DJØF-mænd beskyttet af ligebehandlingsloven

13.2.2009

af

Erstatning til djøfer, som fortalte sin kommende arbejdsgiver, at hans kone skulle føde om kort tid.

DJØF har i et netop indgået forlig med et centralt placeret ministerium hentet syv en halv måneds løn hjem til et medlem, som først fik dét job, han havde søgt i ministeriet - hvorpå han fik en mail om, at man trak ansættelsen tilbage. Før han fik dén besked, havde han i en mail fortalt sin kommende chef, at hans kone skulle føde kort efter, at han efter planen skulle starte i ministeriet.

DJØF rejste derpå krav om erstatning for uberettiget ophævelse af ansættelsesforholdet før tiltræden samt krav om godtgørelse for brud på ligebehandlingsloven § 9, som siger, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær på grund af graviditet, barsel eller adoption.

"Vi mener, at det er en principielt vigtig sag. Den understreger, at beskyttelsen efter ligebehandlingsloven fuldt ud gælder for mænd også, og at beskyttelsen ikke kun finder anvendelse i en opsigelsessituation, men også i en situation, hvor vores medlem ikke har nået at tiltræde," siger chefkonsulent i DJØF, Charlotte Flach.

Ministeriet har ifølge forliget betalt medlemmet én måneds løn svarende til opsigelsesvarslet plus en godtgørelse i henhold til ligestillingslovens regler. Det svarer til i alt cirka syv en halv måneds løn.

Men ifølge DJØF afviste ministeriet overfor DJØF, at det var udsigten til en kommende barselsorlov, der var årsagen til, at man trak ansættelsen tilbage, men at der lå andre årsager bag.

"Vi kan dog kun tolke det forlig, ministeriet har indgået med os som udtryk for, at ministeriet har erkendt, at de ikke ville kunne løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke skyldtes den varslede barsel," siger Charlotte Flach.

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet