Provoker de overansvarlige

Der er blevet ordineret nok coaching, kostråd og meditation til stressede vidensarbejdere, som er brændt ud af at brænde arbejdslivsfritidsbalancen i begge ender. Nu må vi videre.

Det fastslår de to HR-konsulenter Vibeke Bendix Didriksen og Mettelene Jellinggaard, som på fem debatmøder rundt i landet prøver at provokere djøferne på deres forestillinger om det effektive arbejdsliv.

"Virksomhederne ordinerer i den bedste mening psykologhjælp og andre individuelle løsninger til stressramte medarbejdere. De lægger ansvaret over på den enkelte, som skal arbejde med sig selv og selv må finde ud, hvordan hun/han skal prioritere anderledes. Sådan har vi gjort i de sidste 15 år," forklarer cand.merc. HR-manager Vibeke Bendix Didriksen, der er medstifter af konsulentfirmaet Provokator.

DJØF Netværk, som står for debatmøderne, melder om fulde huse.

"Temaer om balance og det effektive arbejdsliv er emner, som står meget højt på dagsordenen hos djøferne," siger netværkschef Lars Brittain.

De to konsulenters kongstanke er, at vi er blevet så gode til at finde den indre motivation, at vi ikke længere ved, hvornår det er godt nok, og hvornår vi har det godt. Vi har tabt mavefornemmelsen for det, og vi får ikke hjælp til at finde den igen i de postmoderne vidensvirksomheder.

Skaf dig dopamin i stedet for kortisol

Det er på høje tid at gøre belastningerne til en fælles agenda. Og at få koblet samfundsforskningen med den nyeste hjerneforskning ude i virksomhederne.

"Det sidste kalder vi for social kapital, som vi definerer som dén adfærd i en virksomhed, der giver øget dopamin og mindre kortisol," forklarer Vibeke Bendix Didriksen.

Djøfere arbejder typisk på en endeløs række af projekter, som alle er 'utroligt vigtige' og giver 'personlig udvikling', og det er ikke så sundt, som det lyder. For det farlige stresshormon kortisol produceres netop også af hyppige nederlag, usikkerhed og kontinuerlig frygt for fiasko.

"Mens vi løser vores opgaver, er vi konstant i gang med at køre os i stilling til nye opgaver, projekter og mennesker. Det betyder, at nederlagspotentialet, som frigør kortisol, er allestedsnærværende. Det ene projekt og den ene flygtige menneskelige relation efter den anden er biologisk heller ikke godt for os. Det giver kortisol og ikke dopamin," forklarer Vibeke Didriksen.

Omvendt produceres det gode dopamin af værdier som generøsitet, anerkendelse og retfærdighed.

"Det er værdier, som ifølge neurobiologien understøtter, at vi har det godt som mennesker. Det er ikke noget, du som enkeltindivid kan skabe for dig selv. Det er heller ikke noget, som en virksomhed bare kan beslutte sig for. Men vi kan i fællesskab begynde på en debat om strukturer, ledelser og helheder," siger Vibeke Didriksen.

Jane Brodthagen, 42, cand.jur., områdeleder i en kommune

Hvad fik dig til at deltage?

"Jeg befinder mig i en situation både arbejds- og familiemæssigt, som gjorde det oplagt. Jeg har to små børn på to og fem år, en mand som er nyansat i et karrierejob, og jeg har selv lige indgået en fratrædelsesaftale med min arbejdsplads. Så jeg leder efter inspiration til, hvordan jeg fremover kan få familie- og arbejdslivet til at harmonere bedre."

Kunne du genkende noget fra din hverdag?

"Jeg kunne i høj grad genkende nogle af eksemplerne fra mødet - og tilhørernes bemærkninger til dem. Jeg genkender, at jeg selv, men også omverdenen forventer, at man er i konstant udvikling og selvrealisering, at man er positiv, engageret osv. - og at denne realisering foregår på arbejdet, og at man nærmest må være lidt smådum, hvis man ikke vil denne konstante fremad- og opadstræbende udvikling. Da jeg p.t. befinder mig i en situation, hvor jeg er ved at revidere mit syn på arbejdslivet - for en tid i hvert fald - kunne jeg ikke lade være med at smile lidt over det forsvar, der kom til udtryk hos nogle af tilhørerne over for provokationerne. Fordi jeg selv har været så overbevist om vigtigheden af, at jeg hele tiden skulle gøre karriere."

Hvad tog du med dig hjem?

"Jeg fik egentlig ikke nogen redskaber med hjem, som jeg først havde forventet det. Men jeg fik en aha-oplevelse over, at koblingen mellem samfundsvidenskaben og naturvidenskaben stiller nogle fysiske grænser op for, hvor meget et menneske kan udvikle sig. Det er jo med til at forklare mine egne overvejelser omkring det at ville være et karrieremenneske, samtidig med at jeg også gerne vil være til for min familie - jeg har måske simpelthen blot mødt min biologiske grænse for min fysiske formåen p.t. Så er alt jo helt normalt, og det er ikke mig, som stadig har ammehjerne."

Henrik Berg, 30, cand.oecon., business controller i Arla Foods

Hvad fik dig til at deltage?

"Det var min hustru, der også er djøfer og HR-konsulent i Århus Kommune, som havde set det, og hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at gå med. Jeg syntes med det samme, at det lød spændende med et møde om det effektive arbejdsliv. Hvem har ikke lyst til at blive mere effektiv, så man kan få mere tid til sin familie? Det var også det, de andre på mødet troede, det gik ud på."

Kunne du genkende noget fra din hverdag?

"Nu viste det sig så, at dét, det gik ud på, var at provokere os djøfere på, at vi ser hele vores arbejdsliv ud fra et selvledelsesperspektiv. Vi tror, at det er hele forudsætningen for at have et spændende arbejdsliv. Og ja, selvfølgelig kan jeg kende det fra min hverdag, og det kunne de andre også. Alle følte sig vel mere eller mindre ramte, og de kunne se pointen. Alle var ikke enige i de løsningsforslag, oplægsholderne kom med. Men det gør ikke noget. Det virkelig spændende er at komme ud at blive inspireret og høre, hvad andre djøfere siger om det her."

Hvad tog du med dig hjem?

"Nu var oplægsholderne nok meget ovre i den grøft, at ledelsen skulle tage hele ansvaret tilbage. Det er at gå for langt. Men de fik os gjort opmærksomme på, at vi heller ikke skal falde i den grøft, at alt skal være selvledelse - der skal være en rimelig balance mellem selvledelse og ledelsens ansvar. Og så må jeg igen sige: Det er spændende at komme ud og debattere med andre djøfere. Det kan jeg anbefale."