USA som europæisk velfærdsstat

Washington DC: Mange i USA troede, det var en fantasifuld aprilsnar, men det var langt fra tilfældet. Tværtimod kan man sige. Tørre tal fra det anerkendte meningsmålingsinstitut Rasmussen viste i starten af april, at blot 53 procent af amerikanske voksne mener, at 'kapitalismen er et bedre samfundssystem end socialismen'.

20 procent foretrækker socialismen, og for unge under 30 stod det 37-33 til den frie markedsøkonomi.

Nu skal den slags meningsmålinger tages med et gran salt, men resultaterne ryddede forsiderne i de amerikanske aviser og kaprede tid i toppen af nyhedsudsendelserne og på nettet.

Samme måned offentliggjorde det anerkendte Pew Research Center i Washington DC en undersøgelse, som viser, at amerikanerne er klar til mere regulering og mere velfærdsstat. Borgerne ønsker en øget offentlig regulering af socialpolitikken, og over 60 procent bakker tilsvarende op om en langt strammere regulering af de finansielle institutioner.

"Målingerne er en tidevandsbølge i retning mod mere regulering: I 1994 sagde 57 procent af amerikanerne ja til udsagnet: 'Regeringen skal tage sig af de mennesker som er ude af stand til at tage vare på sig selv'. I 2006 var tallet på over 69 procent. Vi ser lignende tal på en række konkrete politikområder fra energi- og miljøpolitik til forbrugerbeskyttelse," siger forskningsdirektør i Pew, Scott Keeter.

Meget tyder med andre ord på, at valget af demokraternes præsident Barack Obama hænger sammen med et bredere værdiskifte i den amerikanske opinion. For den amerikanske højrefløj, der fortsat er groggy efter præsidentvalget, er de nye målinger endnu et tegn på drøje tider forude.

Obama: En farlig mand

Som det mest konkrete tegn på, at stemningen er skiftet i samfundsdebatten, står naturligvis den nyvalgte præsident.

Højrefløjen i det republikanske parti ser Barack Obama som en farlig mand. Den demokratiske præsidents program står ifølge kritikerne for intet mindre end destruktionen af USA, som vi kender det. Og det, der skal sættes i stedet, er Europa, lyder det.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, har kaldt Obamas politik for 'europæiseringen af Amerika'. Newt Gingrich advarer om 'socialisme på europæisk'. Og Mitt Romney, som håber at blive partiets præsidentkandidat i 2012, taler om, at USA under Obama er på vej mod 'en afart af et statsstyret Europa'.

Den verdenskendte politolog og forfatter Charles Murray (medforfatter til den kontroversielle bog 'The Bell Curve' fra 1994 om IQ i USA, red.) er en af dem, der råber vagt i gevær. Han er i dag tilknyttet den konservative tænketank American Enterprise Institute i Washington DC.

"Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være på ferie i Europa. At slentre ned ad Paris' gader, at nyde de grønne og smukke kvarterer i Stockholm eller Amsterdams kanaler. Og hvad kan slå arkitekturen i Rom? Jeg ville heller ikke have det mindste imod at være pensionist i Europa. Jeg ville imidlertid nødig være ung der," siger Charles Murray og fortsætter:

"De ting, der betyder noget for mennesker, handler alle om at skabe noget. At kunne forsørge sin familie, at have et meningsfyldt arbejde og være stolt af sin metier. Den europæiske velfærdsstat suger for meget af meningen med livet ud af sine borgere. Det kan aldrig betale sig at løbe en risiko, for man har altid et behageligt, statsligt finansieret alternativ. Og amerikanerne er ved at blive mere og mere som europæerne."

Arven fra George W. Bush

Murray siger videre, at udtrykket rugged individualism før i tiden var en almindelig og populær term, hvis man ville give en hurtig karakteristik af den amerikanske egenart. Sådan er det ikke mere:

"Amerikanerne søger nu trygheden ved kollektive løsninger, og det er ikke noget, Obama har sat i sving. Bush-regeringen opfangede disse signaler lige så godt, og udgifterne til det offentlige forbrug eksploderede under de sidste års republikansk ledelse. Bush lærte hurtigt lektien."

Chris Edwards er skatteekspert og en anden markant republikansk røst. Han er forfatter af en nylig udkommet bog, 'The Global Tax Revolution'.

Han peger på, at USA's offentlige sektor pt. sluger 33 procent mere af den amerikanske økonomi end under præsident Bill Clinton.

"Men hvor Clinton i det mindste havde en økonomisk teori bag ved sine gerninger - nemlig at højere skatter vil resultere i en lavere rente og forbedrede offentlige budgetter, som vil gavne den amerikanske økonomi, hvilket jeg godt nok er uenig i, men det var da i det mindste en teori - ja, så synes Obamas økonomiske team ikke at have andet i tankerne med det højere skatteprovenu end at pumpe det offentlige forbrug op," siger Chris Edwards.

USA som skatteførende

Chris Edwards fremhæver, at Obama ønsker at hæve den amerikanske topskat fra de nuværende 41 procent til 46 procent efter 2011.

"Det personlige skattegennemsnit i de 30 førende vestlige industrilande ligger imidlertid på 43 procent, og det er næppe ønskeligt for verdens førende frie markedsøkonomi at være skatteførende. Samtidig har Obama også bebudet en udvidelse af selskabsskattegrundlaget for slet ikke at tale om den bebudede ekstra klimaskat, der estimeres at skulle indbringe 80 milliarder dollars om året."

Edwards kritiserer, hvad han ser som "den klassiske keynesianske misforståelse med vedvarende enorme budgetunderskud, hvor det føderale niveau spreder sine fangarme ind i staterne med en strøm af subsidieringsprogrammer. Man satser entydigt på at overføre ressourcer fra den produktive, private sektor til den mindre produktive, offentlige føderale økonomi. Men den liberale doktrin om, at et højere offentligt forbrug altid er det bedste, er simpelthen forkert. Når private virksomheder er ineffektive, må de lukke. Sådan er der mildest talt ikke med offentlige virksomheder, som i USA har en horribelt ringe effektivitet," siger han.

USA på katastrofekurs

Politiker Paul Ryan, som er den højest rangerende republikaner i Kongressens finansudvalg, er helt enig. Han er medlem af den betydelige fraktion i oppositionspartiet, der beskriver sig selv som 'ledende, når det gælder fiskal ansvarlig politik', og han mener også, at Obamas økonomiske politik har sat USA i drift lige direkte mod Europa og mod afgrunden:

"Vort land smuldrer for øjnene af os: Vi mister jobs, vi mister velfærd, vi taber konkurrenceevne, og det eneste svar, Barack Obama tilbyder os, er at sætte skatterne i vejret og øge det offentlige forbrug. Det er vanvittigt. Det er at ignorere det faktum, at USA er en del af en global konkurrence og en globaliseret økonomi. Det er simpelthen forkert at bruge mere, end man producerer. Vejen frem er den modsatte: Vi skal sætte forbruget ned, vi skal låne mindre og samtidig sætte skatterne ned, så der er et større incitament til at starte nye virksomheder og ansætte flere medarbejdere. Vi har ikke brug for mere åndløs materialisme og overophedet forbrug. Vi har brug for disciplin, og det gælder både i det offentlige og det private forbrug."

Paul Ryan mener ligefrem, at man kan kalde Obamas politik for uamerikansk. Og ligesom Murray er han ikke i tvivl om, hvor Obama får sine ideer fra - den europæiske velfærdsstatsmodel:

"Men på en måde er det endda uretfærdigt. Ikke over for Obama, men over for europæerne, for når sandheden skal frem, har de fleste europæiske lande faktisk indset, at det ikke nytter at køre med offentlige underskud i den størrelsesorden, som Obama foretrækker. Under det seneste G20-møde i London stod Obama stort set alene med sit mantra om, at der bare skulle skrues op for forbruget. De europæiske ledere sagde jo ligeud: 'Wow, hey, sæt lige tempoet ned kammerat. Vi har altså ikke tænkt os bare at gå i gang med at låne og forbruge mere'. Ingen synes at stille spørgsmålene: Hvem er det, der skal købe alle disse statsobligationer? Hvem skal finansiere USA i det lange løb?"

Ryan frygter, at hans tre børn på fire, fem og syv år risikerer at blive medlem af en opvoksende generation, der for første gang vil få en lavere levestandard end deres forældre, og ifølge Ryan samtidig kan se frem til at betale dobbelt så meget i skat.

Det ægte USA

For Ryan handler det, han kalder 'det ægte USA', om noget andet:

"Nemlig ikke om at opildne til klassekamp, om at sætte amerikanerne op imod hinanden eller om at alle skal være glade for det, de har og takke en stadigt voksende offentlig sektor for at passe på sig. Hele det filosofiske og politiske grundlag for Amerika er det modsatte: At enhver har ret til at avancere i tilværelsen og forbedre sit liv, at realisere sit potentiale og bevæge sig opad i samfundet. Det er den amerikanske drøm. For at kunne realisere den er det nødvendigt med frihed for den enkelte og at have en begrænset stat. Det er de blivende og de konstituerende karaktertræk ved Amerika," siger han og fortsætter:

"Og den amerikanske stat er exceptionel. Det er muligvis politisk ukorrekt at sige det her i hovedstaden, men sådan ser jeg det."

Dæmonisering af Obama

Men det er naturligvis langt fra alle, som klager over de nye toner i amerikansk politik. Den erfarne politiske klummeskribent Dick Polman fra avisen The Philadelphia Inquirer har kun sarkasme til overs for de konservative klagesange:

"Åh nej, Europa. Skal vi nu til at have fremragende tog og børnehaver til alle," spurgte han for nylig i sin avis.

Polman, der dækker amerikansk politik, herunder alle præsidentvalg siden 1992, og som i dag er fastansat som husskribent ved University of Pennsylvania, kalder ideen om USA som det nye Europa for "fjollet".

"Obamas politiske dagsorden minder ikke det mindste om et traditionelt europæisk socialdemokratisk program. Vi taler om skatteprocenter i 40'erne, ikke i 60'erne. Hans sundhedsreform beholder hele den private forsikringsmodel. Og han vil ikke engang indføre statsligt finansierede universitetsstudier, men bare sikre at alle har lige adgang. Endelig er der sandelig mange ting, amerikanerne kunne lære af europæerne - lige fra læsefærdigheder til hvordan man opnår en højere gennemsnitsalder. Hvad disse jeremiader handler om er, at de konservative af al magt forsøger at dæmonisere Obama, før han kan gennemføre nogen af sine progressive reformer," siger Polman.

Konklusionen er nærliggende: Den økonomiske krise er global, men hvor store dele af Europa, herunder Danmark, er klar med en skefuld neoklassisk økonomisk medicin i form af liberalisering og skattesænkning, så står Obamas USA omvendt klar med en teskefuld klassisk keynesianisme.

Rollerne er muligvis ikke byttet helt om, men scenen er skiftet.