Danskere skal lære at dyrke deres ambitioner

Da franskfødte Dominique Bouchet for 20 år siden var med til at starte Institut for Marketing og Management op på Odense Universitet, så mange kolleger til med stor skepsis. Var det nu ikke for ambitiøst at lægge ud med internationalt samarbejde fra starten? Hvad ville den franskmand egentlig opnå? Og hvorfor skulle han prale med, at instituttet blev profileret i USA? Der var ikke plads til begejstring over et initiativ, der ville andet og mere, end hvad der var gængs på universitetet.

Der er ikke plads til ambitioner i det danske universitetsmiljø, mener professoren i sociologi, der ud over sin stilling på universitetet i Odense underviser på ESSEC og Paris Dauphine i Frankrig og Pan American i USA.

"Mens man i lande som USA og Frankrig hele vejen i opdragelsen og uddannelsessystemet mærker ambitionen om at blive noget særligt, er det vigtigste i Danmark at være sig selv. Forældre er nærmest stolte af at fortælle, at de ikke kræver noget af deres børn," siger Dominique Bouchet.

Holdningen smitter af i hele uddannelsessystemet, hvilket ikke nødvendigvis er til gavn for hverken forskere eller resten af befolkningen, vurderer sociologiprofessoren, der synes, at danskerne bør blive bedre til at lære af andre, men også til at have sig selv med i den proces. Men universitetsloven, der har til formål at højne ambitionsniveauet, har den stik modsatte effekt.

Elite som drivkraft

Ambitioner er ikke et ord, der siges alt for højt nogen steder i det danske samfund. Og når det bliver sagt, har det en anden betydning end i et land som fx Frankrig. På fransk er ordet således knyttet til entusiasme og originalitet og noget, man ser som en fordel for hele organisationen, konstaterer sociologen. På dansk er ordet mere knyttet til egotrip og elitisme.

"Selvom du har ambitioner, skal du helst ikke vise det for meget selv. Andre må hellere føre dig frem - få øje på dig og sige i korridorerne, at du er brugbar," siger Dominique Bouchet.

Selv har Dominique Bouchet oplevet, at kolleger på forhånd var afvisende over for ham som person. De tolkede hans entusiasme og engagement som personlig ambition i den danske, negative betydning af ordet og tøede først op, da det gik op for dem, at hans ambitioner gik mindst lige så meget på universitetets ve og vel.

"Danskerne fokuserer meget på, at vi skal være et godt hold. Vi skal ikke stikke ud, men holde sammen. Bortset fra i sporten, hvor det er ok at have ambitioner," siger Dominique Bouchet, der ser det som sin rolle som sociolog og eksternt øje at huske folk på, at det er vigtigt at være ambitiøs også intellektuelt. Men hvad er hans forklaring på, at vi i Danmark har svært ved at tillade det?

"Jeg tror, det bunder i måden, hvorpå Danmark bliver til en industrialiseret nation. Det skete via brugsforeninger, andelsbevægelsen osv. Her handlede det ikke om at have en god leder, men nogle, der var gode til at samarbejde. Sport er til gengæld folkeligt. Derfor er det accepteret."

I Frankrig dyrker man derimod gerne den personlige ambition. Fra de katolske helgener har man hentet heltelignende forbilleder, og man fokuserer på, at det er en styrke at kunne inspirere andre. Elite er en drivkraft og ikke et negativt ekskluderende begreb som i Danmark. Og franske forskere formidler i rigt mål deres indsigter til resten af samfundet gennem bøger, foredrag eller tidsskrifter.

Bagsiden af den franske heltedyrkelse er til gengæld, at der let opstår universitære 'munkeordener', hvor folk af forskellige opfattelser ikke kan tale med hinanden.

Model udhuler forskerambitioner

I Danmark har man med den seneste universitetslov valgt at kopiere den amerikanske tradition, hvor formidling af videnskab er rettet ind efter videnskabelige tidsskrifter. Disse har en klar rangorden, og det er helt afgørende for ens fortsatte forskerkarriere, om man publicerer det ene eller det andet sted.

Tidsskrifternes ranglisteplacering er dog i højere grad end videnskabelige kriterier bygget på magtforholdene i de udvalg, der definerer rangordenen, erfarer Dominique Bouchet. Og dette, sammen med den ensretning af forskningen, der naturligt sker, når den målrettes bestemte tidsskrifter, udhuler ambitionerne om at bruge forskning til at tilføre samfundet reel værdi, vurderer forskeren.

"Faktisk fremmer man på den måde lige præcis den form for ambition, som har med personlige interesser, magt og egocentrisme at gøre," lyder det fra Dominique Bouchet.

"Måske bliver vi som forskere mere ambitiøse. Men vores ambitioner retter sig ikke mod videnskaben. Universitetsloven har demotiveret en hel generation. Især de humanistiske forskere, der arbejder med meget abstrakte ting, føler det som et problem at formidle deres forskning i en form, der passer til deres fag. Mens andre fx fra handelshøjskolen har lettere ved hurtigt at omsætte deres forskning i modeller," siger Dominique Bouchet og pointerer, at mange af hans kolleger, der istemmer rangordningen, er med til at udhule deres videnskabelige ambitioner: Det handler mere om at formidle, end hvad der bliver formidlet, mere om kvantitet end om kvalitet.

Men hvad skal vi da gøre for at lukke ambitionerne ind på den rigtige måde? Ifølge Dominique Bouchet bør vi tage udgangspunkt i den styrke, vi har i vores kultur. Nemlig respekten for hinanden. Og så bare erkende, at vi kan bruge vores sammenhold til også at lære noget.

"Der er grobund i Danmark for at skabe et ambitiøst mangfoldigt miljø. Blandt andet fordi vi har opdraget de unge til at respektere hinanden. Nu skal vi bare også fortælle dem, at de skal blive bedre til at lære af hinanden," slutter Dominique Bouchet.