Det undrer mig, at DJØF bringer en ukvalificeret artikel som 'Lean - et styringsværktøj med konsekvenser' i Djøfbladet nr. 10. Den polemiske linje, som artiklen er eksponent for, værdsættes åbenbart højere end velunderbyggede undersøgelsesresultater.
I specialet 'Trimmet eller tunghør' har artiklens forfattere angiveligt undersøgt nogle rationaliseringsaktiviteter i to kommuner. Aktiviteterne betegnes som Lean, og implementeret som værende Lean i de pågældende kommuner. De to hovedkonklusioner er øjensynligt at:
Forfatterne har tydeligvis misforstået Lean-konceptet: Har man 'leanet' er man per definition effektiv.
Den formulering antyder, at man har kørt Lean-projekter henover organisationen uden at implementere selve Lean-tankesættet hos medarbejderne. Det virker ukvalificeret at henføre til Lean-konceptet, der netop anerkender, at man hele tiden skal tilpasse sin virksomhed og foretage løbende forbedringer og derfor per definition aldrig bliver færdig med at forbedre sine ydelser og leveringen.
Forfatterne konkluderer, at paradoksalt nok er det ikke en integreret del af Lean at afdække borgernes behov, og at offentlige organisationer derfor kan have en tendens til at kigge indad. Det er en forvrøvlet fejlslutning: Lean handler om at indføre trækstyring i organisationens processer. Altså behovsstyret udvikling. At konkludere at offentlige organisationer på baggrund af Lean kan have en tendens til at kigge indad er noget vrøvl. En organisation i krise har en tendens til at kigge indad, men det kan umuligt være Lean, der forhindrer denne i at se på, hvilke brugerbehov der skal trække organisationens udvikling. Lean ansporer netop til at se udad på kundernes behov.
Ifølge artiklen overlader Lean et stort rum til de offentlige institutioner til at fortolke, hvordan de bedst lever op til borgernes ønsker og behov. Det er en kvalitet, hvis man stoler på medarbejdernes dømmekraft og gør målene klare. Er der ikke ledelsesmæssig fokus på borgernes behov, og så har det intet med Lean at gøre.
Artiklen giver ikke svar på, hvem der definerer, hvad der skaber værdi i sagsbehandlingen. Viden om Lean ligger ikke forfatterne til last. Det enkle svar er, at det gør brugerne, men her lyser sagsbehandlernes frustration ud af forfatternes skriblerier. Her er jo bare en bunke sager - afkoblet fra borgerne.
Forfatterne konkluderer faktisk, at med Lean får medarbejderne en beslutningskompetence, som de ikke kan administrere, og dermed ryger brugernes ønsker i baggrunden. Konklusionen levner ikke megen respekt for hverken brugere eller medarbejdere. Den beslutningskompetence, der med Lean uddelegeres til medarbejderne, handler netop om at redefinere den måde, man som organisation opfylder brugernes behov på.
De kedelige resultater af de to rationaliseringsprojekter kan næppe henføres til en fejl i Lean-konceptet. Det kan være en svær indrømmelse, men en hyppig årsag til kuldsejlede Lean-projekter er dårlig ledelse, og artiklen antyder da også svagt, at ledelsen har nogle udfordringer med at tolke og anvende de mål og målinger, projektet har medført. Måske har man fra start af ikke gjort sig klart, hvad man ville opnå ved at indføre Lean. Og så har man naturligvis ikke opnået det, man kunne have gjort. Den konsekvens kan bare ikke henføre til Lean som koncept. Et Lean-projekt bliver aldrig bedre end den praksis, der indarbejdes i hverdagen i den konkrete organisation. Da man tilsyneladende ikke har indført Lean-praksis i de to omtalte kommuner, så kan man heller ikke konkludere, hvorvidt Lean kan bruges eller ej i den offentlige sektor. Og forfatterne dømmer reelt Lean-konceptet som uegnet til den offentlige sektor. Når denne fejlagtige konklusion desuden bygger på så svag og ukonstruktiv kritik, må det undre, at Københavns Universitet har givet specialet topkarakter.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER