Behov for konstruktiv skattedebat

Uanset, hvad man så måtte mene om Skattekommissionens konkrete forslag, må man tage udgangspunkt i indholdet. Ikke som David Stray Jørgensen, i DJØF Bladet nr. 5, 2009, mistænker Kommissionens formand, Carsten Koch, for at ville slippe billigere i skat selv. Den slags argumenter er ikke klædelige og ikke særligt brugbare for en konstruktiv debat om finansieringen af vores fælles velfærdssamfund.

Den slags argumenter flytter fokus fra det centrale. Hvordan sikrer vi en arbejdsstyrke til at betale skatterne til at finansierer velfærden? Og hvordan sikrer vi hænderne til at leverer den? Høje marginalskatter skader beviseligt motivationen til at arbejde ekstra. For nogle mennesker vil høje marginalskatter og høje offentlige ydelser direkte forhindre, at de oplever en økonomisk gevinst ved at tage et arbejde. Skattediskussionen handler ikke kun om, at højtlønnede skal have mere for at yde en ekstra indsats - den handler om, at det i det hele taget skal kunne betale sig at arbejde for alle. Ikke at tage denne pointe alvorligt er at trække seriøsiteten ud af diskussionen. 

Misundelse er sjældent et valid argument i den danske politiske debat - undtagen, når det kommer til skat. Der glemmer man - som David - helt at kigge på argumenterne og ser på, hvem der mener hvad. Det skygger for en reel meningsudveksling. Og selv efter en skattereform vil højtlønnede stadig betale mest. Også selvom deres lettelse er størst. F.eks. vil de ti procent højeste indkomster (10. decil) stadig betale 181.350 kroner, efter skattereformen letter skatten 14.110 kroner. De ti procent laveste indkomster (1. decil) slipper "kun" med 890 kroner, men bidrager også "kun" med 16.810 skattekroner til velfærdssamfundet. Hvis det er det, der skal til for at sikre finansieringen af fremtidens velfærdssamfund og den fornødne arbejdskraft, synes solidariteten helt intakt.

Frederik Berling
Cand. Comm