Obamas regering ligner et politisk korrekt kludetæppe. Hans udnævnelser er blevet rost for deres ideologiske, etniske og kønslige alsidighed, og hvis man tager et kig på Obamas topfolk, ligner de en lige så blandet skare som det amerikanske folk anno 2009.
Men de har alle en ting tilfælles. De er nogle af landets klogeste hoveder og næsten alle produkter af landets eliteinstitutioner.
Obama har nemlig bragt nørderne tilbage i rampelyset i Washington. Han har endda for rullende kameraer prist deres intellekt og erfaring, hvilket ikke er en lille bedrift i et land, hvor antiintellektualisme er en indgroet tradition.
Reaktionen i USA har været begejstring over næsten hele linjen blandt såvel liberale som konservative kommentatorer. Og selvom ingen af nørderne endnu er blevet kendte navne på amerikanernes læber, er vælgernes tiltro til Obama stadig rekordhøj.
Da nørderne tabte
Men hvorfor er det en nyhed i USA, at en præsident søger de bedste hjerner, når han skal sammensætte sin regering og administration?
Historiker på Georgetown University Michael Kazin har undersøgt den rolle, som populistisk retorik spiller i amerikansk politik. Han mener, at antiintellektualisme gennemsyrer amerikansk historie og har været brugt retorisk på begge politiske fløje. Siden 1960’erne har de konservative dog rendyrket brugen af kulturel populisme og antiintellektuel retorik, siger Kazin.
Fremvæksten af det nye religiøse højre har spillet en stor rolle i denne udvikling, mener Thomas Mann, som forsker ved tænketanken Brookings Institute.
”De moralske traditionalister har omfavnet det republikanske parti, og det har drevet en del intellektuelle mod det demokratiske parti,” siger han.
De konservative har haft så stor succes i kampen om den populistiske retorik, at begreber som elitær og intellektuel er blevet almene fyord blandt mange amerikanske vælgere. Michael Kazin giver den populistiske retorik en meget stor del af æren for, at republikanerne og det nye højre har vundet så mange præsidentvalg siden 1960’erne. De har med held placeret deres demokratiske modstandere i en forsvarsposition – stemplet som liberale intellektuelle, der ikke er på det jævne med det amerikanske folk, når det gælder værdier og religion.
Men det er en forkert læsning af nyere amerikansk historie at tro, at den veluddannede elite har været sat helt uden for magten under Bush.
”Mange fremtrædende medlemmer af Bushs administration var uddannede ved eliteuniversiteter. Det er mere et spørgsmål om sindelag og indstilling til eksperter og de signaler, som præsidenten sender,” mener Mann.
Bush perfektionerede stilen som en mand, der på trods af en privilegeret opvækst var på bølgelængde med amerikanerne. Bush brugte antiintellektualisme til at definere sin stil som en leder, der kan handle beslutsomt ud fra en stærk intuition, udvise moralsk klarhed og i høj grad definere sin egen virkelighed. Ifølge Michael Kazin viste denne stil sig ikke mindst i den meget offentlige fyring af føderale anklagere i 2006, og når det gjaldt spørgsmålet om global opvarmning.
”Bush og hans administration forsøgte simpelthen at flytte grænserne mellem den politiske sfære og embedsmandsfæren i en grad, der ikke er set før,” siger Michael Kazin.
For Bush handlede det ikke alene om en populistisk retorik, men om at bruge antiintellektualisme som styreform.
En dansk parallel?
”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”
Anders Fogh Rasmussens første nytårstale i 2002 var ikke alene stærkt inspireret af Bushs retorik om kampen mellem den frie og den ufri verden efter 11. september. Foghs kamp mod eksperter og smagsdommere bar også præg af den amerikanske tradition for populistisk antielitisme.
Professor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet Erik Albæk, som har undersøgt eksperters rolle i dansk politik, mener godt, at man et stykke hen ad vejen kan sammenligne udviklingen i USA og Danmark.
”Ligesom Bush var Fogh ikke ude efter alle eksperter, men kun bestemte typer af eksperter og interesserepræsentanter, som ikke passede til regeringens nye politiske dagsorden. Nytårstalen er dobbelt i den forstand, at Fogh netop siger, at de ’rigtige eksperter’ vil vi godt lytte til, men de andre eksperter vil vi ikke lytte til,” siger Erik Albæk.
Han understreger, at Fogh ligesom Bush ikke har været bleg for at gøre brug af eksperter.
”Det er mere et spørgsmål om måden, Fogh brugte dem på. Det handler om at fremme en bestemt politisk dagsorden, fx ved at nedsætte kommissioner, der kan gøde jorden for forslag, som det kan være svært for politikerne at komme med i første omgang.”
Men her hører parallellen op, mener Erik Albæk og bruger forskningsområdet som et eksempel.
”Fogh-regeringen er gået ind og har markeret, hvilke forskningsområder der bør satses på ved hjælp af øremærkning. Man kan så diskutere, om det er en klog filosofi, at politikerne forsøger at gøre sig kloge på, hvor det er, at udvikling og innovation vil komme. Men det er en grundlæggende anden diskussion end i USA under Bush, hvor politikerne indholdsmæssigt har forsøgt at bestemme, hvad forskerne skal nå frem til – ikke mindst på klimaområdet.”
Kampen om klimapolitikken
Kampen om klimapolitikken forenede i mange år Bush og Fogh som skeptikere, der ikke mente, at forskningen havde leveret tilstrækkelige beviser på, at temperaturstigninger og klimaforandringer er menneskeskabte.
”På klimaområdet gik Fogh-regeringen ind og pillede Miljøministeriet fra hinanden og gjorde alt for at fjerne den socialdemokratiske dagsorden fra området. Det interessante er, at samtidig med at Fogh nedlagde en hel del råd og nævn med de forkerte eksperter og smagsdommere, oprettede han i samme håndvending et særligt institut til Bjørn Lomborg på miljøområdet,” siger Albæk.
Også på dette område mener Albæk, at Foghs kamp mod smagsdommere og eksperter mere handlede om et legitimt demokratisk ønske om at fremme en bestemt politisk dagsorden end om en generel skepsis mod eksperter og intellektuelle.
Ligesom Fogh gennemførte Bush hurtigt ændringer, som berørte miljø- og klimaeksperter, men han tog nogle andre og mere drastiske politiske redskaber i brug.
Ifølge videnskabsjournalist Chris Mooney blev næsten alle organisationer, der havde mandat over videnskab og forskning, oversvømmet med politiske udpegelser, og resultatet udeblev ikke.
I 2006 gik NASAs klimaekspert James Hansen til pressen og beskyldte Bush-administrationen for have presset ham til at censurere forskningsresultater om global opvarmning og klimaforandringer. James Hansen viste sig at være en ud af mindst 279 føderale klimaeksperter, som enten havde oplevet lignende censur eller var blevet screenet for deres politiske overbevisning og holdning til religion.
”Alle præsidenter forsøger at sætte deres præg ved at udpege folk til deres administration, som støtter deres dagsorden. Bush skilte sig ud, fordi han gik over stregen ved at udpege inkompetente folk,” forklarer Thomas Mann.
Han trækker en lige streg fra republikanernes skepsis over for intellektuelle og det nye højres indflydelse i partiet til George Bushs skepsis over for universitetseksperter og videnskabelig fakta.
”Forandringen ligger i, at den nye administration og specielt præsident Obama er mindre drevet af ideologi end hans forgængers administration. Der er en tilkendegivelse af det legitime i konkurrerende ideer, en respekt for fakta og viden samt en anerkendelse af at teo-rier bør være underlagt falsifikation,” siger Thomas Mann.
Også i Danmark er der sket en kovending, når det gælder, hvilke klimaeksperter der bliver lyttet til. Men det er sket under den samme regering.
Fogh indrømmede i 2008, at han havde taget fejl på klimaområdet og satte igen klimaet og en international klimakonference i Danmark højt på den politiske dagsorden. Og det er ikke Bjørn Lomborgs forskning, der danner grundlag for Connie Hedegaards forberedelser til klimakonferencen i København. Tværtimod har klima- og energiministeren i 2007 til Ritzau kaldt FN’s klimarapport for ”et fundament, det er meget svært for politikere at overhøre.”
Fare for populistisk modreaktion
Men tilbage til USA og spørgsmålet om, hvordan en Harvard-uddannet ung senator med en meget intellektuel udstråling kunne vinde valget i et land, hvor foragt for intellektuelle har været en politisk tradition.
Ifølge Thomas Mann var valget af Barack Obama i høj grad et fravalg af Bushs lederstil. Efter otte år med Irakkrig, orkanen Katrina, rekordlavt verdensomdømme og en alvorlig økonomisk krise var amerikanerne klar til at satse på en intellektuel præsident. Og ligesom Kennedy er det lykkes for Obama at fremstå som cool og klog på samme tid.
Men Mann advarer om, at Obama risikerer at stole så meget på sit team af ’best and brightest’, at han mister sit eget perspektiv og dømmekraft, præcis som det skete for Kennedy og hans Harvard-folk i Vietnamkrigen. En anden fare er, at Obama og hans nørder vil komme til at opleve en populistisk modreaktion, hvis det ikke inden for de næste år lykkes dem at levere løsninger til nogle af de store udfordringer, som landet står over for.
Både Thomas Mann og Michael Kazin forventer, at Obama vil forsøge at undgå et populistisk bagslag ved at vise, at han føler med almindelige borgeres smerte i de hårde tider. Obama vil insistere på, at den stab, han har udnævnt, respekterer de folk, de er ansat til at betjene. Og så vil Obama fortsætte med at understrege sin egen menneskelighed ved at stille op til en omgang basketball foran rullende tv-kameraer og optræde i rollen som far over for hans to unge populære døtre, Sasha og Malia.
I Danmark vrimler Lars Løkke Rasmussens nye regering ikke ligefrem med nobelprisvindere. Selvom kulturkampen er afblæst på klimaområdet, ser det ikke ud til, at nørdede eksperter er ved at overtage den politiske scene. Spørgsmålet er nu, om Lars Løkke ligesom sin forgænger vil lade sig inspirere af den amerikanske præsidents stil. I så fald skal danskerne forberede sig på en statsminister, der ikke er bleg for at gøre brug af komplekse politiske forklaringer, og som tror på, at danskerne ikke er bange for en nørdet politiker.
Ledige stillinger