Sydafrikansk optimisme på vågeblus

"Læs højt, hvad der står her."

Francis Kimeze har trukket ned i sin T-shirt og kigger krævende og vredt på den hvide dommer i byretten i Strand i Kap-provinsen.

Dommeren ryster på hovedet. Francis Kimeze fortsætter:

"Jeg ønsker ikke en beskikket advokat, jeg ønsker at forsvare mig selv. Jeg tror ikke på, at en advokat i Sydafrika vil tale min sag. I er racister alle sammen."

Den ugandiske mand har indrømmet at myrde sin svoger, den danske pensionist Preben Povlsen, som var på ferie i Sydafrika. Siden har han siddet i det berygtede Pollsmoor-fængsel, hvor Nelson Mandela også tilbragte nogle år efter hans tid på Robben Island.

Kimeze står med ryggen til tilskuerne, som ikke kan se, hvad han har på brystet under T-shirten.

Ingen respekt for loven

Retslokalet virker til at have suget al Sydafrikas dårligdom til sig, som om det for hver sag, der er blevet ført her, har mistet lidt mere af glansen og nu står tilbage med store blå mærker på sin nøgne krop. Her er beskidt og afpillet.

"På en måde er vi kommet langt," siger statsanklager Greg Wolmarans bagefter. Han er hverken sort eller hvid. Han er farvet - den gruppe, der under apartheid havde det lidt bedre end de sorte og en del værre end de hvide.

"Før 1994 var respekt for lov og orden problematisk, fordi flertallet af befolkningen med rette følte, at loven ikke var på deres side. Det er lidt af en opgave at lære millioner af mennesker, at de i dag kan og skal respektere loven, men det går langsomt fremad," siger han.

Greg Wolmarans har været ansat i The Scorpions, den sydafrikanske pendant til bagmandspolitiet. En enhed, som har stået bag flere store sager mod korrupte forretningsfolk og politikere. Også mod ANC's præsidentkandidat Jacob Zuma, som står anklaget for korruption i en stor våbenhandel.

Mange tror, at sagen mod Zuma er årsagen til, at The Scorpions er blevet nedlagt. Og at retssystemet er blevet korrumperet af politikerne i en sådan grad, at det ikke vil undre, hvis anklagemyndigheden helt dropper sagen mod ANC's kommende præsident.

Manden under bruseren

Zuma er tidligere blevet renset i en voldtægtssag mod en hiv-smittet kvinde. En sag han for altid vil blive husket for, da han indrømmede, at han havde ubeskyttet sex med kvinden, men tog et brusebad bagefter og derfor følte sig sikker på ikke at være blevet smittet. Medierne tegner ham i dag ret konsekvent med en bruser over hovedet i stedet for en glorie.

Den 22. april skal sydafrikanerne beslutte, om det er ham, de vil have som landets næste præsident. Alle regner med, han vinder, men at stemmeprocenten vil blive rekordlav.

"Sikke en nedtur fra Mandelas tid," siger Greg Wolmarans og ryster på hovedet. Nu snakker han om politik. Som privatperson og ikke som offentlig anklager.

"Vi mangler ordentlige ledere i dag, de tænker kun på at blive rige hurtigt. Vi kommer fra Mandela og en enorm optimisme, og så er det bare gået i den forkerte retning. Vi havde Mandela som symbol på retfærdighed, det har vi ikke mere."

Men er retssystemet blevet korrumperet?

"Hvis du havde spurgt mig sidste år, så ville jeg have sagt nej. Men uge for uge kommer der flere og flere sager, som ikke peger i den rigtige retning."

Senest er Jacob Zumas ven i våbenhandlen, forretningsmanden Schabir Shaik, blevet løsladt efter kun at have afsonet to af 15 år. Angiveligt fordi han er døden nær, hvilket ingen tror på.

"De første fem år efter apartheid gik det fremad. Stærkt fremad. I dag går det den anden vej," konstaterer Greg Wolmarans.

Stigende kriminalitet

Det er byretten i Strand et godt bevis på. De fleste sager handler om sorte, der er sigtet for røveri, indbrud eller mord - i de fleste tilfælde mod andre sorte, men også mod farvede og hvide.

Efter apartheid er kriminaliteten eksploderet, mest af alt fordi de fattigste er blevet fattigere. Det har ført til et enormt pres på politi og domstole, som ofte ikke kan få de skyldige dømt på grund af mangel på mandskab - og mangel på tillid til systemet fra befolkningen.

"Retssystemet fungerer ikke optimalt," indrømmer viceminister Johnny De Lange i Justitsministeriet. "Det er underbemandet og underfinansieret." Men han mener også, at problemet ligger i arven efter apartheid.

"Styret dengang afholdt folk fra at anmelde forbrydelser, for hvis de gjorde det, blev de fejlagtigt opfattet som spioner og slået ihjel. Vi bliver nødt til at vinde befolkningens tillid tilbage og få dem til at føle, at det er okay at rapportere til politiet, når de ser kriminalitet."

Fremmedhad

Dagen i byretten i Strand starter som alle andre. Et navn bliver råbt op. En betjent går med en nøgle så stor, at den virker til at kunne åbne porten til helvede. Han låser sig ind i et mørkt rum og kommer ud med en ung, sort fyr med et hævet øje og en skjorte, der er revet i stykker.

"Sæt dit tøj ordentligt," befaler retsbetjenten. Den unge mand prøver at få skjorten til at sidde pænt, men projektet lykkes ikke. Skjorten hænger dårligt sammen længere, han må have været ude i en herrekamp og vundet, siden han står her. Nu bare i laset skjorte.

Dommeren kigger i sine papirer og beslutter at løslade fyren mod en kaution på 200 kroner. Det er ikke sikkert, han kommer ud - en tredjedel af dem, der får kaution, har ikke råd til at betale den.

Den næste på anklagebænken er en hvid mand, der er sigtet for spirituskørsel. Hans sag udsættes, da sagsakterne er forsvundet. Det sker ret ofte i Sydafrika.

"Politiet er det led i vores retssystem, som har haft sværest ved at vænne sig til de nye tider. Gode efterforskere er en mangelvare, de er ikke engang okay og kan ikke basale ting som at lave en afhøring, der holder i retten," siger Greg Wolmarans, som giver dårlige lønninger skylden for manglen på god arbejdskraft.

Fængsel - ikke hotel

Francis Kimeze bliver ført ind i retslokalet i Strand. Den hvide dommer forsøger at overbevise ham om, at han bør tage en beskikket forsvarer.

"Jeg har haft én, og han har aldrig besøgt mig i fængslet," svarer Kimeze.

Efter retsmødet er både sagførere og advokater lige så tavse som dommeren om, hvad der var på brystet af uganderen Francis Kimeze. Men en kvindelig tilskuer kommenterer det uventede optrin i retslokalet. Ikke at hun ved, hvad Francis Kimeze viste dommeren på sit bryst, men som hun siger:

"Hvad forventer han? Det er jo ikke et hotel, han har indlogeret sig på. Det er et fængsel."

Da jeg senere besøger Francis Kimeze i Pollsmoor, får jeg opklaret gåden. Han er blevet tatoveret mod sin vilje af bandemedlemmer i fængslet. 'KAFFER' (nedsættende ord om negre, red.) står der med store, grønne bogstaver i hans hud. Det mest forbudte ord i regnbuenationen, som Sydafrika ynder at kalde sig selv i dag.

Fattigdom har ført fremmedhad med sig, og det eksploderede sidste år i townships over hele landet. Hadet mod 'de andre' lever også i fængslerne.

"De gav mig valget mellem den eller at overfalde mig igen og igen. De er racister alle sammen, også politiet," siger Kimeze om Sydafrika 15 år efter apartheid blev afskaffet.