15.5.2009
af
Tine Santesson
Smider avisbuddet Politiken i din postkasse om morgenen? Og er du en af dem, der helst ser DR TV avisen og også gerne lige tager Deadline med, inden du smutter i seng - så gør du, som andre djøfere typisk gør.
Det viser en undersøgelse, som DJØF har gennemført blandt 2.050 djøfere, hvor man blandt andet har spurgt til deres medievaner.
Djøferne er blevet spurgt:
Næsten halvdelen læser Politiken, mens mindre end en tredjedel læser Berlingske Tidende og kun op mod en femtedel læser Jyllands Posten. Tæt ved hver femte djøfer har fat i Børsen i løbet af ugen, og godt hver tiende læser Information og lidt flere Weekendavisen. Ikke engang to procent læser Kristeligt Dagblad. Gratisaviserne har heller ikke den store trofaste læserskare blandt djøferne. MetroXpress er dog den absolut foretrukne - godt hver tiende djøfer åbner den mindst en gang i løbet af en uge.
Et minimalt antal djøfere siger, at de læser BT eller Ekstra Bladet. Men djøferne har tilsyneladende alligevel brug for lidt ekstra kulør indimellem, for når det gælder elektroniske medier, tilkendegiver lidt over hver tiende djøfer, at de er omkring ekstrabladet.dk en eller flere gange i løbet af en uge. Med undtagelse af Ekstra Bladet smitter djøfernes foretrukne trykte avisvalg også af på, hvilke avishjemmesider de flittigst besøger. Ergo er politiken.dk den mest besøgte blandt djøferne.
Når det gælder tv, er djøferne flittige nyhedsseere - og her er DR TV avisen og Deadline de fortrukne. Godt 64 procent af djøferne ser TV avisen og/eller Deadline en eller flere gange i løbet af ugen. Lidt mere end 45 procent ser TV 2 Nyhederne, og knap 20 procent ser TV 2 News.
Ledige stillinger