God familiepolitik er sund fornuft

26.9.2008

af

I advokatfirmaet Norrbom Vinding er der både mænd og kvinder på nedsat tid - anset medarbejdergruppe og derfor også blandt advokater og partnere. Og det er ud fra den simple devise, at glade medarbejdere skaber den bedste forretning.

I en tid, hvor flere og flere kvinder forlader advokatbranchen på grund af hårde arbejdsvilkår og lange arbejdsdage, og hvor kun hver fjerde advokat i branchen er en kvinde, markerer Advokatfirmaet Norrbom Vinding sig som lidt af en undtagelse. Her er halvdelen af firmaets partnere kvinder, og det er mere end halvdelen af de 26 ansatte jurister også. Derudover er muligheden for at arbejde på nedsat tid ikke bare en tom formular nedfældet i firmaets politikker, men rent faktisk en ting, der praktiseres af både mænd og kvinder i firmaet.

"Jeg har været i advokatbranchen i mange år og selv oplevet for 25 år siden at måtte amme mine børn på kontoret for nedrullede gardiner og lukkede døre, fordi jobbet jo skulle passes. Dengang var der ikke noget, der hed familievenlighed, og ofte tænkte jeg, at det da måtte være muligt at forene et familieliv med en advokatkarriere på en bedre måde," siger Mariann Norrbom, som er den ene af to stiftende partnere i firmaet.

Og dermed afslører hun også, hvad der var ambitionen, da hun og Jørgen Vinding etablerede eget firma i 1998, som startede med syv medarbejdere og i dag tæller 55 medarbejdere.

Fleksibilitet skaber glade medarbejdere

"Vores ønske var at skabe et firma, som byggede på andre værdier end bare det at tjene penge og hente så mange klienter som muligt. Vi ville etablere et miljø, hvor alle har reel respekt for hinanden og arbejder ud fra en tro på, at alle er lige meget værd, uanset hvilken plads de har i firmaet," siger Mariann Norrbom og fortæller videre, at den respekt blandt andet også kommer til udtryk i virksomhedens familiepolitik, som altså betyder, at flere af firmaets advokater og partnere i dag arbejder på nedsat tid.

"Ønsket om at drive en familievenlig arbejdsplads handler grundlæggende om respekt, men også om, at det for os er ret indlysende, at glade medarbejdere giver de bedste resultater," siger hun og forklarer, at inden for feltet arbejdsret, som er Norrbom Vindings kerneområde, tager det seks til syv år at uddanne en dygtig specialistadvokat. Uddannelsesforløbet og afslutningen på det falder dog ofte sammen med netop den periode, hvor unge jurister sætter turbo på karrieren og samtidig ofte også stifter familie. Derfor er mange unge advokater under voldsomt pres fra både arbejdsopgaver og familien i samme periode.

"Det er jo netop i de år, hvor alting sker, og det er derfor også den periode, hvor mange har allermest brug for fleksibilitet, og det vil vi gerne give dem - også for at bevare dem som medarbejdere. Ved at imødekomme det behov og give mulighed for for eksempel at arbejde mindre, får vi nogle supermotiverede og glade medarbejdere, som derfor også leverer langt bedre resultater, selvom de kun arbejder 70 eller 80 procent. Det ene er en forudsætning for det andet," slutter hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet