skal også i fremtiden være sikre på, at vi har de rigtige kompetencer og kan tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere til de vanskelige poster ude i verden. Det kræver en styrkelse af vores HR-politik, og derfor et nyt personalepolitisk fokus og også et særligt center,” slutter Christina Markus Lassen.

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet