Er fodboldverdenen og den akademiske verden uforenelige størrelser? Der er relativt få akademikere i professionel fodbold. Vi har talt med et par af dem.
Tilværelsen som professionel fodboldspiller er ikke altid en dans på roser. Den tætte konkurrence om pladserne på holdet betyder, at spillerne bruger alle kneb for at gøre fodboldhoserne grønne over for træneren, så de hver søndag er i trænerens startopstilling. Man skal indordne sig ubetinget i hierarkiet, og tonen og opførslen på træningsbanen er til tider rå. At sparke sin konkurrent på holdet ned til træning, eller at mobbe de perifere spillere for at hævde egen position i truppen, er ikke ukendte metoder.
Sådan beskrives forholdene oftest i den professionelle fodboldverden. Og læser man populære fodboldbøger som 'No regrets' og 'Sorte svin' af to af fodboldens hardhittere, Stig Tøfting og David Nielsen, bliver man bekræftet i dette billede.
Omvendt er det med tilværelsen på de højere læreranstalter, hvor de studerende bliver opdraget til at forholde sig kritisk til etablerede sandheder, diskutere og stille spørgsmål. Civiliseret udveksling af meninger er en del af universiteternes kultur og hverdag.
Så umiddelbart lyder det som en kulturkløft, der er svær at skræve hen over. Tidligere landsholdsspiller og cand.oecon. Jan Bartram beskriver kløften i sin bog 'Løb for livet - der er andre ting i livet' på følgende måde:
"Mit dilemma var, at jeg fra universitetet var vant til at skulle forholde mig kritisk til omverdenen og stille spørgsmål til tingenes tilstand, mens jeg som professionel fodboldspiller lå under for en ekstrem kæft, trit og retning-filosofi. De to verdener kolliderede inde i mit eget univers."
Vi har talt med et par professionelle fodboldspillere, der har begået sig i begge verdener, om, hvordan det er. Thomas Thorninger, bac.scient.pol., som stoppede sin fodboldkarriere i 2004 efter mange år i både hollandsk, italiensk og dansk topfodbold. Og Asbjørn Sennels, tidligere landsholds- og Brøndby-spiller, nu aktiv Viborg-spiller, som er i gang med at skrive speciale i idehistorie på Aarhus Universitet.
"Det er klart, at det er to forskellige verdener. I fodbold bliver man nødt til at indordne sig, da det er en holdsport - modsat i universitetsverdenen, hvor det er enkeltmandspræstationer. Derfor er det helt naturligt, at der er en vis kæft, trit og retning i fodbold," siger Thomas Thorninger, der mener, det afgørende er, hvordan man er som person, om man kan begå sig i de to verdener eller ej og fortsætter: "Man skal ikke glemme, at professionel fodbold også er et stykke arbejde, der skal udføres. Så kræver det, at man indordner sig på et hold, og at man aktivt forsøger at skabe et godt socialt miljø omkring holdet, uanset om man har lyst til det eller ej. Det behøver man ikke som studerende på et universitet."
Asbjørn Sennels kridter banen endnu mere op:
"Udefra set bliver sportsverdenen anskuet som en machoverden med hårde værdier, konkurrencementalitet og fokus på at vinde. Når vi er på træningsbanerne, træningslejre og i kampsituationer, så er det jo ikke noget med at forholde sig kritisk til tingene. Så handler det jo bare om at vinde og udfylde sin rolle på holdet. Der er hierarki, og der er autoritet. Og det er selvfølgelig modsat af, hvad der gælder i den akademiske verden, hvor man diskuterer og ser på nuancer og forskellige sider af en sag. Især inden for mit fag, humaniora."
Trods de to verdeners åbenlyse forskelligheder mener de begge, at de besidder egenskaber til at begå sig både i topfodboldens hierarkiske strukturer og den løsere struktur på universiteterne, hvor der bliver lagt vægt på at være kritisk.
Ledige stillinger
Som spiller har man forskellige måder at lade op til en kamp på. Thomas Thorninger ladede op på en speciel måde. Han læste æggehovedernes yndlingslekture, Weekendavisen, hvorimod hans medspillere forberedte sig til kampene ved at spille PlayStation eller kort.
"Her fik jeg en del kommentarer fra spillerne, ikke mindst fra Torben Piechnik og Stig Tøfting (tidligere AGF-spillere, red.), der ikke mente, at det var den bedste måde at forberede sig til en kamp på. Men på den anden side, hvis jeg ikke præsterede ordentligt i kampene, så havde de noget på mig," forklarer den blonde angriber og påpeger, at deres kommentarer muligvis var affødt af, at de følte sig provokeret over denne akademiske avis, som i lixtal lå milevidt fra deres foretrukne tegneserie, Basserne.
Bemærkningerne generede ikke Thomas Thorninger. Det er en del af mentaliteten på et fodboldhold, at man afsøger hinandens svage punkter. På den måde får du optimeret nogle processer, så du bliver bedre. For hvis du ikke kan tåle noget stress, er man ikke god nok til at spille fodbold på højeste niveau.
Asbjørn Sennels supplerer med et andet eksempel, hvor hans medspillere betragtede ham som en akademisk nørd:
"Der var da en situation i Brøndbys omklædningsrum, hvor Ruben Bagger (tidligere Brøndby-spiller, red.) opdagede, at jeg havde en Foucault-bog med. Han kiggede undrende i den og læste en sætning op, som var mere eller mindre volapyk – til stor morskab for holdet. Så bliver man fremstillet som en lidt nørdet person. Der har jeg bare lært at grine af mig selv, og jeg kan da også godt se det sjove i det. Her støder de to verdener sammen."
Fordommen om, at fodboldspillere er dummere end gennemsnittet, genkender Asbjørn Sennels ikke, men tilføjer:
"Men skarpt skåret op og lidt fortegnet kan det jo godt være en fordel indimellem som fodboldspiller ikke at være specielt klog. Ikke at tænke nuanceret – eller tænke så meget over tingene. Fx i kampsituationer, hvis man laver en fejl. Så bliver man ikke usikker på sig selv. Man kører bare videre, og så er det de andres skyld."
Thomas Thorninger har i hele sin karriere fået at vide, at han ikke var aggressiv nok i sin attitude.
"Det skyldes nok, at jeg altid har beskæftiget mig med, hvad der har interesseret mig, både at spille fodbold og studere statskundskab. Det var først bagefter, at jeg fandt ud af, at jeg var for pæn, og at jeg skulle have været mere aggressiv i mit spil, lidt mindre akademisk om man vil."
Han afviser tesen om, at den manglende aggressivitet skyldes, at han kommer fra en velhavende familie, eller at han har haft studierne at falde tilbage på, hvis livet som betalt fodboldspiller mislykkedes.
"Det har mere at gøre med, hvordan man er som person snarere end sin familiebaggrund og studier," mener Thomas Thorninger. En betragtning, som Asbjørn Sennels er enig i.
"Hvis man dybest set ikke er et dumt svin, så er det i hvert fald svært i fodboldverdenen at være et dumt svin, selvom det nogle gange godt kan betale sig at være kynikeren, der er ude med albuerne. Jeg håber et eller andet sted, at jeg er en flink person. Og det kan man forsøge at lægge fra sig, men det kan nok ikke helt lykkes, og så må man bare være den person og fodboldspiller, man nu er."
Uanset hvad har de begge haft en god fodboldkarriere. Akademikere eller ej.