Den kreative frontfigur

”Det er lidt af en gyser, kan jeg godt fortælle dig,” siger Uffe Elbæk, da vi har sat os til rette ved mødebordet under den multifarvede lysekrone i det indre København. DJØF Bladet er taget på besøg i sekretariatet for World Outgames. En begivenhed, hvor sport, kultur og en menneskerettighedskonference skal sætte fokus på trans-, bi- og homoseksuelles vilkår worldwide. 

Gyset skyldes, at pengene slet ikke er rullet ind i den strøm, de københavnske politikere forventede tilbage i 2006, da en enig Borgerrepræsentation besluttede at få World Outgames til Danmark og besluttede at støtte projektet med 20 mio. københavnske skattekroner.

”Outgames er tænkt i en opgangstid, men er landet i en dyb økonomisk krise,” siger Uffe Elbæk.

Forventningerne til arrangementet er derfor kraftigt nedjusteret. Fra det første mål om 8.000 betalende deltagere til worst case-scenariet på 5.000. Alligevel mangler der denne forårsdag stadig 5 mio. kr. i kassen for at få budgettet til at hænge sammen.

”Det er en gyser, virkelig en gyser,” gentager han. Denne gang med korslagte arme og måske mest henvendt til sig selv.

Skizofren ledelse

De manglende penge påvirker selvsagt stemningen og ledelsesrummet i det 22 mand store sekretariat.

”Lige nu kræver det nærmest en skizofren bevidsthed at være leder her,” siger Elbæk. 

”Kigger man ud af det ene vindue, er det forår, alle programmerne rejser sig flot. Vi har kunstnere, der stiller op og frivillige, der melder sig. Og der har lige været en stor artikel i China Today om, at Kinas homoseksuelle vil stå offentligt frem for første gang i forbindelse med vores Outgames. Det ser rigtig godt ud. Men kigger man ud af det andet vindue – på økonomien – ser det kulsort ud.”

De økonomiske problemer er endt med at fylde meget mere, end Uffe Elbæk havde regnet med.

”Jeg skal manøvrere i spændingsfeltet mellem ambition og virkelighed og forsøge at få medarbejderne til at bevare gejsten og troen på projektet. Min egen grundholdning er, at det nok skal lykkes. Og lige nu er det vigtigt, at jeg som chef tror på, at det ender godt, selv om der er en masse bump på vejen.”

Ro og fornyet energi

Et par uger efter første interview ligger der en besked på telefonsvareren:

”Det er Uffe. Jeg vil bare fortælle, at vi har fået pengene. Jeg er en meget lettet mand, kan du tro.”

Redningen er kommet via en underskudsgaranti fra Københavns Kommune på de manglende 5 mio. kr. Og tilmeldingerne er også nået op på de kritiske 5.000 deltagere.

”Den sidste tid har tæret på mig, det er helt sikkert,” uddyber han senere.

”Det er en stor psykisk lettelse, at økonomien er kommet på plads. Det giver en enorm ro, og det frigiver en masse energi i organisationen til at eksekvere.”

I værste fald havde Uffe Elbæk forudset, at der skulle aflyses store programflader i eventen, der byder på 38 forskellige sportsdiscipliner, happenings, parade og en international menneskerettighedskonference.

For slet ikke at tale om den forventede medieskandale, der ville følge i kølvandet på de mange spildte offentlige kroner.

Håndtaskekast for offentlige penge

Der har da også været røster fremme i medierne om det rimelige i at lade offentlige kasser medfinansiere Outgames.

Journalist og satiriker Anders Lund Madsen skrev for flere måneder siden en klumme i Jyllandsposten, hvor han med en ironisk pen takkede Uffe Elbæk for at ”… tage mine skattepenge og give dem til folk, der vil kaste med håndtasker og spille bridge og svømme biseksuel synkronsvømning.”

Andetsteds i samme klumme sendte Anders Lund Madsen en kærlig hilsen til Københavns Kommune:

”Glem skyskraberne og boligkvarterer, hvor der rent faktisk kan bo mennesker, der ikke ejer reklamebureauer eller arbejder som chef-læger på privathospitalet Hamlet. Op i røven med brugbare skoler og et kloakledningsnet, der bare tilnærmelsesvis fungerer. Hvis blot vi får bøsserne til at komme i vore gader og på vores sportsarenaer.”

Og den hedengangne Nyhedsavis nåede inden sin lukning at bringe flere artikler, der kritiserede Uffe Elbæk for at favorisere sine venner med opgaver og tage på en privat rejse for Outgames’ penge.

Elbæk har det sådan set fint med kritik, siger han. Hvis kritikken går efter bolden og ikke efter manden.

”Det er helt legitimt at spørge ind til, om politikerne bruger de offentlige penge rigtigt. Og selvfølgelig skal medierne være kritiske. Men det er et problem, hvis man forfølger en personlig dagsorden og udelader væsentlig viden, der kan nuancere billedet. I denne sammenhæng tager jeg ikke nogens skattepenge. Jeg er ansat som embedsmand og forfølger et mål, som en enig Borgerrepræsentation har besluttet. Omkring nepotisme og min rejse til Texas, kan jeg godt forstå, Nyhedsavisen stillede spørgsmål. Det var bare frustrerende, at de ikke hørte svarene. Så jeg var glad for, at kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev var klokkeklar i sin opbakning til mig.”

Livet er en rejse

Uffe Elbæk er meget andet end aktuel frontfigur i World Outgames. Han er stifter og tidligere rektor for den århusianske iværksætteruddannelse Kaos-Piloterne. Han er medlem af en række kulturelle bestyrelser. Han er nyvalgt folketingskandidat for Radikale Venstre. Han er far og farfar. Og han er klogere på sig selv nu, end nogensinde før.

”I virkeligheden er livet en lang rejse ind i sig selv,” siger han, da vi mødes igen. Ordene falder i den lyse hjørnestue i Elbæks lejlighed i hjertet af Frederiksberg. I vindueskarmen står en udstoppet havmåge med kongekrone på sit dunede hoved og holder øje med trafikken på Gl. Kongevej.

”En gave ved at blive ældre er, at man bliver klogere på, hvem man selv er, og hvad man mener,” uddyber han.

Og Uffe ved formentlig, hvad han taler om. I hvert fald har hans 55-årige liv budt på flere indre rejser.

Han har rejst politisk. Begyndte med medlemskab af Danmarks Kommunistiske Ungdomsparti, tog et smut over Venstresocialisterne og er indtil videre endt med et radikalt kandidatur til folketinget. En lille anekdote er, at han undervejs har krydset politisk spor med sin mor. Hun har på sine ældre dage skiftet den livslange sympati for de radikale ud med Enhedslisten og synes nu, at sønnike er ved at blive vel småborgerlig.

Han har rejst i sin seksualitet. Havde fornemmelsen fra barnsben, men først efter to dybe, længerevarende kærlighedsforhold til kvinder, accepterede og anerkendte han lysten til mænd. Da var han i slutningen af 20’erne, så det er old news og en fuldt integreret del af hans tilværelse i dag. 

Han er født og opvokset på en højskole, har boet i kollektiv flere gange, i kernefamilie og nu i ægteskabelig tosomhed. Han røg så meget hash i syvende klasse, at lærerne ikke indstillede ham til realen. Så det lå absolut ikke i kortene, at Uffe en dag skulle blive rektor for en uddannelsesinstitution, siger en af hans gamle klassekammerater.

Sidekammeraten fra ungdomsårene beskriver Uffe som en god kammerat, selvironisk og med stor udstråling. Han siger, at Uffe altid har haft en fredelig tilgang til verden og evnen til at knytte netværk på kryds og tværs. Men målbevidst karriereplanlægger, det vil han ikke kalde ham.  

Fra Pisbønner til KaosPiloter

Målbevidst eller ej, så var udsigten til ikke at komme med over i realen nok til, at den unge, let utilpassede Elbæk lagde hashen på hylden og kastede sig over bøgerne. Og det lykkedes ham da også at komme både i gymnasiet og sidenhen uddanne sig til socialpædagog. Og journalist.

I begyndelsen af 1980’erne blev han projektansvarlig for akrobatik- og cirkusgruppen De flyvende Pisbønner. Et engagement, der over de følgende år udviklede sig til flere kulturelle og kunstneriske projekter, indtil Elbæk følte, at han havde tilegnet sig tilstrækkelig organisatorisk og politisk erfaring til at etablere det kulturelle iværksættermiljø Frontløberne.

Frontløberne, der var involveret i initiativer som Next Stop Sovjet, Multimedievirksomheden MouseHouse og Café Kølbert, gav Elbæk indsigt i det faglige felt mellem kunst og kultur på den ene side og erhverv og økonomi på den anden. Det krydsfelt, som KaosPilot-uddannelsen siden har gjort til sin særlige platform. Uffe Elbæk opbyggede uddannelsen i begyndelsen af 1990’erne og ledede derefter KaosPiloterne i 15 år.

En idealist

Opvæksten i det jyske højskolemiljø har sat dybe plovfuger i Uffe Elbæks personlighed. Gennem hele sin voksne tilværelse har han forsøgt at skabe en balance mellem på den ene side ambitionen og forhåbningerne om et samfund, der vægter fællesskabet og kollektivet og på den anden side retten til at leve sit liv på egne præmisser.

Mange vil nok beskrive ham som idealist. Selv tøver han ikke med at indrømme, at han drives af ønsket om at skabe en bedre verden og til stadighed inspireres af drømmene fra ungdomsoprøret i 1968. I ’Levnedsbeskrivelsen til De Kongelige Ordeners Historigraf’, som Elbæk skrev, da han modtog Dronningens Ridderkors i 2001 står der fx:

”… den selvsamme sommer jeg fyldte 14 år, tog San Francisco for alvor hul på ’summer of love’, hvis dønninger snart kunne mærkes helt op til Store Restrup Højskole. Og hvis kulturelle understrøm blev den inspirationskilde, som jeg lige siden har trukket på. I nogle perioder mindre end i andre. Men den har altid været der … denne anarkistiske utopiske frihedsunderstrøm.”

Den rå virkelighed

I 2007 traf Uffe Elbæk flere store beslutninger. Han blev gift med sin Jens, og han flyttede fra Århus – ”byen, der blev min” – som han siger og slog sig ned i København for at stable World Outgames 2009 på benene – eller Homo-OL, som medierne ynder at kalde begivenheden.

I begyndelsen blev Uffe Elbæk mest motiveret af muligheden for at skabe en anden fortælling om Danmark ude i verden end Muhammedkrise, Ungdomshus og fremgangen for Dansk Folkeparti. 

”Outgames signalerer, at København er en tolerant, venlig og progressiv storby. Samtidig bliver det testet, om infrastrukturen kan klare store internationale arrangementer, der både dækker sport, kultur og konference. Og endelig er den homoseksuelle målgruppe lukrativ for turistbranchen, fordi i hvert fald de vestlige homoer ofte har et stort rådighedsbeløb til overnatning, shopping og forplejning,” siger han.

Men ikke alle danskere er begejstrede ved udsigten til ni dage med festende bøsser, lesbiske og transseksuelle i København. For nylig førte et indlæg på Jyllandspostens blog med titlen ’Fri os fra Homo-OL’ til et par hundrede læserkommentarer om alt fra kirkevielser af homoseksuelle, sammensværgelser mellem homoseksuelle og muslimer og udsagn som:

”Jeg har også den indstilling, at homoer er for synlige og vil pådutte alle og enhver indtrykket af, at de er noget så naturlige. Det er de ikke. De er så unaturlige, som noget kan være.” Efter Elbæk har lært projektet at kende indefra, er det ikke længere modvægten til Muhammedkrisen, der vejer tungest. Der har også vist sig en helt anden berettigelse, siger han.

”Jeg har aldrig arbejdet med homo-problemstillingen før, så jeg vidste ikke, at virkeligheden er så rå derude. En tredjedel af alle lande kriminaliserer kærlighed mellem mennesker af samme køn, og syv lande har dødsstraf for homoseksualitet. Derfor er menneskerettighedskonferencen afgørende for mig. Den er projektets sjæl.”