Topledere lytter til "Sjælens stemme"

29.8.2008

af

Interessen for det åndelige har gjort sit indtog på direktionsgangene.

Djøfbladet har mødt en administrerende direktør, som tilskriver sin intuitive ledelsesform en stor del af æren for sin forretningssucces - og en udviklingskonsulent, der hjælper topchefer med at praktisere ledelse med sjæl.

Familien Danmark søger clairvoyante, håndlæsere, astrologer, NLP-terapeuter og mange andre i det, der ofte over én kam betegnes 'holistiske rådgivere'. Rådgivning af den art er blevet hverdagskost i jagten på at frigøre skjulte potentialer og finde klarhed i livet. For nylig fik tusinder af danskere masserådgivning ved store arrangementer med coachingikonet Anthony Robbins, der også har arbejdet én til én med talrige virksomhedsledere. Og det er netop en anden tydelig tendens i tiden - flere og flere tager interessen for det åndelige og spirituelle med på arbejde og helt op på direktionsgangene. Stadig flere topchefer synes at være bevidste om, at det betaler sig at lytte godt efter og stole på de indre budskaber.  

Sådan en leder er René Viborg. Han er iværksætter og har bygget flere succesfulde virksomheder op fra grunden. Senest har han løbet firmaet 4-IPT i gang fra nul til små 20 ansatte og en gedigen millionomsætning. 4-IPT beskæftiger sig med unified communication - software til integrerede kommunikationsløsninger, der giver øget kundetilfredshed. Han har selv en helt enkel forklaring på sin succes: 

"Alt, hvad jeg gør som menneske og leder, udspringer af min intuition. Jeg er fuldt styret af min fornemmelse for, hvad der er det rigtige at gøre - både i forhold til kunder, medarbejdere og mit liv i øvrigt. Det hænder dog stadig, at den logiske del af min hjerne protesterer, men så husker jeg mig selv på, at det er gået galt de gange, jeg ignorerede min indre stemme."  

René Viborg er meget bevidst om det ansvar, han har som leder i forhold til sine medarbejdere - og han arbejder hele tiden på at blive bedre. Det er årsagen til, at han i øjeblikket gennemfører et coachingforløb, hvor han får hjælp til at dosere sin entusiasme.

"Jeg er indimellem for meget 'kriger på slagmarken' og ikke god nok til at tilpasse den mængde energi, jeg lægger i arbejdet. Det er ikke hensigtsmæssigt i forhold til mig selv og mine omgivelser, og det arbejder jeg derfor målrettet med," siger han. 

Ledelse og selvledelse

Malene Frandsen er indehaver af Hvidehus, der yder rådgivning og uddanner coaches og proceskonsulenter. Selv holder hun kurser og enmandssessioner, hvor hun hjælper ledere med at praktisere intuitiv ledelse - hun kalder det 'Indre lederskab - ledelse med sjæl'. Malene Frandsen definerer intuition som 'sjælens stemme' - den besked, man får om, hvad der er godt for én her og nu, og hvordan man skal gebærde sig i en given situation.

Hun fortæller, at de fleste af de ledere, hun hjælper i det daglige, kommer på grund af stress, eller fordi de er kørt fast i hverdagen.

"Mange af mine klienter og kursister føler en stor længsel efter noget andet og mere - også selvom de sidder på toppen af kransekagen, kan udfolde sig frit i jobbet og har alle materielle goder. Det er min påstand, at vi alle har en vigtig rolle at spille i verden. Og jeg kan se, at mange ledere begynder at forstå, at det ikke er tilfældigt, at de sidder i lederpositioner. Der er en mening med, at netop dé er rollemodeller og har fået indflydelse på rigtig mange mennesker og derfor kan gøre en enorm forskel, hvis de vel at mærke selv forstår, hvorfor de er her, og hvor de er på vej hen. Og det kan jeg hjælpe dem med at afklare," siger hun.

Malene Frandsen mener ikke, at man kan adskille lederen fra privatmennesket. Før man kan blive god til at lede andre mennesker, skal man kunne lede sig selv. God ledelse udspringer indefra og er ikke en maske, man tager på. En god leder har en indre afklarethed og autencitet, pointerer hun.

"De ledere, der bliver tiltrukket af at arbejde med indre ledelse, opdager hurtigt, at de ikke længere er i stand til at leve parallelle liv og gå i én retning privat og i en anden retning professionelt." 

Præcis sådan har René Viborg det. For ham handler det om at have lyst til det, han gør - og at se og føle meningen med det.

"Hvis du brænder for kunst, men arbejder som revisor og ikke kan se kunsten i tallene og jobbet, så lever du ikke autentisk og i takt med din intuition," siger han og drager en parallel til lederrollen.

"Hvis du med din intuition kan mærke, at en af medarbejderne har problemer, må du, når du har overskud til det, tage fat i vedkommende og tilbyde din hjælp. Som leder har man et stort ansvar og mulighed for at handle og leve op til det," siger René Viborg, der er bevidst om at gå helhjertet ind i alt, hvad han gør. Den vej forsøger han også at inspirere sine medarbejdere til at vælge.

"Jeg har gennem årene set mange mennesker være semitilfredse med deres job - og det, synes jeg, er skræmmende, for vi har alle sammen kræfterne indeni til at finde det, der er det helt rigtige for os," siger han og tilføjer, at han flere gange har hjulpet egne, utilfredse medarbejdere videre til nye job andre steder.

Men det er ikke altid lykkedes at holde fast i harmonien. 

"Jeg har selvfølgelig også oplevet folk, der har smækket med døren og ment, jeg var den største idiot nord for Alperne. Men det er sjældent - og jo bedre jeg er i kontakt med min intuition, des bedre og hurtigere kan jeg opfange problemerne, før de bliver til kriser." 

Jagten på 'these moments'

René Viborg har fundet ud af, at livet for ham handler om at skabe omstændigheder, som muliggør det, han kalder 'these moments' - øjeblikke, hvor alting falder i hak, og han oplever at udfolde meningen med sit liv. Allerbedst er de øjeblikke, som han skaber i fællesskab med medarbejderne, og hvor også dé oplever, at alting giver mening, fortæller han. 

"En af effekterne ved at arbejde med indre ledelse og være i kontakt med sin kerne er netop, at man ved sin blotte tilstedeværelse og måde at være på frisætter sine medarbejdere, så de også kan udtrykke deres højeste potentiale," siger Malene Frandsen og trækker en anden af sine kæpheste op af hatten: 'Den intuitive vision'.     

"Den nye tids ledere bruger også deres intuition i forhold til virksomhedens vision. En intuitiv vision er ikke mentalt konstrueret, men derimod et færdigt billede, man som leder tager ind under huden og går i gang med at manifestere i fuld tillid til, at ens intuition taler sandt, og at visionen derfor er inden for rækkevidde," forklarer hun. 

René Viborg er helt med på tankegangen. Han siger, at det, der glæder ham allermest ved at arbejde intuitivt og med indre ledelse, er den energi, der bliver sat fri i én, når man ved, hvem man er og kender sin livsvej og sine mål som menneske og leder.

"Duggen forsvinder fra ruden, og du kan se klart. Uro, usikkerhed og dårligt selvværd opløses og giver plads til noget helt andet - nemlig glæde, stolthed og taknemmelighed over at være den, du er."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet